ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

3. En gratis frokost – både for amerikanere og europæere

I økonomi er det altid pokkers vanskeligt at identificere effekten af bestemte initiativer, da det kræver at man kan isolere andre effekter. Men i dag synes der at være almindelig enighed om, at Reagans skattelettelser i 80’erne faktisk finansierede sig selv. En af de mere skeptiske økonomer fra den tid, Nobelpristageren Robert Lucas, nåede til følgende konklusion i en artikel i Oxford Economic Review i 1990:

"The supply-side economists, if that is the right term for those whose research I have been discussing, have delivered the largest genuinely free lunch I have seen in 25 years in this business, and I believe we would have a better society if we followed their advice”.

Trods Lucas’ varme anbefaling, er der fortsat mange der anfægter udbudsøkonomien. Demokraterne kan således ikke rigtig tage den til sig. Dels fordi den strider mod deres keynesianske børnelærdom, dels fordi det var en republikansk præsident, der lancerede den. Men det sidste er nu ikke helt sandt. Faktisk gennemførte John F. Kennedy en række skattelettelser i 1962 og 1963, der i dag må betragtes som ren og skær udbudsøkonomi. Han formåede blot at sælge hele molevitten som klassisk, forbrugsstimulerende finanspolitik.

I Europa har man det tilsyneladende også svært med udbudsøkonomien; primært fordi den opfattes som en rendyrket amerikansk foreteelse. Men også her fortæller historien noget andet. Ludwig Erhard - tysk finansminister og senere Bundeskanzler – viste tidligere end Kennedy og Reagan vejen, da han i slutningen af 40’erne gennemførte massive marginalskattelettelser. Det blev lanceret som ”Wirtschaftswunder” og ”Wohlstand für Alle”, men det var udbudsøkonomi højeste potens. Og det var særdeles virkningsfuldt.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
EU