ark og ulands

 

 

 

 

Danmark i sin egen tidszone

Du slutter bogen med at spørge: hvor nærværende er EU? Hvor relevant, hvor meningsfyldt for borgerne? Kunne man sige at Irakkrigen var en illustration af det højst besynderlige forhold, at EU i så mange henseender ER virkeligheden, længe har været det og gennemsyrer næsten alle politikområder, men ikke har den daglige tilstedeværelse som Irakkrigen tiltrækker over 3 måneder? Og hvis vi skal forklare befolkningens manglende forståelse og interesse for de her ting, så ligger det i høj grad her: man VED godt der foregår noget i EU hele tiden, men det er ikke så visuelt og dramatisk; ikke noget der tager forsiderne og erobrer centre stage [rampelyset, red.] på den måde.

LF: Det må man jo sige. Selvfølgelig tager EU mange gange centre stage og kommer på banen, men så skal man gå ind og se på forløbene. Nu har jeg aldrig lavet nogen gennemgang af det, men jeg er ret sikker på at hvis man lavede det - ihvertfald siden 1992 - og talte hvor mange gange EU havde været på forsiden af danske aviser, så vil det tal være meget, meget højt når for artikler med emner som 'de danske forbehold under pres' - eller 'forbeholdene forhandles væk:

    Hele den diskussion omkring forbeholdene har fyldt kolossalt meget, og fylder kolossalt meget. Der har siden 1992 været en tendens til - og det tror jeg har været meget afgørende for den danske Europadebat - at vi, med et udtryk jeg har brugt tidligere: befinder os i en særskilt tidszone. Der har været mange emner, vi ikke har kunnet diskutere, fordi vi havde forbehold overfor dem - vi diskuterede noget andet end det, de andre lande diskuterede, og så er vi med flere års forsinkelse gået i gang med at diskutere Euroen, fx.

    Vi ser lidt tendensen til det også i disse dage: det her med at kløve --- eller botanisere eller ændre eller modernisere, du kan næsten vælge selv --- det retlige forbehold, det har så også været med til at cementere, at det, som folk holder øje med nu er forbeholdene. Når man hører om denne her regeringskonference drejer det sig næsten udelukkende om forbeholdene. Hvad i hulen drejer selve forfatningstraktaten sig rent faktisk om? Dét er nok i øjeblikket de færreste mennesker, der kan svare på det.

    Så der har ihvertfald været en tendens til, i løbet af de sidste 10 år, at vi ikke har diskuteret der hvor der sner - der, hvor dynamikken var: vi har diskuteret de her andre ting. Amsterdam-traktaten er et nøgleeksempel: de andre lande diskuterede Euro og forsvar og retlige og indre anliggender (udlændingepolitik, politisamarbejde) - det kunne vi ikke diskutere, for 'det havde vi forbehold'. Derfor fik vi de her udtalelser om at Amsterdam-traktaten gjorde EU mere 'nordisk' - at det var beskæftigelse og miljø og alle de der ting, der var altafgørende i Amsterdamtraktaten. Så en helt anderledes debat. Det tror jeg spiller en temmelig stor rolle for om man synes at det her er spændende - noget, der berører dig og mig. For hvis det altid bliver sådan noget teknik og taktik om hvornår man skal stemme om det ene og det andet, så er det altså svært at komme voldsomt meget op af stolene.

    Det andet, der givetvis også gør sig gældende, det er, at vi må jo erkende at EU stadig behandles som noget, der er særskilt fra helt almindelig, dagligdags politik. Vi kan sagtens have en national valgkamp uden at diskutere EU - vi kan også gennemføre næsten, går jeg ud fra, en Velfærdskommission uden at vi behøver diskutere EU, for dét er ligesom noget der foregår i et lukket rum, som vi så kan åbne og gå ind i, når vi synes at 'nu skal der være folkeafstemning' - så diskuterer vi EU.

    Jeg synes ikke man kan fortænke mange vælgere i, at de har svært ved at se sammenhængen mellem det europæiske og det nationale - og det gælder ikke kun Danmark, det gælder faktisk, vil jeg påstå, samtlige stats-og regeringschefer, når de går på valg, så nævner de ikke ordet EU. Det er ikke-eksisterende - hvis de nævner det, så er det fx Schröder, der siger sådan noget med at 'nu skal EU ikke komme for godt igang med at trække flere penge ud af Tyskland'. Så må man sige: så er det altså også svært at opbygge forståelsen af, hvordan EU og Danmark - eller: EU og nationalstaterne - er fuldstændigt uløseligt koblet sammen.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri