|
|
|
8. Solidariteten - hjemme og ude
|
CBK: CD’s to mærkesager – EU og NATO – så vidt jeg husker har I i hvert fald ved visse landsmøder haft NATO-flaget stående –
MIMI: Det har vi altid. Og EU også.
CBK: Som du selv var inde på før, i dag skal man lede længe efter en NATO-modstander – måske ikke lige så langt i de her uger som man ellers skulle – men –
MIMI: Spørgsmålet er hvad NATO er lige i øjeblikket. Og EU; for den sags skyld.
CBK: Det er dét. Igen – tilbage til kaninerne og mærkesagerne og populismen, der var der mange der ville have sagt, i 70erne og 80erne, at I kunne have været endnu større hvis IKKE I havde slået helt så hårdt på EU og NATO. Der var ikke mange stemmer i NATO, sandsynligvis. Det er så jeres to mærkesager: i øjeblikket, i de her uger, der løber de to sager jo mere sammen end de vel nogensinde har gjort før.
MIMI: Det er klart. I og med at der er kommet den forsvarsmæssige dimension af EU – uanset hvad Danmark nu har stemt af forbehold og alt det der – så er det klart det løber sammen. Nu siger du mærkesager; og det er jo rigtigt – vi gik til valg der i ’73 på 5 punkter, og det var – for at gøre udenrigspolitikken meget kort: EF og NATO. Det var selvfølgelig også fordi der stod en enorm kulturkamp om det dengang. Man kan sige, det gør der stadigvæk om EU, men i mindre omfang om NATO. Og derfor, så var det nødvendigt at sige de ting meget hårdt (mod anti-amerikanisme, og hele det dér, der kørte). Hvorfor var det så det?
Fordi det faktisk var præcis det samme synspunkt, der gik igen --- nu lyder det underligt --- i CD’s socialpolitik. Som gik igen i forholdet til Europa, til ulandsbistand og verden, og til NATO: nemlig dette, at solidariteten – den danske model som er en slags forsikringsselskab: vi betaler en høj skat, ja, men til gengæld vil vi ikke se folk gå fuldstændigt på gulvet herhjemme. Kan du have det godt hvis din nabo har det af hekkenfeldt til og hun ikke kan komme på plejehjem? Nej – det bryder vi os ikke om. Og hele den dér solidariske holdning er jo den, der går igen i at sige – (dengang var det så ikke Østlandene, der var det jo andre fattige lande , gamle diktaturer: Grækenland, Portugal, Spanien, der skulle ind i EU. Det var nogle af de slagsmål, der kom der i starten af 80erne. Hele den tanke om at det er ikke nok at vi bare sidder, en kerne af rige lande, men vi må også løfte videre.
Og EU blev jo hånligt dengang kaldt ’de riges klub – og skulle Danmark virkelig være med i den?’ Hvor man kan sige: ja, hvor i alverden skulle vi ellers melde os ind hvis det ikke var i de riges klub – men netop med det sigte - og det må man jo sige har været en succeshistorie (uanset hvad der sker i de her dage med lidt uenighed) ud over alle grænser. Som ingen havde drømt om – at man en dag skulle se den Mur væk, og pludselig er de medlemmer af både NATO og EU, vores venner derovre. Fuldstændigt utroligt at se Europa – ikke blive udvidet men blive genforenet.
CBK: Det er også en overraskelse for franskmændene.
MIMI: Ja, det kan man roligt sige – de har vist ikke helt fundet ud af det endnu. Nå, lad det ligge. Men altså: hele den dér NATO, solidariteten, det gensidige forsikringsselskab – og så må alle yde deres del for helheden, osv. Så jeg vil sige: det var egentlig meget naturligt at de mærkesager hang sammen med, som jeg ser det, både vores socialpolitik og vores menneskesyn og det hele.
'
Foto: CentrumDemokraterne
