ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A

 

 

 

Udkastet til europæisk forfatningstraktat er en uskøn smeltedigel af politiske floskler og kollektivistisk velfærdsutopi. Europæerne havde været bedre tjent med et genoptryk af det dokument, der blev skrevet for 216 år siden i Philadelphia. 

 

1. Negativ vs. positiv rettighedslogik
2. Kronisk lavvækst som forfatningsprincip
3. Det demokratiske ideals fordærv

Af Mikael Bonde Nielsen

Der var noget ufrivilligt komisk over den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing, da han som nyudnævnt formand for EU-konventet sammenlignede sig selv med Benjamin Franklin - en af de såkaldte Founding Fathers bag den amerikanske konstitution. Ser man bort fra de to herrers høje alder på det tidspunkt de var aktive i forfatningsarbejdet, er fællesnævnerne svære at få øje på.

Læser man EU-konventets udkast til forfatningstraktat, og sammenholder det med det dokument, der blev undfanget ved Philadelphia-konventet i 1787, er kontrasten endnu større. Og det er måske ikke så gådefuldt. Især ikke, hvis man opfatter forfatninger som et spejl af tiden, der reflekterer en særlig politisk kultur, en specifik historisk kontekst eller et bestemt styrkeforhold mellem forskellige interessegrupper.

 

1. Negativ vs. positiv rettighedslogik

Den amerikanske konstitution er fremdeles præget af oplysningstidens frihedsidealer og tager afsæt i en negativ begrebslogik, fx at frihed er defineret som fravær af tvang. Forfatningens primære formål er således at beskytte amerikanerne mod vilkårlige overgreb på liv, frihed og ejendom. Derfor rummer den amerikanske konstitution ganske klare og præcise grænser for statens magtudøvelse i forhold til det enkelte individ. Det kan fornuftigvis diskuteres i hvilket omfang det er lykkedes amerikanerne at opretholde denne skarpe grænse mellem stat og individ, men det konstitutionelle udgangspunkt er uomtvisteligt.

Udgangspunktet er helt anderledes i udkastet til den europæiske forfatningstraktat. Her anlægges en positiv rettighedslogik, hvorved begreber som frihed og lighed betyder adkomst til bestemte velfærdsydelser. Sådanne positivt definerede rettigheder kan naturligvis kun garanteres ved at begrænse andres rettigheder. Og dermed er forfatningen ikke længere et dokument, der yder beskyttelse til alle europæiske borgere. Det er derimod et dokument, der tilgodeser bestemte interessegrupper på bekostning af andre. Alt sammen understøttet af et æterisk krav som ”social retfærdighed”, der er fuldstændig renskuret for meningsindhold.

Flosklerne kommer klarest til udtryk i forfatningsskitsens præambel. Her tales der højstemt om Europa som et kulturbærende kontinent, der hviler på humanismens grundlag: Lighed mellem mennesker, frihed og respekt for fornuften. Hvis man ser bort fra den klæbrighed, der efterhånden knytter sig til begrebet humanisme, så lyder det som en sikker vinder. Det er så at sige umuligt at byde ind på det modsatte; altså et inhumant tvangsfællesskab, der hviler på vilkårlig forskelsbehandling, ufrihed og mystik. Den virkelige syretest er således ikke, om man som europæisk borger kan bifalde præamblens tomme abstraktioner, men snarere om man kan godtage de fordelingsmæssige aspekter og de mange øko-sociale programerklæringer.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfotos: EU, Virtualology.com