ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

7. Sårbarhed og beredskab

Hidtil er der kun blevet diskuteret forslag til bekæmpelse af islamistiske terrornetværk og forhindring af terrorhandlinger. Uanset hvor effektivt det internationale samarbejde om forhindring af terrorisme opbygges vil det aldrig være garanti for, at terrorhandlinger ikke kan indtræffe. Det er derfor logisk og naturligt at initiativer til forhindring af terrorisme følges op af udbygning af et beredskab, der dels skal reducere sårbarhed, dels skal være på plads, dersom ulykken trods alle forholdsregler alligevel indtræffer. Problemet er blot, hvordan det bedst gøres fordi det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan forestille sig terrorister kan finde på. I USA i Clintons anden periode kom der fokus på reduktion af sårbarhed navnlig over for biologisk terrorisme hvor man fra forbundsregeringen i Washington igangsatte initiativer, der på nationalt plan og i samarbejde med delstaterne skulle etablere beredskab i form af særligt uddannet sundhedspersonale, opbygning af lagre af forskellige vacciner og anden medicin, overvågning af skadestuer, uddannelse af udrykningspatruljer, igangsættelse af forskningsprogrammer etc. (Andersen 2004). Disse bestræbelser sammen med andre tiltag blev som tidligere bemærket voldsomt forstærket efter 11. september.

Det er i den sammenhæng ironisk, at terroristerne, da masseangrebet blev sat ind, valgte helt andre metoder og oven i købet kunne være blevet stoppet dersom de rette instanser f.eks. havde forholdt sig seriøst til det program (Coordinated Interagency partnership Regulating International Students), der allerede på forsøgsbasis var startet i 1996 og som skulle holde øje med, at de udenlandske studerende, der kom ind på uddannelsesvisa, faktisk også studerede (Benjamin 2002, s. 308ff). Samtidig med, at immigrationsmyndighederne sov i timen, at myndighederne overhørte advarsler fra efterretningstjenesterne, brugte man årligt over 1,5 milliarder US dollars på at opbygge et beredskab fortrinsvis mod biologisk terrorisme som helt frem til miltbrandbrevene i oktober 2001 kun eksisterede som forestillinger i hovederne på politikere og terroreksperter. Dette betyder ikke, at man ikke skal opbygge et beredskab mod biologisk terrorisme, men at det for det første er praktisk umuligt at sikre sig mod alt, at det for det andet er nødvendigt med en national koordineret strategi, der afvejer og evaluerer behovet for beredskab baseret på risikoanalyser samt for det tredje, at der opstilles nogle kriterier for, hvornår et beredskab opfylder de krav, man med rimelighed kan og vil stille til det. I USA så man det som en fordel og positiv sidegevinst, at beredskabet mod biologisk terrorisme samtidig mere alment styrkede katastrofeberedskabet og således bidrog til en forbedring af sundhedsvæsenet som sådan.

       I en dansk-europæisk sammenhæng kunne man med henvisning til, at sundhedsvæsenet traditionelt i langt højere grad end tilfældet er i USA, er et offentligt anliggende, gøre gældende, at man skal have et beredskab, som skal kunne tackle en forureningskatastrofe uanset om forureningen skyldes en ulykke, et naturfænomen eller terrorisme. Altså at der opbygges et alment katastrofeberedskab, som kan træde i funktion i tilfælde af biologisk terrorisme frem for at der opbygges et beredskab mod biologisk terrorisme der som sidegevinst– hvilket er tilfældet i USA – medfører forbedringer generelt af det offentlige sundhedssystem.  For så vidt forurening som følge af spredning af biologiske våben kræver særlige tiltag, herunder tilstedeværelse af særlig sikre laboratorier kan dette passende etableres som et EU-projekt, hvor landene i fællesskab skaber ressourcer og rammer for tackling af et eventuelt biologisk terrorangreb, i stedet for at hvert enkelt land investerer enorme summer i et nationalt beredskab.

       Når danske havne i dag terrorsikres skyldes det krav fra EU, når container-transporten sikres skyldes det krav fra USA, og når vi om føje år vil se bevæbnede skandinaviske sikkerhedsfolk ombord på SAS fly til USA på trods af at europæiske piloter synes det er en dårlig ide skyldes det ligeledes krav fra USA. Danmark skal naturligvis efterkomme kravene – i modsat fald vil det få alvorlige negative økonomiske konsekvenser for havnene, Mærsk og SAS i form af tabte indtægter. Der er med andre ord et klart økonomisk incitament for at gennemføre denne type ”terrorsikring”. Spørgsmålet er om den danske nation bliver mindre sårbar af disse initiativer? Man kunne pege på en lang række områder man ud fra lignende spekulationer om hvad terrorister kan finde på, man måske også burde ”terrorsikre”, f.eks. godstransporten med jernbane og lastvogne, lystbådssejlads, postforsendelser, Storebæltstunnelen, koncertsale, idrætsanlæg, forlystelsesparker og diskoteker blot for at nævne nogle og som sagt er det kun fantasien, der sætter grænser. At beskytte sig mod terrorisme ved at udpege særlige sårbarhedsområder er som at lære et sprog ved at studere en ordbog: Man lærer mange ord, men grammatikken går fløjten. Problemet er at prioritere indsatsen og ressourcerne. Dette problem var allerede åbenbart i USA under Clinton, hvor kongressens egne undersøgelser gang på gang konkluderede, at der manglede koordinering og evaluering af de mange programmer, der efterhånden var vokset så stærkt i antal, at ingen havde overblik over dem. Etableringen af Department for Homeland Security er forsøg på at skabe koordinering, men en egentlig national strategi baseret på erfaringer, evalueringer, risikoanalyser og klare prioriteringer findes fremdeles ikke og endnu synes det nye ministerium mest at have karakter af at være en kolos på lerfødder.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Dept. of Defense