ark og ulands

 

 

 

 

Statsministerens svære valg

Mange af de her strukturer har jo været gældende i den danske debat i årtier, men nu er det 3 år siden Euro-nejet, som vi jo relativt hurtigt kom videre fra - måske fordi det ikke ændrede noget ved de gamle forbehold ---

LF: Og man havde udvidelsen, der kunne trække den danske EU-debat. Der kan man sige, når man taler om forskellige tidszoner, at der var vi på omgangshøjde: dér var vi i samme tidszone. Det var jo også en debat som man fra dansk side jo var med til at præge. Det synes jeg også er et interessant eksempel: der gør man noget, man er fremme i skoene og man får faktisk også opbakning til at gøre det her. Men det er jo et af de ganske, ganske få eksempler hvor man rent faktisk har været på omgangshøjde og også selv prøvet på at agere hare. Det kan man næsten ikke komme på andre eksempler på.

Det var noget vi snakkede om i foråret: regeringens evne til at tage denne her udvidelse og sælge den overfor befolkningen. Sige: (a) Se hvad vi kan, (b) Se hvad EU går ud på - historiens vingesus!. Men der har regeringen og måske politikerne generelt det problem, at vi på den ene side går ud og siger: omdrejningspunktet på forbeholdene er lige præcis udlændingepolitikken - SAMTIDIG skal vi så sælge den positive Europa-vision på at Østeuropa kommer med.

LF: Ja, men det kan måske også være et argument for så at skille tingene ad, kunne man sige. Der er ingen tvivl om at det som regeringen vil prøve på - man kan bare læse Statsministerens seneste taler - er at 'sælge' forfatningstraktaten på udvidelsen -  med god ret, vil jeg sige.

     Det er fuldstændig som hvis du og jeg skal have gæster derhjemme og vi inviterer 10 flere gæster, end vi først havde regnet med. Så bliver vi nødt til at lægge en plade i bordet, finde nogle ekstra stole og lave lidt om på bordplanen. Der er forfatningstraktaten på mange måder simpelthen anden halveg af udvidelsen: første halveg var i København, hvor vi så fik færdigforhandlet udvidelsestraktaterne, og nu gælder det om at få tingene til at fungere rent institutionelt: det er der, hvor forfatningstraktaten kommer ind i billedet. Det er vel visionen, det der er budskabet - selvfølgelig så koblet til hele grundsynspunktet om medlemskabet: vi skal være med i denne her forening og bliver det et nej, ja, så ved vi ikke rigtigt hvad der sker, men så kan det være vi pludselig ikke er medlem længere.

     Det er vel de helt centrale argumenter jeg kan se - de to debatlinier, man allerede nu kan klart følge på hele den såkaldte ja-side. Det bliver selvfølgelig - dér har du ret - mere komplekst hvis du  så samtidig begynder at lægge forbeholdene ud til afstemning, for så kommer man ud i de problemer, du netop nævner: at på den ene side skal vi åbne osv., men så pludselig skal vi lukke på nogle andre områder.

     Jeg skal absolut ikke gøre mig til dommer over eller sidde og kloge mig på, hvad der så egentlig er det klogeste for Statsministeren, når det kommer til stykket. Om han skal tage det man så kan kalde to-trinsraketten eller tipskuponen - for det er vel dybest set de to modeller, vi har. Det er vitterligt et ekstremt afgørende politisk spørgsmål - nok et af de mest centrale i de kommende måneder: Hvad er det, han skal gøre her - og hvad gør han?

     Der tror jeg man på sige: svaret kræver virkelig at man tænker samtlige facetter af det her igennem, og det får du ikke mig til at skyde på. Men der er de to grundmodeller:

[1] Enten så tager han en to-trinsraket. Dvs. når du og jeg går ned og stemmer, lad os bare sige den 24. september --- der skal jo først være kongeligt bryllup, EM i fodbold og OL, så det er måske et meget godt bud --- så sætter vi ét kryds: ja eller nej til forfatningstraktaten, og så har vi så udskudt opgøret omkring forbeholdene måske til året efter eller året efter igen. Det er den ene mulighed: ét kryds.

[2] Men så er der også den mulighed at vi bevæger os ned på vores lokale skole eller rådhus og pludselig skal sætte 4 krydser - tipskuponen. Hvor man i først bliver bedt om at sige ja eller nej til forfatningstraktaten; (ii) går jeg ud fra: ja eller nej til euroforbeholdets ophævelse, (iii) ja eller nej til forsvarsforbeholdets ophævelse og så bliver det rigtigt interessant: (iv) ja eller nej til moderniseringen af det retlige forbehold: skal det moderniseres eller ej?

     Selv hvis du spørger 100 gange kan jeg ikke svare på hvad han kommer til at gøre der. Men det er vigtigt at sige: der er de to grundmodeller, og det er dem, som bliver omdrejningspunktet for debatten. Man kan så godt frygte, at vi får en betydelig diskussion netop af om skal gøre det ene eller det andet: hvad er fordelene ved det ene? Hvad er ulemperne ved det andet?

     Der tror jeg bare: hvis man kører for lang en diskussion omkring det - "debat om debatten"; noget meget taktisk - så tror jeg at det interesser dig og mig, dem, der går op i det her, men for mange almene borgere ude i forsamlingshusene, der er det noget der af det mest irrelevante og tekniske. Hvor man siger: 'Her har de bare gang i et eller andet taktisk spil'.

     Derfor tror jeg det er meget vigtigt at man relativt hurtigt får lukket det der meget taktiske spørgsmål, for hvis der er noget, der har skadet den danske EU-debat, så er det netop at det bliver en debat om debatten fremfor om EU.

Og det vil også understrege det du sagde før med tidszonen, hvis vi bruger en masse energi på at blive enige om, hvad det i grunden var vi sagde ja til i 1993...

LF: Fuldstændig. Og: hvordan kløver vi det ene og det andet? Og pludselig: "Gud - der er også den der forfatningstraktat! Hvad er det nu lige indholdet er i den? Nå ja, det skal vi også lige diskutere!"

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri