ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

Lavinen udebliver

Der kunne også være et element af, at han tænker: 'Socialdemokratiet er alligevel enige med os i de store linjer på udlændingepolitikken, og resten af Europa er måske på vej i samme retning. Så det at vi lægger os lidt højre for eller i kanten af hvad de andre mener, det er kun en midlertidig tilstand - for de skal alligevel over at placere sig, hvor vi befinder os.'

LF: Ja, men hvis han havde den kalkule så havde det egentlig været bedre bare at vente. Og så bare på et senere tidspunkt sige 'Ok, så kan vi så se på det'. Jeg skal ikke gøre mig klog på de indenrigspolitiske motiver, men det kan jo også sagtens have været en ulyst til at få udlændingepolitikken trukket ind i debat - jf. de problemer, den skabte for Socialdemokratiet. Det kan heller ikke afvises. Men i hvert fald må man sige: det er med til at vise at der er også grænser for, hvor meget regeringen vil acceptere på det Europapolitiske område. Der må man jo have ladet en strategisk kalkule gående på at det nok er meget smart.

Men hvis vi lader regeringens egne motiver ligge, og ser det i forhold til den danske europapolitiske debat: Der har der jo helt tydeligt været en måde at snakke om emnet på, fra før 1972 og frem, hvor man har anskuet det europæiske som en udvikling, der kunne gå hurtigere eller langsommere, men gik i een retning. Så kunne man tale om pauser eller ophold, men man kunne ikke tale om at Europapolitikken ligefrem 'bøjede tilbage'. Det, der vel bliver åbnet et vindue på klem for her, er at man bryder den der entydige integrationsudvikling, ikke?

LT: Ja - og der kan man selvfølgelig sige at den diskussion vi så har i Danmark jo ikke er så fundamentalt anderledes fra det man ser i de andre lande. Det, der måske nok gør Danmark lidt specielt det er den måde, som vi diskuterer integration i flere forskellige hastigheder på: det er som oftest at man skal få lov til at 'stå af cyklen', køre ind til siden og sige: Nu vil vi ikke køre videre'. Hvorimod man i mange af de andre lande, når man diskuterer integration i flere hastigheder, går det ud på at nogle skal have lov til at gå i udbrud (hvis vi bliver i cykelverdenen!): have lov til at køre hurtigere. Det ser vi jo så især på fx det forsvarspolitiske område, hvor vi i øjeblikket ser de gamle EU-lande diskutere om man skal have en egentlig forsvarsunion. Meget af det her er jo også en udløber af nogle helt overordnede tendenser, som man ser i EU-samarbejdet - simpelthen gående på, at når vi bliver 25 (og snart endnu flere) - jamen, så kan vi altså ikke allesammen køre i det samme hovedfelt.

     Men igen: den danske situation er jo så den, at vi er de eneste der dukker op og siger, at vi gerne vil have et egentligt forbehold - og der er Danmark også i den helt særlige situation, at vi jo har stemt nej til Maastricht-traktaten og nu engang har de her forbehold. Det gør så også, at når Danmark kommer og beder om at få lavet dem om, så vil de andre lande højst sandsynligt være temmeligt positive, fordi de vil opfatte det på den måde, at når et land forsøger at gå ind af døren, så skal man ikke smække den i hovedet på vedkommende, fordi man forsøger rent faktisk nu at komme nærmere på de andre lande.

     Sådan kan man også godt opfatte det her: at de andre lande kan sige: "Nå, jamen så kan Danmark fremover godt deltage i politi-samarbejdet, det civilretlige samarbejde osv. - så er det "bare på udlændingepolitikken", at man ikke vil være med". Så man kan godt opfatte det som værende et skridt i den retning.

     Men faktum er bare, at da Danmark har stemt nej, så er Danmark i en særlig situation - man skal ikke opfatte det på den måde at det så nu spreder sig. At et hav af lande, som, på regeringskonferencen der jo netop er gået igang, så vil trykke på knappen og sige: "Nu vil vi også have forbehold! "At fx de central- og østeuropæiske lande vil komme ind med de store sagsmapper og bede om det. For der skal man huske på at det har de faktisk ikke bedt om under udvidelsesforhandlingerne - de havde heller ikke fået det(!) (Det eneste de godt ville have, det var et slags forbehold mht. sommerhuse - for at skære det ud i pap: at tyskerne ikke skulle købe sommerhuse i deres lande.) Men det, de har ønsket, det har så været en anden form for fleksibilitet: det 'pusterum', hvor de fik lov til at køre lidt langsommere fx på miljøpolitikken, hvor de gerne må have 15 frem for 10 år til så at komme op i omdrejninger.

    Den danske situation er altså noget speciel. Så man skal ikke forestille sig, at det forhold at Danmark nu kan få det her forbehold, så fører til at vi åbner en hel ladeport på regeringskonferencen. Der ser vi allerede nu: at det som de andre lande vil koncentrere sig om, det er nogle helt andre emner - det er fx at bevare "deres kommissær"; at få flere stemmer i Ministerrådet; sikre et effektivt EU osv. Så jeg tror det er meget vigtigt at skelne i denne her debat: det er altså ikke noget, der her og nu fører til en hel lavine af nye forbeholdsønsker.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri