|
FJERDE KVARTAL 2003: |
|||
7:11 Interviewet kan på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
EU har stadig dynamikken
De tre store lande - 'store' er jo et relativt udtryk i et EU, der bliver udvidet hele tiden - men: Frankrig, Tyskland, Storbritannien peger i virkeligheden stadig i hver deres retning. I foråret havde vi Frankrig-Tyskland på den ene side og briterne på den anden, men så er det i virkeligheden du siger at den fransk-tyske enighed kun er delvis, fordi franskmændene deler deres syn på hvordan EU skal opbygges med Storbritannien.
LF: Det kan man godt sige. Det, der så er sket efter Irak, er dog så at de tre lande så har fundet ud af at vist nok hellere lige må mødes et par gange og diskutere nogle ting. Det så man bl.a. ved det her uformelle topmøde man havde i Berlin, hvor de allesammen har fundet ud af at den går altså ikke. Der bevæger de sig allesammen - og det var jo sådan set egentlig også den logik, jeg mente vi kunne se da vi havde Irak-krisen: at når man står og kigger ned i afgrunden, jamen, så er det som ofte så sker i EU-samarbejdet at man lige - "ups" - tager et skridt tilbage: Man skal i hvert fald ikke derned. Så finder man så på en eller anden måde fodslaget igen.
Det har vi så set ved at Frankrig-Tyskland har været stærkt interesseret i at få Tony Blair i tale på det udenrigspolitiske. Hele Irak-spørgsmålet - mht. en ny FN-resolution osv. Men vi ser jo altså også at briterne har bevæget sig noget: briterne er i løbet af de sidste par uger gået med til at forsvarssamarbejdet i EU styrkes: nogle af de her helt religiøse diskussioner om hvorvidt der skal være et militært hovedkvarter i EU eller i NATO har de givet sig på, men de er også begyndt at give sig noget på hele spørgsmålet om EU's budget. Om deres rabatordning siger de nu: det kan godt være man skal kigge på den, måske lade andre lande få en rabatordning. Giver de sig meget på det nu? Måske ikke - men det er et alligevel et skridt. Så vi ser sådan set at de allesammen på en eller anden måde rykker deres positioner lidt - og prøver på lidt at se om de ikke kan finde hinanden. Når du har den der store krise-situation, å har lektion været, som det så oftest er: det nytter ikke noget hvis vi går hver vores vej, for så har vi altså ikke den indflydelse, der skal til.
Da Tony Blair blev valgt i 1997 - hvis nogen kan huske tilbage til dengang han var meget populær! - så blev han jo set i Storbritannien som et frisk pust. Han var i den grad Europa-vendt og Europa-venlig; Toryerne var mere skeptiske og på baggrund af dem så man Blair som udtryk for en ny generation. Men så har alligevel haft en situation under Irakkrigen, hvor den mest højreorienterede præsident som USA har haft i 25 år samarbejder med den mest venstreorienterede premierminister som Storbritannien har haft i en lige så lang periode!
I forhold til diskussionen om hvorfor Danmark gik med i Irakkrigen kunne man, hvis man skulle være grov, sige: vi gik ind i EF da Storbritannien gik ind, og vi meldte os delvist ud da London gjorde det! At EU-logikken stadigvæk er mere hængt op på at vi har briterne med end vi måske hidtil har troet. Så hvis der opstår en situation med permanent splid, hvor briterne holder afstand i Euro'en og forsvaret etc., så vil det have en betydning for hvordan de små lande, særligt måske i Danmark, opfatter EU-samarbejdet: det vil netop blive set som Frankrig-Tyskland, hvor Storbritannien så er noget, der hænger og svæver ude over Atlanten.
LF: Ja, man kan ihvertfald sige at det på mange måder altid vil være sådan, stadigvæk, at hvis briterne ikke er med, så er der på en eller anden måde et alternativ. Det er vel det, der er den helt centrale pointe her. Det er vanskeligt at sige at man vil være helt alene i venteværelset, eller den eneste der er stået af cyklen, hvis briterne også har gjort det. Men det er klart, det giver også en anden dynamik hvis briterne er med - så er det der, EU kan rykke, hvor man kan finde hinanden. Det må man så også erkende og have med.
Men jeg tror nu alligevel, når det kommer til stykket, er det ikke så afgørende med briterne, fordi man er godt klar over at dynamikken dybest set, trods alt, er et andet sted. Jeg tror ikke jeg vil sætte det så skarpt op som du gør der, men jeg tror også det er svært lige at komme med nogle helt klare bud på det - fordi tingene er så meget i opbrud.
|
|
Lykke Friis er Europapolitisk chef i Dansk Industri; Links: |
|
Illustrationsfoto: EU
Portrætfoto: Dansk Industri