3. Foghs fem punkter må relanceres
Danmark er med, selv om
Danmark er et lille land. Vi bærer en del af ansvaret, men vi har også
indflydelse til at præge løsningerne. Hvad vil da være den politisk mest
realistiske platform at stille sig på, når det gælder formuleringen af en
proaktiv dansk menneskerettighedspolitik? Det vil være statsminister Anders
Fogh Rasmussens fem budskaber til mødet med præsident Bush i Det Hvide Hus
fredag den 28. maj.
1. USA skal redegøre for,
hvordan man vil forhindre nye torturskandaler.
2. Magten i Irak skal reelt
overdrages til irakiske politikere den 30. juni. Udenlandsk militær bliver
kun i landet på anmodning fra irakere.
3. USA skal styrke indsatsen
og arbejde for en løsning på Israel-Palæstina-konflikten.
4. Fangerne på
Guantanamo-basen skal enten løslades eller retsforfølges.
5. De vestlige lande skal i
et ligeværdigt partnerskab med den arabiske verden skabe mere demokrati i
Mellemøsten.
Der er et positivt perspektiv
i de fem punkter. Der er i det første punkt en klar understregning af, at
fremtidige torturskandaler skal undgås ikke kun i Irak, men overalt hvor USA
optræder. I det ligger der en erkendelse af, at det vi har set i Irak ikke
kun er enkeltpersoners fejltrin, men et indbygget problem. Det er altså ikke
kun et spørgsmål om nogle retssager mod de skyldige, men også om en kritisk
gennemgang af systemet med henblik på at sikre det mod gentagelser.
Andet punkt handler om, at
magten skal overdrages til irakiske politikere – ikke kun symbolsk, men
reelt - den 30. juni. FN’s rolle skal styrkes. Her skete der betydelige
fremskridt med den seneste resolution i Sikkerhedsrådet, om end
menneskerettighederne ikke fik den nødvendige plads. Men den danske regering
skal være med at følge sagen til dørs - forhåbentlig som medlem af
Sikkerhedsrådet fra 2005.
Tredje punkt sammenkæder de
aktuelle problemer med terror med Israel-Palæstina-konflikten. USA er nødt
til at tage et ansvar for at bringe konflikten ud af den onde cirkel, som
kun fremmer terror. Påpegning af dette ansvar og denne sammenkædning er
vigtig. Det er udtryk for en erkendelse af, at terroren ikke opstår af
ingenting, men rent faktisk hænger sammen med andre konflikter især i
Mellemøsten. Den danske regering bør - både direkte over for USA, men også
gennem EU- opbygge det pres, der kan få USA til at agere.
Fjerde punkt er befriende
klart. Der sidder fortsat 600 fanger i Guantanamo. Nu skal deres sager
afgøres. Enten skal de anklages for noget og stilles for en dommer, eller
også skal de løslades. Hold fast i det punkt, højt og tydeligt.
Femte punkt har samme
grundelement som tredje punkt. Terrorismen kommer ikke af ingenting. Den har
sine årsager. Og vi vinder ikke kampen mod terror ved blot at føre krig mod
den. Vi skal også tage fat på de bagvedliggende årsager. Her peges på det
ligeværdige partnerskab med den arabiske verden for at skabe mere demokrati
i Mellemøsten. Vi skal sammen med EU være rede til at byde ind med de
ressourcer, det kræver. Og det er nok ganske mange.
Statsministerens fem punkter
er kloge og fremadrettede. De er klare og lige til at gå til. Det mest
ærgerlige lige nu er, at vi ikke har hørt så meget til dem efter den fredag
med mødet i Det Hvide Hus. Den danske regering opfordres til at relancere
punkterne, så vi kan komme fremad.
UDGIVET 16.06.04
kl. 6.59 CET
DOWNLOAD SOM
WORDDOKUMENT | DOWNLOAD SOM PDF-FIL
ARTIKLENS FORSIDE
RÆSONS FORSIDE
TILBAGE
|