ark og ulands

 

 

 

 

Den fransk-tyske surprise

Hvordan har den fransk-tyske akse det i øjeblikket? Nu havde vi jo i foråret fx denne her underlige uge, hvor de var to af fire lande, der besluttede sig for at lave deres egen lille forsvarskonference og det strategiske landskab pludselig så højst besynderligt ud. Den fransk-tyske akse er jo altid blevet betragtet som grundstammen i EU, men hvordan ser den ud på baggrund af deres økonomiske situation, Euro-kriterierne osv. på den ene side - og på den anden fx den udenrigspolitiske splittelse, hvor mange europæere siger: "Nu MÅ vi også se at blive enige". Hvordan har forholdet det?

LF: Jeg vil sige: det har det glimrende. Og det har det faktisk bedre end det har haft et godt stykke tid.

    Jeg var i Frankrig her for et par uger siden, hvor franskmændene gjorde opmærksom på - hvad jeg egentlig ikke rigtig havde tænkt over, må jeg indrømme - at vi ser at Frankrig-Tyskland næsten med en uges mellemrum relancerer et eller andet stort nyt EU-initiativ. Lige fra ét om EU's institutioner som vi havde i januar - så har vi haft et stort udspil vedrørende udenrigspolitikken; et stort udspil vedrørende retlige og indre anliggender (udlændingepolitik osv.) og så, senest, har vi så haft et udspil her omkring innovation, vækst og hvordan vi får mere gang i hjulene.

    Det, man kan være lidt kritisk overfor, det er at der er virkelig et spørgsmål her om kvantitet fremfor kvalitet: det er jo også lidt desperation nærmest at Frankrig og Tyskland har erkendt - og det var tror jeg, primært Irakkrisen der var en eye-opener for dem - at der er en situation som er opstået for første gang i næsten hele EU's historie.

    Det sædvanlige har været: Frankrig og Tyskland mødes i et spørgsmål, hvor de for det meste kommer fra hver deres side af problematikken, og når de først har fundet hinanden har de egentlig også fundet kompromisset med de andre EU-lande. For første gang opdager de så, at de finder hinanden - men dét er bare ikke kompromisset, de har fundet, fordi tyskerne er hoppet over til franskmændene. Pludselig har vi også, på grund af udvidelsen, et hav af lande, der mener noget andet end Frankrig-Tyskland. Det har altså virkelig været et chok - især for franskmændene.

    Hvor de jo så åbenbart har reageret ved i første omgang at sige: "Så bliver vi nødt til at komme med nogle udspil; være enige med tyskerne; relancere dét ene og det andet og det tredje og det fjerde", men hvor de indtil videre egentlig ikke er kommet frem til at hvis det skal lykkes for dem at komme igennem med deres politiske idéer, så skal altså pludselig til at lave nogle langt bredere koalitioner. Det er simpelthen ikke længere nok bare at lave et fransk-tysk udspil - det kan det måske være på institutionerne: der må man sige at det udspil vi har med forfatningstraktaten, det er fransk-tysk. (Giscard d'Estainings forslag er dybest set dét, Frankrig-Tyskland foreslog i januar.) Men tag stabilitetspagten: det kan godt være Frankrig og Tyskland kan finde hinanden, men det hjælper bare ikke så meget, fordi der er stadig mange lande, der er ret sure over det, der foregår, og ikke synes at dét er kompromisset. Dét tror jeg er det helt nye - som hverken franskmændene eller tyskerne helt har fundet ud af hvordan de skal forholde sig til.

Det er jo en dødinteressant problematik, også EU-historisk. Du siger at tidligere var det sådan, at det de kunne blive enige om blev grundlinien ---

LF: Så behøvede man ikke diskutere mere, stort set.

Også jf. debatten om det gamle og det nye Europa, som amerikanerne var så venlige at udstyre os med i foråret. Ville det være rigtigt at sige at i en vis forstsnd har alle vidst, at det europæiske samarbejde handlede om at lammet skulle kunne lægge sig ved siden af løven: at holde magtstrukturerne nede. Og at de kommer mere op til overfladen når Tyskland og Frankrig kan risikere at stå mere alene med deres fælles interesser i et større EU? Deres fælles interesse i de store landes magtposition, udenrigspolitikken etc. Så en del af magtspillet bliver mere tydeligt end før?

LF: Ihvertfald på nogle områder. Man kan sige, det er jo også fransk politik at 'udenrigspolitik og storpolitik ikke kan overlades til små stater'. Så barskt kan man godt sige det: De eneste, der virkelig kan tegne butikken - tegne Europa - det er, i fællesskab: Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Så kan vi diskutere om vi skal have polakkerne med også. Det er filosofien: kun store lande kan dét. Når du så oplever at der kommer alle de her små lande indenfor, så må du gøre et eller andet - og det man så gør, det er at man laver en 'klub-i-klubben', hvor man så ser de her tendenser til at de store lande så mødes forinden, prøver på at tale sammen og klappe tingene af.

    Jeg tror bare man skal skelne: fordi dét er jo lettere at gøre indenfor udenrigspolitikken, hvor institutionerne er så svage. Det kan du altså ikke gøre i samme grad indenfor landbrugspolitikken eller det indre marked osv., hvor du har nogle helt andre institutionelle logikker - hvor også Kommissionen spiller en langt større rolle; Parlamentet er med. Dèr kan du ikke køre det der magtpolitiske spil, men det er jo præcis derfor at de jo så også har erkendt dét

    Nu skal vi bare skelne her: det har de store lande generelt erkendt - med Tyskland som den store undtagelse: At det faktisk nok vil være i deres interesse at gøre samarbejdet mere løst - mindre overnationalt, hvormed Kommissionen ikke skal spille den store rolle. Prøve at lægge magten i det Europæiske Råd, som ER de stores legeplads; dér, hvor det dybest set er det gammeldags diplomati, der gælder, fremfor at det er Kommissioonen, der skal støbe kuglerne. Det er en klar reaktion på denne her store udvidelse: hvis man rykker beslutningerne et sted hen, hvor de store så har mere magt end de små, er det da klart at så bliver de vinderne i det spil.

    Tyskland er så den store undtagelse blandt de store lande, fordi Tyskland --- og det har Joschka Fischer sagt bedre end nogen anden, især også da han var i Danmark for nogle år siden, hvor han simpelthen sagde: 'Jamen, vi ønsker ikke at vi skal lægge magten i det Europæiske Råd, fordi så vil Tyskland automatisk komme til at spille en større rolle, og vi ved på grund af tysk historie at det er ikke noget, som vil være i tysk interesse når det kommer til stykket: vi risikerer der kommer en modreaktion fra nogle af de mindre lande.'

    Så Tyskland opretholder sådan set holdningen om at man egentlig ønsker et mere overstatsligt Europa; at Kommissionen og Parlamentet skal spille en større rolle, men de har godt nok svært ved at overbevise franskmændene om det. Og selvom der er tale om et kompromis, så vil jeg sige at det altså er tyskerne, der har givet sig mere på det punkt end franskmændene har.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri