ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

3. Kunne Europa tilbyde et alternativ?

Udenfor USA taler man meget om behovet for at “supplementere”, “balancere”, endog “øve modstand” i skabelsen af et alternativ til USA på verdenscenen. I Europa vil nogle bruge dette som hovedargumentet for at udstyre EU med en militær dimension. Enhver sådan strategi kunne dog synes meget forskellig fra det, du anbefaler. Ville du mene, at sådan en udvikling risikerede at duplikere, hvad nogle ville kalde det amerikanske systems magtmekanismer og det autoritære og aristokratiske træk?

MH: Dette er et mægtigt interessant emne. Af de diskussioner, vores bog har afledt, er det dem om præcis dette spørgsmål jeg personligt har fundet var de mest interessante. Fordi både venstreorienterede politiske tænkere i Europa og også - hvad jeg finder interessant - folk i Kina og Østasien protesterer helt på samme måde over bogen, fordi vi påstår at der ikke længere er noget “udenfor”: at der ikke er nogen mulighed for at skabe et alternativ til det nuværende Imperium.

De siger, at den påstand underminerer muligheden for at skabe fx et demokratisk, politisk Europa, der kunne tilbyde et alternativ til USA. Eller - et demokratisk, politisk Østasien, som mange kinesiske akademikere forestiller sig ligeledes kunne tilbyde et alternativ til USA.

Jeg finder disse muligheder meget interessante - jeg ville vel være nødt til at argumentere imod dem bare på grund af muligheden for at gennemføre sådanne projekter---

Men ikke på grund af spørgsmålet om deres ønskværdighed?

MH: Der ER også et godt spørgsmål om ønskværdigheden. Jeg kan huske, at jeg talte med flere folk i Brasilien om dette her, og de sagde, “Det sidste vi har brug for er en ny euro-centrisme”.

Den bredere ramme for dette emne ville være at tænke på hvordan regional autonomi kan fungere i det globale system - og jeg tror, der er to modsatrettede vurderinger af dét. Den ene er den, der bestemt er den amerikanske regerings syn på regionalisme i det globale system, hvor hver region essentielt er “alle magterne i dén region PLUS USA”. NATO fungerer på den måde; omkring Stillehavet ville det være de forskellige asiatiske lande, som har sympati for USA, PLUS USA - på samme måde i Mellemøsten. De forestiller sig en slags regional autonomi, hvor regionerne er egerne i et hjul med USA som hjulnavet, der rækker ud til hver af regionerne. Og dermed fungerer regional autonomi som en del af en sammenhængende, global orden.

Den anden vurdering - på sin vis spejbilledet af den første - er at forestille sig Europa som en regional, autonom kraft - og et alternativ til USA. (Det er meget vanskeligt at forestille sig dét om Mellemøsten, men det ville være et interessant projekt). Det er sikkert at man nu gør sig sådanne forestillinger om Latinamerika - eller ihvertfald the Southern Cone [Cono Sur: landene i den sydligste del af Sydamerika. Red.]. Det samme med Østasien etc.

Måske ser de to vurderinger ikke så forskellige ud: man må diskutere hvilke muligheder der ER for regional autonomi. Så på en lidt forvirret måde er jeg på vej tilbage til begge de ting, du sagde: om muligheden for autonome-regioner-som-alternativer og om ønskværdigheden af dét. For det bringer et antal farer med sig - eller også skal det konstrueres på en meget anderledes måde end det hidtil har været, hvis det skal tilbyde et ægte demokratisk alternativ.

Fra dit perspektiv må det blive et spørgsmål om, hvordan magten fordeles INDENI disse regionale superstater, eller hvad de nu ville være?

MH: Og også disse staters lukkede karakter. Jeg tror, det er ekstremt vigtigt og interessant med debatterne omkring den europæiske forfatning. Og konstruktionen af - lad os kalde det: et politisk Europa. Det er en pointe, som du nævnte: hvordan kan vi gøre Europa demokratisk - og mere demokratisk end nationalstaterne har været? Det er ét spørgsmål - et andet er: vil Europa være en anden lukket enhed? Med disse immigrationspolitikker etc.? Ville det være til fordel for den europæiske befolkning på bekostning af Afrika, Mellemøsten, Asien etc.? Eller ville det på en eller anden måde blive en åben mulighed, der bliver et skridt i retning af demokratisk bevægelse? [a stepping-stone towards democratic movement].

For nogle er EU et udtryk for en “begrænset internationalisme”, hvor opråbet om solidaritet strækker til Østeuropa og ikke længere, og hvor debatten om unionens udvidelse og horisont altid strander på spørgsmålet om Tyrkiet eller Rusland. Andre siger, “EU er et smertefuldt forsøg på at komme ud over nationalstaten, og vores måde at være en verdensmagt på er ikke ved at duplikere USA, men ved at eksportere en model for samarbejde som, på indersiden, har mere solidaritet, demokrati og lighed end USA og som, udadtil, er mindre aggressivt”. Så Europa’s rolle på verdensscenen er at eksportere den vision om regional integration til resten af verden.

MH: Right. Det forekommer mig at være en meget oprigtig og beundringsværdig position. Jeg ville stadig sige, at - hvis vi ser på solidaritet som rejsekammerater [seeing solidarity in a fellow-traveller-mode] - bliver vi nødt til ihvertfald at arbejde i samarbejde med langt mere globale aktører og deltagere indenfor den sammenhæng. Det er på ingen måde en negation af sådan et projekt som du beskriver.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: NASA og Duke