FJERDE KVARTAL 2003:
14. oktober 2003

10:11

<  >

Interviewet kan på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning

ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

Afstanden til Californien

En traditionel analyse er jo, at det for Danmark i 1972 handlede om baconpriser og at vi så, med delvist held, siden har forsøgt at flytte debatten fra det økonomiske. Nogle mener det er lykkedes, nogle mener det ikke: Vi har nu en situation, hvor der har været en længerevarende verdensomspændende krise, for ikke at bruge et værre ord, som man tilsyneladende er lige ude af stand til at løse i USA, Japan og i Europa. Hvilken indvirkning har det på Europaspørgsmålet og EU-politikken? Vil befolkningen særligt i Danmark blive mere eller mindre integrationsvillig i det øjeblik vi skal vende os til at vi ikke bliver rigere så hurtigt som vi er vant til? Ved vi noget om det?

LF: Det er meget svært at sige. Det man kan sige noget om, det er i hvert fald at man har to lande, og især ét land, nemlig Frankrig, hvor det her er det helt, helt centrale Europapolitiske tema i disse dage. Tyskland er også lidt med i den diskussion, men i Frankrig er det simpelthen utroligt slående, hvordan man går hen og ser EU som værende en del af problemet. EU skal simpelthen vente - Europa skal vente. Fordi 'det kan ikke nytte noget at EU og resten af europæerne kommer med alle deres krav om hvordan det franske budgetunderskud skal skrues sammen', fordi man i Frankrig nu 'har behov for at føre en mere ekspansiv finanspolitik, og det må man ikke for EU'. Det forhold at man så pludselig ser EU som værende noget, der begrænser væksten, dét er vitterligt noget, der kan spille en kolossal stor rolle i den franske folkeafstemning om EU, som sandsynligvis kommer. Det er nok også derfor vi ikke ser så mange gule kort, der ryger op af lommen fra kommissionen og fra de andre lande.

     Der er det vel, ikke første gang (man skal passe på med at sige dét!), men ihvertfald: en situation, hvor der pludselig er en modsætning imellem Europapolitkken og støtten til EU - og så ønsket om at få vækst. Så kan du og jeg givetvis analysere os frem til at sige, 'et er fundamentalt forkert. Fordi hvis man ser på det, og betragter den økonomiske krise som du er inde på, så må man altså konstatere: jaja, der er krise over det hele, men krisen er værre nogle steder end andre. Den er altså værst i Europa. Man ser at væksten er lavere her; produktiviteten er lavere - amerikanerne og for den sags skyld også kineserne og inderne klarer sig bedre end europæerne gør. På trods af, at man har haft de tre flagskibe man har sat i søen fra europæisk side - det indre marked, ØMUen og senest Lissabon-strategien, så er det altså ikke sådan at vi har været i stand til at indhente amerikanerne: det går faktisk rimeligt langsomt, det hele.

Vi er lige blevet mindet om at Frankrig jo har et lavere GNP end Californien.

LF: Jeps. Så må man altså sige, at på mange måder er landene sådan set egentlig udmærket godt klar over situationen - og de har også lavet nogle klare planer for hvordan det her skal foregå: at den eneste måde man så igen kan komme op i omdrejninger, er ved at overholde det, man kalder Lissabonstrategien - hvor man klart har sagt at man skal investere så og så meget i forskning; prøve på at få ændret arbejdsmarkedet, så det bliver mere liberalt osv. Man ved godt hvad man skal gøre - og dét er man sådan set også enige om. Problemet er bare, at det er jo nogle meget smertefulde reformer - og 'kan man ikke lige udskyde det lidt? Kan man måske ikke lige sådan gøre noget andet først?'

     Jeg tror såmænd nok at man på mange måder er enige om at Europa - EU-samarbejdet - er løsningen her, men man er ikke enige om hvor hurtigt det skal gå. Der kommer så det problem ind, at lige i øjeblikket, når det gælder Frankrig - og det tror jeg man skal være meget opmærksom på - så er det altså lige her og nu lykkedes at etablere en modsætning mellem tilslutningen til EU og: ønsket om fransk vækst. Det er uden tvivl også derfor du ser at EU-skepsissen i Frankrig er på vej op. Igen: det skal man altid holde øje med, hvis man vil vide hvordan det kommer til at gå med en fransk folkeafstemning om forfatningstraktaten - som jo, øjensynligt, er noget man har talt så meget om, at det kan være meget vanskeligt for en fransk præsident så pludselig ikke at afholde den.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Lykke Friis er Europapolitisk chef i Dansk Industri;

Links:

   
   
   

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri