ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

BMW som trøstepræmie

Hvor vigtigt er kommissærspørgsmålet? Den danske regering er jo blevet drillet med at hvor en række af de andre mindre lande er meget opsatte på at bevare deres kommissærposter er det noget den har virket mindre optaget af.

LF: Jeg tror man skal sige at den danske regering har ét fundamentalt ønske - det er at få forbeholdene med over i forfatningstraktaten og så også få lavet dem om. Det svarer jo fuldstændig til det, vi kender fra det virkelige liv: hvis man har fødselsdag så skal man ikke sætte et hav af ting på ønskesedlen hvis det man virkelig ønsker det er en ny cykel, som koster ret mange penge. Så risikerer man at forældrene eller ægtefællen, hvem det nu er, opfylder de billige ønsker - og så får man fire billige gaver frem for at få cyklen. Tilsvarende med den danske regering her: hvis du virkelig har det der helt store ønske, på en regeringskonference, så skal du altså ikke komme med alle mulige andre ønsker. Der har man kun ét skud i bøssen - ét ønske. Og for Danmark er det altså at få løftet de fire forbehold over i forfatningstraktaten.

    Det man så har erkendt, det er, at når man så ser på debatten omkring forfatningstraktaten, så er den jo meget teknisk - det er meget et spørgsmål om at bygge om på nogle institutioner, kigge på den institutionelle magtfordeling. Er der noget, hvor folk løber ud af forsamlingshusene - eller slet ikke kommer ind - så er det når man diskuterer arbejdsdelingen mellem kommissionen, det europæiske råd og ministerrådet. Det er virkelig noget, hvor man lige så godt kan udlevere sovepiller fra starten. Men det man så kan forstå - og det er ikke nogen form for arrogance - det er, når man ringer en dansker op, som bliver forstyrret under middagsmaden og bliver spurgt af Gallup eller hvem det nu er, om 'man synes at Danmark skal have en kommissær?' Alle vil jo gerne være repræsenteret, ikke? Vi vil også gerne allesammen være med til EM i fodbold, eller hvad det nu kan være. "Danmark skal da med!"

 

    Når man får spørgsmålet på den måde: "Skal vi have en kommissær?" er det jo de færreste mennesker, der vil svare nej. Fordi man jo heller ikke får at vide: hvad er så valgmulighederne, alternativet? Når man ser meget strategisk på situationen, så var det nok det spørgsmål der kunne give det største skvulp, jo længere man kom frem i processen. Man KUNNE også sige: 'Nå ja - nu hvor alle de andre gik ind for det, hvorfor skule vi så ikke tage den sejr med, hvis nu det kunne lade sig gøre nu at få den her kommissær med stemmeret til hvert land?' Så jeg tror det er meget symbolsk - noget man decideret kan forholde sig til.

 

Der er jo ingen tvivl om at på sigt så får vi sådan en struktur ligesom i Melodi Grand Prix'et, hvor de 10, der har klaret sig dårligst får lov at sidde over.

 

LF: [griner] Det kunne man forestille sig, ja!

Det tror jeg ikke der er nogen tvivl om. Nu ved vi godt at embedsmændene er embedsmænd og ikke nationale repræsentanter, men der har jo været meget forskel på i Danmark hvor høj en profil de enkelte kommissærer har haft. I og med at de ikke har det samme ressort har der jo også været forskel på om vi har haft Henning Christophersen på en tung post eller Poul Nielson på en ihvertfald traditionelt set mindre tung post. Hvad tror du det betyder for den danske Europadebat - eller for Europadebatten i et lille land - at man har en kommissærpost? Er det overhovedet vigtigt?

LF: Ja, det vil jeg mene. Men jeg synes egentlig det er vigtigere at hvert land har en kommissær for den betydning det har på den europæiske udvikling, for integrationsprocessen, end for det enkelte land. Det har været meget interessant at følge den debat om kommissionens størrelse:

    Hvem er det, der har meldt meget markant ud i denne her diskussion? Det er jo et land som Frankrig, der har været ude at sige at 'vi skal have en lille kommission, fordi den skal være effektiv'. Så er det altså man må sætte sig ned og se på den argumentation og sige: Hov, hvornår er det lige at Frankrig nogensinde er gået ind for en stærk kommission?

    Det har jo været fransk europapolitik hele vejen siden de Gaulle, at magten skulle ligge dér, hvor stats- og regeringscheferne var - dvs. det Europæiske Råd. Så er det man begynder at blive en anelse mistænksom og siger, 'det kan være at de egentlig er ude på noget andet'. Og når man samtidig så kan høre at kommissionen kommer med det ene udspil efter det andet, hvor de siger at det er meget vigtigt for kommissionens legitimitet at alle lande har en kommissær - så siger man Nå: hvorfor skulle kommissionen egentlig gå ind for, at kommissionen bliver fuldstændig undermineret, bliver ineffektiv og skyder sig selv i foden? Mon ikke det her er kommissionen, der har fat i den lange ende? Det vil jeg ihvertfald mene man også godt kan komme frem til analytisk:

    For hvis man har en kommission, hvor ikke alle lande har en kommissær - eller, for den sags skyld, man har en kommission med det her underlige A- og B-kommissærsystem, hvor man har en kommissær der altså ikke har stemmeret, så kunne man meget meget lakonisk og spydigt spørge: er det så en stagiere med BMW? [stagiere: en slags praktikant, red.] Fordi hvad skal vedkommende rent faktisk lave?

    Hvis man nu fik de A- og B-kommissærer, lad os så forestille os, at vi har en meget, meget vigtig statsstøttesag. Det drejer sig om Tyskland, der fx giver støtte til nogle værfter i Østtyskland. Og denne her enlige tyske B-kommissær har i princippet jo ikke nogen stemmeret, men mon ikke man  vil lytte temmelig meget til hvad han har at sige? Mon ikke han kan lave en filibuster, som man gør i USA - han kan tale og tale og tale? [forsøge at bremse eller forhindre en parlamentarisk beslutning i at blive vedtaget ved at holde et uendeligt langt indlæg, red.]

    Det er simpelthen urealistisk at man kan overrule - bare ignorere - et stort land i sådan en sammenhæng, hvorimod det vil være langt lettere hvis det nu var en B-kommissær fra Malta eller fra Slovakiet, eller for den sags skyld: Danmark. Så selvom det formelt var sådan at der egentlig ikke var nogen diskrimination, så var der det egentlig nok reelt. Hvor meget vil denne her kommission så også turde at gøre? At lægge sig ud med medlemsstaterne? Kommissionen skal jo kunne komme med nogle meget, meget upopulære beslutninger, som efterfølgende skal implementeres af medlemsstaterne. Det forhold at ens interesser så at sige ikke har været repræsenteret - ganske vist ikke på den måde at tyskeren skal sidde at forsvare de tyske interesser, men det forhold at han i hvert fald kan gøre opmærksom på at "Tyskland ser situationen sådan her" - det vil altså nok have svækket kommissionen betydeligt.

    Der er min tese ihvertfald den at dét vidste franskmændene godt. Det er det, som man også skal være opmærksom på i den der diskussion: når man siger man ønsker en effektiv kommission, hvem er det så, der rent faktisk siger det? I det her tilfælde der er der altså også nogle, som kører en hidden agenda [skjult dagsorden, red.] som egentlig ikke er så skjult, når det kommer til stykket. Det er decideret en magtkamp for åbent tæppe - simpelthen: forfatningskampen, hvor det for landene gælder om at få sig placeret sig bedst muligt i det europæiske spil fremover.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri