ark og ulands

 

 

 

 

På vej mod 30 kommissærer?

Kompleksiteten i situationen øges fordi de enkelte institutioner netop skifter karakter - som du siger nu med Frankrig: fordi medlemsskaren ændres og interesserne ændres er det nogle nye institutioner, der bliver vigtige?

LF: Det må man sige. Det er jo så også hele diskussionen om hvordan EU med 25 lande - snart flere - kan være handlekraftig? Hvordan undgår vi at det hele bare sander fuldstændigt til?

Men når du anbefaler at hvert land skal beholde en kommissær, hvad så med opfattelsen af at der simpelthen ikke er nok for dem at lave?

LF: Der må man gå ind og se på hvad Kommissionen har foreslået: indførelsen af en slags klynge-kommissærer, at fx 5 kommissærer kan gå ind og deles om et stort politik-område - altså fx hele udenrigspolitikken; udvidelsesproblematikken; konkurrenceevne etc. Det er selvfølgelig heller ikke ideelt, men der må man bare erkende at det ville jo alt sammen være meget lettere hvis vi stadigvæk var 6 lande omkring bordet, fordi så kunne vi nok finde ud af det. Men nu er vi jo 25, og så man jo altså finde nogle pragmatiske løsninger - og selvfølgelig bliver det ikke ideelt. "Ikke nok at lave?" Vi har jo også regeringer - især også den franske, der jo som oftest har temmelig mange ministre! Så mon ikke man skulle være i stand til at finde en løsning på det?

    Der skal man huske på at skelne mellem effektiviteten og legitimiteten: det kan godt være det er effektivt, men hvis det som kommissionen kommer frem til ikke har nogen legitimitet, så kommer der nok - for nu at tage det i fagtermer: en feedback-pil tilbage til effektiviteten, som så også går hen og bliver undermineret.

Men dem, som taler for en strømlining af systemet vil sige, at det, som du de facto gør, er at anerkende at kommissærerne alt andet lige agerer som repræsentanter eller ventiler for deres lands interesser. At hvis man virkelig reducerede kommissionen - til 10 stole, fx - så ville man få den meget klare opdeling hvor landenes interesser ligger i Ministerrådet og så er kommissionen embedsmænd.

LF: Der må vi jo altså svare: vi lever i den virkelige verden. Det er sådan at kommissionen og de enkelte kommissærer selvfølgelig skal forsvare de europæiske interesser, men ikke desto mindre spiller det altså en rolle, at de også kan gøre opmærksom på 'hvad det er, der foregår i vores land' - det er sådan set også deres opgave. Også at være talerør hjemover - og forklare hvad politikken går ud på. Der er min vurdering ihvertfald den at kommissionens legitimitet vil blive svækket hvis man så gik og indførte et system hvor man så havde færre kommissærer end medlemsstater.

    Skulle man så vælge mellem alternativerne vil jeg sige: det man så kom frem til var det værste forslag overhovedet, fordi det var  kompromis på kompromis. Det man havde, da man startede hele diskussionen, var to grundmodeller: [1] én kommissær pr. land, [2] en rotationskommission: færre kommissærer end medlemslande, men så var de resterende lande så slet ikke med: man havde ikke de der A- og B-kommissærer. Dét er sådan et typisk kompromis, hvor man lander midt imellem.

    Der vil jeg sige det ihverfald som udgangspunkt vil være bedre at tage een af grundmodellerne - så er det klart nok at jeg har en præference for en af dem - men hvad der under alle omstændigheder absolut vil være noget, man ikke skulle gøre – det er at tage den der mellem-kategori.

Er der en risiko for at mellemkategorien vinder?

LF: Det kan man ikke afvise - det er jo den, der er blevet lanceret. Det er en typisk forhandling: nu skal man til at hitte ud af at lave den byttehandel, hvor man så skal få tingene til at gå op.

    Det nyeste kompromisforslag man har hørt fra tysk side, det er at sige, 'Ok, hvis det skal være sådan at alle lande skal have en kommissær, så vil vi godt lige gøre opmærksom på at vi faktisk er gået på kompromis her, fordi tidligere havde vi jo to. Vi vil godt have den der kommissær tilbage, som vi har givet afkald på.' Så skal de store lande pludselig have to kommissærer.

    Det vil så være en måde, du godt kunne løse konflikten på, fordi det, der bliver den helt store konflikt - udover kommissær-spørgsmålet - det er jo: hvor mange stemmer skal de enkelte lande have i ministerrådet? Hvordan skal deres relative stemmemagt være? Der er problemet det, at polakkerne og spanierne i forslaget har fået mindre magt, relativt, end de havde i Nice-traktaten, og der er godt og grundigt gale i skralden, for at sige det lige ud - så de vil have noget. Og så kunne det godt være, det var løsningen at man "forærede" dem en ekstra kommissær, mod at de så ikke fik flere stemmer i Ministerrådet.

    Det er klart: så kommer vi ud til at man kan sige; du og jeg kan godt her sidde og blive enige om nogle ideal-modeller, hvordan det egentlig burde være, hvad der ville være det mest effektive --- men der må vi altså sige: det her det er jo virkelig politik på højt plan, det er også kompromisets kunst, og derfor kan det sagtens være, vi så pludselig lander med et kompromis hvor vi pludselig har ikke 25 kommissærer, men 30 - fordi de store lande skal have to. Så må man så sige - "Hm, okay, hvad så når vi udvider igen? Hvad gør vi så?"

    Pludselig kommer vi ud i noget, hvor man kan spørge til det, der var ambitionen for forfatningstraktaten. Man kan diskutere hvad de bestod i, men formanden for konventet Giscard d'Estaing ville jo gerne have at man her skulle have spillereglerne klargjort, så man kunne spille efter dem de næste 50 år. Det var måske under alle omstændigheder urealistisk - måske skulle man sige: 'Ok, 10 år vil måske være imponerende - i betragtning af at vi jo har haft en permanent regeringskonference de sidste mange år - siden 1989'

    Men det ER klart: man skal ikke have for mange løse ender, når topmødet så er forbi - hvornår ved vi jo ikke endnu, men enten d.13. december eller i marts 2004. For så skal du jo til at reformere igen for at kunne optage flere lande - og vi ved jo at venteværelset er proppet med lande, der gerne vil ind. Vi har jo stadig Bulgarien og Rumænien, der sidder der - vi har jo altså også et land som Kroatien, som nu faktisk er ved at få åbnet en udvidelsesforhandling, og vi har også stadigvæk tyrkerne. Ukrainerne kunne vi også lægge til, og andre østeuropæiske lande. Det ville være rart hvis man fik nogle mere langsigtede løsninger, men der kan det godt være at vi får den der udskydningstaktik - hjørnesparket er jo en klassiker.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri