|
||||
|
|
|
|||
|
|
8. Den forprogrammerede krise
Til allersidst: Nu sagde du før at man godt kan bruge ordet krise.
LF: Når man lægger det hele sammen.
Den ene mulighed er altså at de store lande får lov at bestemme mere - og at man får opdateret institutionerne sådan, at tilliden til dem ikke mistes: med en større grad af fleksibilitet. Hvad hvis nu det IKKE lykkes, og krisestemningen slår igennem? Man har sagt at sammenbruddet i Bruxelles bringer EU's fundamentale problem ind i skarpt perspektiv: forholdet til befolkningen. At spørgsmålet er: Kan EU bevare sin legitimitet; sin status som en handlende aktør og som en naturlig ramme om politiske initiativer? Er det realistisk at vi ikke bare er på vej ind i det, det nye irske formandskab har signaleret kunne være en tænkepause - men at der er sket et skred, hvor en del af den dynamik og den naturlighed, hvormed det europæiske projekt stod øverst på dagsordenen forsvinder? At vi i 2003 har set at de store harmoniske ambitioner kommer til kort overfor den rodede virkelighed - så EU i et 5-10 årigt perspektiv kan blive reduceret til noget sekundært?
LF: Det er jo et meget principielt spørgsmål, men det tror jeg nu trods alt ikke. Fordi jeg tror at der vil være en logik her: man vil simpelthen erkende, at nok kan man synes der er meget galt ved EU-samarbejdet - at det ikke er kønt, som vi også har været inde på - men hvad er dog alternativet, når det kommer til stykket? Der tror jeg igen vi er tilbage ved angsten, trods alt, angsten for alternativet - for hvad er det? Det er jo ikke krig - at vi pludselig begynder at gå i krig med hinanden igen. Men angsten for så ikke at have de fora; angsten for ikke at kunne spille en rolle; angsten for ikke at kunne løse de problemer, som helt klart vil være dér.
Det er jo ikke integration for integrationens skyld. Det er jo ikke sådan at man bare siger: "Nu skal vi gøre alt muligt for så får vi magt til Bruxelles!" Det er jo ikke det, der har drevet EU - det er jo ikke det, driver stats- og regeringscheferne. Hvis de kunne træffe beslutningerne alene, på hjemmefronten, så ville de langt hellere gøre det - fremfor at drage til Bruxelles. Det er jo fordi man mener, der er nogle problemer, der kun KAN løses i fællesskab.
Så derfor tror jeg stadigvæk at det mest realistiske er, at man så vil samles - godt nok som et anderledes EU, men at man stadigvæk vil have dét som omdrejningspunktet. Nu var jeg selv inde på at sige det er en krise - men man må sige: Jajajaja, selvfølgelig er det alvorligt. Men hvem havde dog forestillet sig, at man var i stand til at optage 10 lande og - vupti - så kører det hele bare derudaf? Jf. et kollektiv: kommer der 10 nye beboere ind i et kollektiv, så skal man også kigge på det hele een gang til. Og trods alt er der jo tale om nogle problemer, man så løser indenfor den klassiske EU-ramme. For nu at gå tilbage til Ole Wævers logik: så er dét jo ihvertfald noget, som stadigvæk spiller en stor rolle i Central- og Østeuropa. Den slovenske udenrigsminister Dr. Dimitrij Rupel blev spurgt om ”ikke det var forfærdeligt med de stemmevægte? hvad ville der dog ikke ske? osv.” Hvor han bare kiggede journalisten ind i øjnene og sagde: "Ved du hvad, jeg kommer fra en region hvor man er vant til at sprætte maverne op på hinanden. Nu sidder vi her og diskuterer stemmevægte - det er næsten en lykkelig situation!"
Man skal holde fast i perspektivet. Og perspektivet er jo, at man nu får skabt det her - ikke nødvendigvis hele Europa (for der er jo trods alt nogle lande, der også er europæiske, som ikke kommer med) - men at det ER lykkedes nu, against all odds, at få skabt det genforenede Europa ,hvor vi nu har 25 lande. Og så må vi altså bare leve med at det bliver - som Uffe Ellemann udtalte til Weekendavisen - forbandet svært at få møget til at fungere. Men det er jo trods alt nogle problemer, der må være nogle pragmatiske løsninger på. Det er jo ikke fordi vi i denne her sammenhæng er fundamentalt uenige om forholdet til USA eller hvordan man skal føre den økonomiske politik - det er jo mere nogle problemer skabt af, at landene ønsker at sikre sig den maksimale indflydelse.
Og så selvfølgelig fordi det tager noget tid før vi får tillid til de her nye lande. Det er jo et af problemerne: hvorfor er det pludselig at Frankrig-Tyskland er så bange for at blive stemt ned? Det er fordi de tror de pludselig kan gå hen og blive stemt ned af nogle lande, som måske har nogle andre holdninger. Fordi det stadig er sådan, at vi ikke kender - ja, undskyld udtrykket - de lande derovre. Det er stadig - uha - noget meget fremmed noget: især hvis vi sidder i Paris. Det kræver også noget tid: det kan man ikke klare fra 1989-2003.
På den måde: Ja, en krise. Ja, en problematisk situation. Men vel nok en krise, som på en eller anden måde var vorprogrammiert, som tyskerne ville have sagt. Den har ligget i kortene hele tiden: det er ikke muligt at have denne her europæiske housewarming uden at der ryger noget af servicet. Og det må man sige - det har der jo mildest talt også gjort.
UDGIVET 7. JANUAR 2004 KL.9.18 CET
|
|
Illustrationsfoto:
EU
