ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Lars Erslev Andersen

1. Hvem er fjenden?
2. En ny terrorisme?
3. Den glokale terrorisme
4. De islamistiske netværk - i svage stater og vestlige storbyer
5. De islamistiske netværk - i konfliktzoner
6. Al-Qaidas aktuelle styrke
7. Sårbarhed og beredskab
8. Opret en national kommission

 

1. Hvem er fjenden?

Analyser af terrorismebekæmpelsesstrategier før og efter 11. september viser at angrebene førte til en transatlantisk – egentlig global – overtagelse af den amerikanske trusselsvurdering således som den formede sig under Clinton-regeringen, hvor ny terrorisme blev anset som den primære og største globale sikkerhedstrussel efter den Kolde Krig (Berger 2000). Frem til 11. september var terrorisme ikke et emne på den europæiske sikkerhedspolitiske dagsorden, der var meget mere fokuseret på migration og herunder ikke mindst illegal indvandring fra Nordafrika og Mellemøsten. Terrorisme blev betragtet som enten et nationalt anliggende eller med etableringen af det retlige samarbejde efter Maastricht-traktaten som et af en række problemer, det nyoprettede Europol skulle tage sig af. Men terrorisme fyldte kun lidt, ligesom europæerne betragtede den amerikanske fokus på truslen som overdrevet, til tider ligefrem hysterisk, og i hvert fald primært som værende et amerikansk anliggende. Angrebene 11. september ændrede radikalt på dette forhold, hvor europæerne med et slag helt overtog den amerikanske trusselsvurdering, hvorefter terrorisme blev set som et globalt problem.  

Dette har paradoksalt nok ikke ført til en større forståelse af, hvad terrorisme er, men tværtimod til, at begrebet med tilføjelsen global er blevet en samlebetegnelse, en metafor, for allehånde globale og lokale trusler lige fra spredning af masseødelæggelsesvåben, såkaldte rogue states’ forsøg på at udvikle denne type våben, terrorhandlinger som dem verden har været vidne til i Istanbul, Casablanca og Riyadh, palæstinensiske selvmordsbomber til irakiske modstandsgruppers angreb på amerikanske besættelsesstyrker. Med andre ord: anerkendelsen af at truslen fra den ny terrorisme ikke blot er amerikansk men global har i den politiske diskussion ikke ført til en mere præcis forståelse af hvad den nye terrorisme er. Tværtimod er der opstået en ganske diffus og abstrakt forestilling om ”krig mod terrorisme” under hvilken alt fra krig i Irak, israelske bombninger af boligblokke i Palæstina, stramninger af lovgivninger og udvikling af et ambitiøst og bekosteligt beredskab mod biologiske våben samler sig. Netop fordi ”krigen mod terrorisme” hurtigt udviklede sig til også at omfatte alt andet end bekæmpelse af de islamistiske netværk, der angiveligt stod bag angrebene på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001, blev enigheden om at anerkende terrorismen som global trussel hurtigt transformeret til en kilde til uenighed og konflikt internt i EU og på tværs af Atlanten mellem Europa og USA.

 Irak-krigen er her det bedste og mest tydelige eksempel. Mens der var mange gode grunde til at fjerne Saddam Hussein var kun de færreste uden for Washington overbeviste om, at han havde arbejdet sammen med al-Qaida lederen Osama Bin Laden om tilrettelæggelsen af 11. september eller at de på anden måde systematisk arbejdede sammen, om end det bestemt ikke kan udelukkes at al-Qaida relaterede grupper på et eller andet niveau havde forbindelser til grupperinger i Irak – men det samme gør sig jo gældende når man ser på lande som Libanon, Syrien, Iran, Yemen, Saudi-Arabien samt en hel række lande i Asien og Afrika.

Siden 1998 stod det klart, at sanktionerne mod Irak kun på alle måder gjorde ondt værre, hvorfor de i stigende grad savnede enhver moralsk forsvarlig begrundelse. De måtte derfor fjernes, men dette kunne kun ske dersom Saddam Husseins regime blev fjernet. Krigen i Irak kunne derfor være blevet begrundet humanitært helt som Kosovo-krigen blev det. I stedet blev den begrundet som et led i ”krigen mod terrorisme”. På denne måde var Irak-krigen med til at bringe bekæmpelsen af de islamistiske terrornetværk ud af fokus og kritikere vil endda hævde, at krigen reelt styrkede den globale terrorisme dels fordi den smalle, USA-ledede, koalitions krig uden FN- mandat øgede motivationen for utilfredse mennesker i Mellemøsten og Sydasien til at tilslutte sig de islamistiske netværk, dels fordi ressourcerne og opmærksomheden i meget høj grad blev vendt mod Irak til dels på bekostning af bekæmpelsen af den militante islamisme.

Værd at bemærke er dog, at uenigheden om Irak ikke har svækket hverken de europæiske eller de amerikanske initiativer til at udvikle homeland security efter samme paradigme som Clinton-regeringen grundlagde og Bush boostede efter 11. september - snarere tværtimod.

Der er næppe tvivl om, at 11. september medførte en enorm opmærksomhed på truslen fra global terrorisme som de europæiske lande inden da kun i beskedent omfang havde viet opmærksomhed og som Bush-regeringen havde nedtonet i forhold til en mere klassisk trusselsvurdering. Denne nye bevidsthed samt en række af de initiativer, den har givet anledning til, er givetvis baggrunden for, at en række terrorplots i Europa og USA er blevet opdaget og forhindret inden de materialiserede sig i form af en ”rygende pistol”. Denne for så vidt positive konstatering skjuler dog ikke, at krigen mod terrorisme på udebane fremstår som en ganske ufokuseret krig på alle fronter uden det er klart hvem fjenden er og på hjemmebane som opbygning af beskyttelse uden det står klart, hvad man egentlig beskytter sig mod: således henvises i de mange nye EU initiativer blot til det abstrakt formulerede begreb terrorisme.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TERRORKRIGENS BEGYNDELSE: Ombord på hangarskibet USS Carl Vinson bliver en 1,000 pounds tung bombe rullet ud på flydækket [nederst t.h.]. Billedet er fra 7. oktober 2001, hvor skibet befandt sig i Det Arabiske Hav som led i "Operation Enduring Freedom" - krigen mod Afghanistans Talibanstyre og de al-Qaida-faciliteter, som regimet beskyttede.

 Foto: U.S. Dept. of Defense (Petty Officer 1st Class Greg Messier, U.S. Navy).