ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

5. De islamiske netværk i konfliktzoner

                      Det tredje sted hvor islamistiske netværk opererer, er i konfliktzoner hvor muslimer er involveret. Det drejer sig om f.eks. Bosnien i 1990’erne, Tjetjenien, Kashmir, Algeriet, Pakistan og senest i Irak. Sådanne konflikter kan nærmest betragtes som al-Qaidas raison d’être: på den ene side bruges og virker konflikterne som motiverende og på den anden side fungerer de som kampscener og som logiske kulminationer på det enkelte individs rekruttering, træning og udsendelse. På hjemmesider drevet af islamister – ikke mindst før 11. september, hvor der var langt mindre kontrol med den slags aktiviteter på Internettet – fyldte fremstillinger af islamisternes kamp meget. Krig og konflikt er med andre ord motiverende for sympatisører med islamisterne til at tilslutte sig kampen. Det er naturligvis derfor afgørende hvordan konflikter håndteres af islamisternes modstandere, det vil sige os. Bedst ville det naturligvis være, hvis konflikterne simpelthen kunne løses, men dette er selvsagt ikke umiddelbart realistisk. Alternativt at konflikter håndteres med stor legitimitet, det vil. bl.a. sige bred international opbakning inklusive opbakning fra de involverede parter i den pågældende region.

Her er forskellen på krigene i Afghanistan og Irak slående. I den første krig var der meget bred støtte til USA’s krig, hvor FN, Nato, EU, de arabiske lande, nabolandene i Centralasien samt ikke mindst Rusland, Pakistan og Indien bakkede op om de amerikanske aktioner, der i lyset af 11. september blev anset for retfærdiggjorte. Der var dog stor folkelig modstand mod krigen, navnlig i regionen, hvor oppositionen mod Pakistans præsident Musharrafs støtte til USA gav anledning til bekymring. Stor international opbakning og bistand til Pakistan har hidtil bidraget til at undgå en ukontrolleret ustabil situation her ligesom navnlig russisk og amerikansk samarbejde om inddæmning af Kashmir-konflikten efter meget store spændinger mellem de to atomvåbenmagter Indien og Pakistan faktisk er lykkedes i en grad, hvor noget tyder på et begyndende tøbrud mellem de to ærkefjender (Lancaster 2004). Helt modsat savnede krigen i Irak bred opbakning såvel internationalt som i regionen, hvilket alt andet lige har gjort det til en særdeles vanskelig opgave at kontrollere konflikterne ikke blot internt i Irak, men også i det nærliggende Pakistan, hvorfra man har hørt forlydender om, at tidligere ansatte i landets atomvåbenprogram har taget kontakt til islamistiske netværk, der angiveligt har vist interesse i at erhverve sig masseødelæggelsesvåben (David Albright 2003). Med andre ord kan man ikke afvise muligheden af, at det skrækscenario CIA’s direktør George Tenet i februar 2003 tegnede i sin årlige rapport til den amerikanske kongres om globale trusler, nemlig spredning af atomvåbenteknologi i svage stater, er blevet større som følge af Irak-krigen (Tenet 2003).

Omvendt fik man faktisk fjernet et farligt regime, Saddam Husseins, samtidig med at såvel Syriens fredsfølere over for Israel (der ganske vist har fået iskold modtagelse i Jerusalem) samt Libyens opgivelse af at ville besidde masseødelæggelsesvåben kan ses at være tilskyndet af den militære aktion i Irak.

Konklusionen kan således meget vel være, at reduktion af trusler fra såkaldte slyngelstater under nogle omstændigheder kan føre til styrkelse af de islamistiske netværk og dermed øget trussel om terrorisme, herunder terrorisme med masseødelæggelsesvåben. Det er umuligt at afgøre om en bred koalition bag krigen i Irak afgørende ville have ændret på dette paradoks, men det turde være indlysende, at bred opbakning fra lande i og uden for regionen ville have haft bedre muligheder for at håndtere ikke blot situationen i Irak, men tillige de relaterede konflikter i regionen, hvilket tilsiger, at militære operationer gennemføres med bredest mulig international støtte.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Dept. of Defense