|
|
|
9. Norden blev aflyst (men der var frokost i stedet)
|
CBK: Lad os lige prøve at tage et historisk stik på den dér med jeres NATO-rolle der omkring ’73. nu siger du så at i dag ville man betragte NATO som noget naturligt, men det var jo lige efter at NORDEK og SKANDEK var faldet på gulvet, nu er de så resigneret til arkivalierne og til historiebøgerne –
MIMI: Det er dansk folkemindesamling, ja. Eller Rigsarkivet.
CBK: Det man hører fx fra Venstre og har hørt de sidste 15 år det er at vi får mere Norden ved at gå med i EU, der bliver mere indhold i det nordiske samarbejde end der nogensinde har været før.Den dér nordiske drøm – det er vel den, der så mangler i CD’s verdensbillede. For man kan sige: Hvad er I så ikke for? Eller hvad er det I ikke vil?
MIMI: Jamen altså, vi er ikke imod det. Jeg har bare personligt så dårlige erfaringer med det. Jeg husker endnu da jeg kom op som splinterny kulturminister og der var det her programsamarbejde, NORDSAT – og jeg var ny og jeg skulle sætte mig ind i det. Og jeg havde læst og jeg var blevet banket igennem af mine embedsmænd, så jeg virkelig kunne den sag. Og vi skulle møde Nordisk Ministerråd, og der skulle så mødes med parlamentarikerne og der var arrangeret møder, møder, møder. Og jeg var rædselsslagen fordi jeg var bange for ikke at være dygtig nok.Så kommer jeg derop – første møde blev aflyst, til gengæld var der en reception. Så kom jeg videre, så blev det næste møde aflyst – så var der en frokost. Så blev det tredje møde aflyst, så var der en middag, og så tog jeg hjem. Det her er selvfølgelig en joke, men: jeg har oplevet i det europæiske samarbejde – uanset at jeg har haft søde nordiske kolleger – det er ikke dem, jeg er gået først til, når det drejede sig om at vinde gehør for danske synspunkter. Det må jeg sige. Og jeg har ikke oplevet nogen som helst nordisk samhørighed i EU. Det er klart, på noget miljø kan Sverige og Danmark stå sammen på nogle enkelte ting, men altså: der er andre lande i Europa som jeg personligt føler mig langt nærmere knyttet til, når det drejer sig om et internationalt samarbejde.
CBK: Som fx?
MIMI: Jamen, det kunne være tyskerne fx. Der er det helt afgørende at du får din tyske kollega med på noget; at du taler godt med din franske kollega, at hollænderen – som vi tit er enige med – osv. Det kører altså på nogle andre linier. Men jeg vil sige: selvfølgelig er det da en fordel for hele Norden at alle er med i EU. Det er da klart. Det er da en torn i øjet at nordmændene ikke er det, fordi det er synd for dem, men det er også lidt surt for os andre.
CBK: Men det er jo interessant fordi der er vel ingen tvivl om at for de fleste danskere ligeså naturligt det er at sammenligne Danmark med Norge og Sverige, ligeså besynderlig en tanke er det at sammenligne Danmark med Østrig eller Holland, som vi i princippet jo har andre ting tilfælles med.
MIMI: Jo, men jeg mener da også – Herregud, de nordiske lande er vores nærmeste rejselande og vi har mange venner og bekendte, og det er nemt at komme dér, og vi har et sprog, der så nogenlunde kan mingeleres, med lidt god vilje i hvert fald. Men jeg er bare ikke vokset op med den der drøm om det nordiske. Det var der en generation, der gjorde: jeg er selvfølgelig præget af (jeg er født i ’48) at: hele min barndom gik med at fatte hvad det var, der var sket med Anden Verdenskrig, der sluttede tre år inden jeg blev født. Og jeg var jo langt inde i 50erne før jeg kørte i bil ned gennem med mine forældre og så et gennembombet Tyskland, og det gjorde et langt større indtryk på mig. og det er jo også det, der har båret mine forældre og den generation før mig: at det her, det var bare så sindssvagt rædselsfuldt. Dertil kom så da man første gang begyndte af fatte hvad Holocaust gik ud på: jamen, jeg kunne slet ikke rumme det, vel?
Og dét er det, der har præget mit liv, først og fremmest: at det der Europa aldrig mere måtte komme derhen. Og hvordan i alverden kunne det gå så galt? Og det har for mig betydet langt mere end om svenskerne har banket os eller vi har banket svenskerne eller nordisk union og ’de svigtede os på Skamlingsbanken’ og hvad ved jeg. Det har bare ikke været vigtigt. Det andet var vigtigt og er det stadigvæk. Og det er jo også hele det skisma, vi nu begynder at se i det nye Europa, det der sker i øjeblikket: at disse gamle lande, som jo selv har kæmpet enormt for – Frankrig og Tyskland først og fremmest, med Mitterrand og Kohl der holdt hinanden i hånden på et billedefor at vise at nu kunne det aldrig ske mere – at de pludselig bliver overhalet nu af, at nu er der for mange, der også siger: ”jamen, det ved vi godt! De går ikke i krig mere! Nu er der noget helt andet, der er vigtigt.” Og så kommer de Østeuropæiske lande ind, og begynder jo også at synes at de skal have en plads – hvad de selvfølgelig også skal.
Og så er det nogle helt andre skismaer, så bliver fokus ligesom taget fra de der to gamle krigernationer.
CBK: Nu behøver vi ikke sidde og botanisere i skandinavismen, vel? Men kan én af grundene til at det nordiske stadigvæk er sådan et kodeord – når Venstre fx har brugt Baltikum, de evindelige Baltikum-referencer de sidste 15 år, hvor man kan sige: hvad foregår der dér? Ja, der foregår måske lige præcis dét, at man prøver at tage nogle af de positive nordiske associationer og føre dem over på EU. Kunne en af grundene til at det nordiske er forblevet denne her drøm – eller, forblevet noget rent, purt, i den danske forestilling, kunne det være at det aldrig har været realiseret? Så man har kunnet gøre sig nogle forestillinger om hvor dejligt det kunne være, mens EU har været sådan mere nitty-gritty, og detaljer og landbrugsstøtte?
MIMI: Jamen, det tror jeg i høj grad. Fordi – hvad er det? Der er jo få danskere, der aner hvad Nordisk Råd laver. De ved måske heller ikke så meget om hvad der foregår i Europaparlamentet, men trods alt bliver der truffet nogle beslutninger, hvor EU får skyld for næsten hvad som helst herhjemme. Om det er vejret eller det er alle mulige ting som EU ikke har en dyt med at gøre; det er alligevel EU der sikkert på en eller anden måde har blandet sig!
Jeg tror du har ret i at der ligger – altså ud over det, at der ligger noget med sprog, og ’de bor lige ovre på den anden side’ osv., så tror jeg virkelig der ligger den der romantiske drøm i det kunne være så dejligt. Og selvfølgelig er der mange samarbejder – tag SAS eller tag Red Barnet – hvor det fungerer udmærket. Men jeg deler bare ikke den drøm – jeg deler drømmen om Europa:
Jeg synes så i øvrigt at det, der er så fuldstændigt fantastisk ved Europa, der er netop den der nord-syd: hvor vi kommer sådan ordholdende og kølige og pragmatiske, og vi diskuterer i årevis inden vi skriver under på noget og vi har folkeafstemninger. Italienerne – de skriver under på hvad som helst, men de har da ved Gud heller ikke ret meget idé om at de skal overholde det bagefter. Og jeg synes hele den der blanding af de der forskellige… – altså, hele tanken om at vi skulle blive harmoniseret, blive ens: jamen, du godeste, altså! Tværtimod – jeg frygter i høj grad det modsatte. Som jeg ser det så er den allerstørste trussel det er slet ikke noget med Tyskland-Frankrig overfor Østlande eller USA eller Irak, det er hele spørgsmålet om nationalismen, som jeg ser. Og det er for mig det vigtigste ved EU overhovedet: det har intet med penge eller svin eller landbrug eller noget som helst at gøre – det er én eneste ting: det er at holde nationalismen i ave.
'
Foto: CentrumDemokraterne
