ark og ulands

 

 

 

 

Budgetbraget i horisonten

Kan det være en kobling, der smitter af? På Danmark fx? Når vi har det her EU med mange flere medlemmer, skal vi så fuldføre visionen om at bringe rigdom og miljøstandarder osv. til Østeuropa, så må man formode at de rige lande, herunder Danmark, ad åre kommer til at betale mere---

LF: Medmindre man nedlægger landbrugspolitikken, som jo tager 50% af EU's budget. Håbet er lysegrønt!

Så lysegrønt som dansk rug! Men kan man forestille sig at koblingen i debatten i Frankrig, som du taler om, smitter af så man også i de andre europæiske lande kommer til at se en sådan modstilling? Jf. den diskussion man har i Tyskland, hvor man fornemmer at arbejdsmarkedet burde liberaliseres men hvor man er modvillig mod at gå i retning af den anglo-amerikanske samfundsmodel. Så vi kommer til at se den der modsætning mellem de danske velfærdsydelser; den danske velfærd - og så 'det europæiske'?

LF: Det kan man sagtens forestille sig. Vi ser jo, at den måde som man diskuterer EU's budget på og hele EU's pengekasse er på mange måder --- jeg tror det var Henning Christophersen, der kaldte det: et Mickey Mouse-regnestykke. Fordi det, man altid kigger på, det er hvor meget man som land betaler ind og hvor meget, man får tilbage. Men man kigger ikke på hvor meget landet vinder fx ved at være med i det Indre Marked. Så på den måde er det ren cigarkasse-økonomi - vi lægger det ikke ned i een stor kasse.

     Det gør at du uden tvivl - når du så har udvidelsen og skal igang med det helt store rabalder: budgetbraget over alle budgetbrag omkring 2004-5, -jamen så vil der være færre penge at dele ud af og flere, der ønsker at få flere penge. Så får du virkelig en forhandling, hvor man sagtens kan forestille sig det slår godt og grundigt gnister. Og man også godt kan forestille sig - det skal man være meget realistisk omkring: at EU-samarbejdet i den periode går ned i tempo, for der skændes vi simpelthen så det brager, om de her penge.

     Hvis du ser det ud fra en fransk synsvinkel i disse dage: i forvejen har man problemet med stabilitetspagten; at EU presser Frankrig til at gennemføre nogle reformer, man ikke ønsker at gennemføre lige i øjeblikket. Og hvor herligt - eller hvor fedt, skal vi vel sige hvis vi taler moderne - vil det være for den franske præsident så lige også at få den franske landbrugslobby på nakken, ved så at sige at 'forøvrigt skal vi så også reformere, for ikke at sige: nedlægge, EU's landbrugspolitik'. Så har han virkelig en Krise med stort K. Sådan vil det også være for en række af de andre lande. At så også fx den franske økonomi jo vinder kolossalt ved Østudvidelsen, mht. markedsadgang, det er så noget andet, fordi de penge går altså ind i en anden cigarkasse.

Men der er jo et paradoks, for på den ene side vil vi gerne gå ud og sige til fx den danske befolkning: "Vi tager det ét skridt af gangen. Nu taler vi om forbeholdene - eller noget andet - og gemmer resten". Samtidig så kræver visionen og logikken i det, du siger, jo at man ser det i det store perspektiv og det lange billede, ikke?

LF: Det er der for mig at se ingen tvivl om. Men der skal man så passe på ikke at være så kritisk overfor den danske EU-debat, for man kan sige: det er der jo heller ikke nogen af de andre, der magter. Vi er tilbage ved pointen om, at det jo ikke kun er dansk fænomen at den lange bane og det europæiske perspektiv ofte mangler i den indenrigspolitiske diskussion - trods alt! Der skal vi passe på at vi ikke skyder mere på Danmark end højst nødvendigt.

DOWNLOAD ARTIKLEN SOM WORD-DOKUMENT

ARTIKLENS FORSIDE

RÆSONs interview med Lykke Friis om EU's udvidelse og Danmarks formandskab er selvfølgelig stadig på websitet: "Ænderne, ammekøerne og den trojanske hest", (13. marts 2003)

UDGIVET 14.10.03 kl. 8.28 CET

  RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri