|
||
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
2:3 Artiklen kan på sidste side (s.3) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
2. Guantánamo og Genevekonventionen
Ingen af fangerne fik status som krigsfanger i henhold til Geneve-konventionen. Fangerne blev heller ikke bragt for en kompetent domstol for at få fastlagt deres status, sådan som Geneve-konventionen foreskriver. Det skal ellers ske i de tilfælde, hvor der rejses tvivl om deres status. Ingen har fået adgang til en domstol, og dermed mulighed for at udfordre det lovlige i deres arrestation - den ret, som man ellers er sikret gennem konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Advokater såvel som pårørende er nægtet adgang til de fængslede - og fangerne sidder nu på tredje år tilbageholdt uden rettigheder.
Internationalt Røde Kors har taget det utraditionelle skridt, at gå ud i verdensoffentligheden og fortælle om de forringelser af fangernes mentale tilstand, som følger af at være isolationsfængslet, ikke at kende længden på fængslingen eller vide hvad, man er anklaget for.
Det har længe bekymret Amnesty, at USA's forståelse af hvad, der udgør umenneskelig og nedværdigende behandling, ikke svarer til de internationale definitioner. Vedvarende påstande om mishandling kombineret med den manglende adgang for uafhængige menneskerettighedsorganisationer og advokater, som efterfølgende kan offentliggøre deres informationer, har gjort Amnesty International yderligere bekymret for behandlingen af fangerne. Amnesty har således søgt om adgang og hidtil forgæves.
Interviews, som Amnesty har gennemført, med nogle af de mennesker, der er blevet sat fri fra Guantánamo, bekræfter da også, hvad Amnesty har frygtet fra begyndelsen: nemlig at forholdene i lejren som helhed og de metoder, der anvendes, betyder, at der begås overgreb på fangerne.
Nogle fanger er blevet løsladt uden at have hørt noget til nogen anklage endsige en undskyldning. De amerikanske myndigheder er veget udenom enhver form for snak om kompensation for uretmæssig fængsling. Udenrigsminister Powell har for nylig gjort opmærksom på, at nogle af de tilbageværende fanger måske ikke har gjort noget forkert.
Andre i USA’s regering har i endnu højere grad vist deres foragt for princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Således har forsvarsminister Rumsfeldt udtalt om fangerne, at ”de er mellem de mest farlige og bedst trænede onde mordere i verden”. Præsident Bush tilføjede i juli 2003, at ”det eneste jeg ved med sikkerhed er, at de er onde mennesker”. Udsagn af den type styrker ikke ligefrem tilliden til, at fangerne skal få en retfærdig rettergang. Disse ledere har den overordnede kontrol med de militære domstole, som nogle af fangerne måske kommer til at stå overfor.