ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

5. Filosofiens luksus

Nogle der betragter “Empire” vil sandsynligvis sige: “Det er en kombination af marxisme og postmodernisme”. Ville det være en kort forklaring på hvad der foregår?

MH: Well, der er flere forskellige ting vi prøver at gøre i bogen. En af dem er at gå ind i de aktuelle politiske diskussioner, som dem vi har diskuteret indtil nu. En anden er at finde grunden bag forskellige bevægelser - på en vis måde fortolke og gentage, hvad mange har sagt om de bevægelser, der har at gøre med globaliseringen; som insisterer på at demokratisere det globale system etc. Men den tredje ting er den, som jeg tror du peger på nu: vi tænker på bogen som et indlæg i hvad der primært er universitets-baserede debatter, hvor vi prøver at bringe forskellige teoretiske perspektiver sammen. Og indimellem demonstrere at disse retninger faktisk arbejder på det samme projekt - og at de ikke har anerkendt dét tidligere.

Tag fx en gruppe af såkaldte post-colonial studier, der er baseret i Sydøstasien; en retning indenfor såkadt poststrukturalisme, der kan siges at høre hjemme i Frankrig; og de traditionelle marxistiske studier, som er spredt over hele verden. Vi ser ikke disse retninger som modsatrettede - men faktisk som værende indenfor lignende traditioner. Vi prøver at lade dem tale med hinanden. Men det er den del af bogen som folk udenfor unviersitetet måske bare ønsker at springe over - og jeg håber at den er skrevet sådan, at dem, der ikke allerede kendte de diskussioner simpelthen kan læse den for det, de ønsker, uden at engagere sig i de diskussoner.

Et af de fundamentale fællestræk mellem marxisme og postmodernisme er, at de redskaber til at udfordre det etablerede og eksisterende ---

MH: Ja.

Men den filosofiske forskel er jo at postmodernisme vender marxismen på hovedet, ved at sige at “ideen” er stærkere end den fysiske realitet. Hvordan kan du få de to til at enes?

MH: En meget vanskelig ting ved alle disse diskussioner er, at post-modernisme, eller post-strukuralisme og så marxismen selv, er jo, at de har mange forskellige strømninger, der går i forskellige retninger. På en vis måde ønsker vi at læse postmodernismen som et symptom - jeg tror det er i kapitel 2.4! Undskyld mig hvis jeg husker ting for nøjagtigt---

Du er tilgivet.

MH: Vi ønsker at se disse postmodernistiske diskussioner som et symptom på at verden var ved at forandre sig på det tidspunkt. Og ikke betragte dem så bogstaveligt men anerkende at de har, på en vis måde ufrivilligt, forstået at verdens magtstrukturer har ændret sig. Se dem som symptomer på den forandring. Igen: ikke acceptere deres konklusioner, men se at de - på sin vis uklart [obscurely] har anerkendt en historisk forandring.

Vi laver et meget kortfattet argument på to sider - og det er ét, som efter 11. september udløste alle mulige reaktioner fra den højreorienterede presse i USA - at opblomstringen af islamisk fundamentalisme de sidste år (eller: den nye form for fundamentalistisk islam) på en vis måde er det samme som de postmodernististiske tænkere i den første verden. Fordi de har anerkendt, at der har været et skifte i verdens magtstrukturer, som de har proteseret imod. Præcis som postmodernisterne tager de fejl af, hvad forandringen består i - og de tager også fejl af, hvordan de skal forholde sig til den. Men de er vigtige symptomer på, hvordan denne forandring har fundet sted.

Så i begge henseender er der ingen måde, hvorpå vi bakker op - hverken bag hvad vi kalder disse postmodernistiske teoretikere eller de islamiske fundamentalister. Vi forsøger at læse dem begge som en forandring i tiden. På visse måder er det selvfølgelig ironisk at sætte dem sammen, fordi postmodernister notorisk fejrer det hasarderede [the hazardous], tekstens foranderlige karakter, mens de islamiske fundmanetalister jo insisterer på tekstens uforanderlighed og verdens sandhed. Men man kan betragte dem som vindere og tabere i den aktuelle opståen af en ny global orden: de betragter den samme ting fra forskellige sider. Man kan tænke på postmodernisterne som den akademiske udgave af de globalt priviligerede, som bevæger sig rundt i verden og oplever hybriditet på en ny måde. Mens islamisk fundamentalisme generelt har sine rødder blandt dem, der har været mest underpriviligerede - ihvertfald i den del af verden - under de globale forandringer.

Marxismen er en opskrift på handling, som let kan forklares - postmodernisme er langt mindre intuitiv. Mens der indenfor postmodernismen er enorm afstand mellem det, vi kan kalde postmodernistiske elementer i popkulturen og så den akademiske diskusson.

MH: Ja, du har absolut ret: de er meget forskellige typer teori.

Så hvad er din primære kritik af postmodernismen?

MH: Vores kritik i bogen går på, at i den udstrækning postmodernismen lader som om - eller tror på - at vi skaber en befrielse blot ved at overskride binære opdelinger... hvor postmodernisme, der angriber racisme tror, at vi blot ved hybriditet, ved at mixe sort og hvidt, ved at underminere binære opdelinger, skaber en befrielseshandling [act of liberation]. Dét forekommer os at være en fejllæsning [misreading] af, hvordan magt fungerer idag. Faktisk fungerer den globale kapital - selv den globale orden - idag ved at styre hybride identiteter [managing hybridite identities] - det er ikke bare sort mod hvid. Så dét forekommer os at være en fejltagelse.

På den anden side tror vi - som jeg sagde før - at disse forfattere HAR anerkendt at noget er forandret.

Dér, hvor det passer med marxismen er ved at--- lad os sige det sådan: enhver historisk materialisme mener at – (og Marx specielt: et af hans centrale argumenter er at) - teori må passe til den historiske virkelighed. Den må spore virkeligheden - så, når den historiske virkelighed forandres, må også teorien undergå forandring. Måske forekommer dette indlysende?

Så ethvert historisk-materialistisk argument - særligt efter 100 år - må blive seriøst revideret. På en vis måde mener vi, at marxistisk teoribygning, social teoribygning mere generelt - eller endda: vores idéer om demokrati - er nødt til at blive modificeret på grund af de givne forandringer i virkeligheden, som postmodernismen måske er et symptom på.

Men under alle omstændigheder har du ihvertfald ret i det med, hvordan marxisme og postmodernisme har haft forskellige publikum - og de forskellige, skal vi sige, politiske placeringer [political locations]. Jeg ville ikke sige de var ét og det samme [I wouldn't want to mix them into the same thing]. Selvom vi dog selvfølgelig skal huske at der var meget kritik ved udgivelsen af Marx' Das Kapital - at den var meget svær at læse; at arbejederne ikke kunne læse den. Marx ønskede at udgive den i afsnit, så arbejder-grupper kunne læse den - men de klagede ikke desto mindre over, at de ikke kunne forstå den! Ingen af disse teroier er umiddelbart forståelige for alle!

Men når det handler om en filosofi, som bliver en massebevægelse - eller: bliver anvendt af en massebevægelse - er maxismen en unik historisk begivenhed. Du kan ikke finde et Folkeparti baseret på Foucault eller Derrida nogen steder!

MH: Nej-nej-nej, det ville vi heller ikke påstå og forfaterne selv havde bestemt ingen intention i den retning.

Omend angrebet på de binære opdelinger jo i en vis forstand ER en fortsættelse af det marxsitiske forsøg på at lokalisere samfundets dialektikker. Ville du gå så langt som til at sige at postmodernismen på sin vis har været en luksus for akademikerne?

MH: Nej - særligt hvis vi skulle inddrage de forfattere, du lige nævnte, ville jeg ikke sige dét. Det forekommer mig at samtidige filosofiske strømninger ikke nødvendigvis er - og ikke bør - blive omgående omsat i politik. Jeg synes at de filosofiske værker af Derrida eller Foucault eller en af de andre grand maîtres i Frankrig siden 1960erne er fantastisk vigtige filosofiske værker - og det ville være en fejltagelse at forestille sig at de var umiddelbart lanceret for politisk brug. Filosofisk arbejde ER kun en luksus for eliten på et universitet - så jeg ville ikke kritisere dem direkte for at være dét.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: NASA og Duke