FØRSTE KVARTAL 2003: 5.februar

13:14 <  >

Det komplekse USA

ark og ulands

 

 

 

5. Den fælles arv - og Europas anden side

CBK: Ser du en kulturel forbindelse mellem europæernes selvopfattelse og amerikanernes selvopfattelse?

KURRILD: Så ubetinget. Og det er den, jeg vil associere med -- sådan i meget bred forstand -- den liberal-demokratiske tradition, med personlig frihed, økonomisk frihed, en retsstat og en magtdeling og en demokratisk procedure. Det er helt klart en fælles arv, og een der går så langt tilbage i tiden, at der er et utroligt stort fællesskab dér mellem USA og Europa. Samtidig så er der jo også - indenfor Europa - lige så store forskelle mellem de enkelte dele af Europa som der faktisk på mange punkter er mellem store dele af USA.

Jeg har faktisk ikke noget kvalificeret bud på, hvordan EU's rolle ift. USA ser ud - skal vi sige, 25 år nede af vejen. Det jeg KAN være bange for, det er at man ikke opretholder den 200-årige forbindelse over Atlanten - som der er, ihvertfald i en politisk-filosofisk forstand - jeg kan være bange for, i mine mørkeste og mest pessimistiske øjeblikke, at Europa vil lade den anden side, som også er en del af europæisk historie – nemlig centralismen ((ikke enevælden, for det er jo ikke aktuelt i disse dage) men ihvertfald) - den grad af autoritetstro som jeg på mange måder mener faktisk er langt større i Europa - jeg kan være bange for at den vil kunne få en mere fuld blomstring desto mere Europa bliver forenet. Jeg håber det ikke, men det kan jeg godt frygte, især hvis man altså ikke får strikket en EU-forfatning sammen, der får nogle checks and balances.

CBK: Men nogle europæere vil jo sige, "det kan man godt sige om Europa, men det har noget at gøre med omstændighederne - det har noget at gøre med at Europa har voldsomme problemer, det må vi tage os af, 'ih, vi har travlt'." Og det samme i virkeligheden i USA, jvf. debatten nu om civil liberties, "hvad gør regeringen"? I USA, hvor man jo har haft denne her historiske modstand mod bare at have en hær i fredstid indtil for nylig, selv det har man haft problemer med! Og pludselig har man så en omorganisering af statsapparatet og alle de her ting, som bliver fortolket som en begrænsning af civil liberties, som der også er ved at rejse sig protester imod. Er der ikke også en totalitær tendens i det AMERIKANSKE samfund?

KURRILD: Jeg vil ikke sige en totalitær, men der er en latent fare i USA - som der også har været i 200 år - for i krigstid at se bort fra netop de her civil liberties, og se bort fra de checks and balances som man ellers i forfatningen forsøgte at få strikket ind. Og det har man set allersenest - efter min artikel - med de her tanker om "total information awareness", som nogle politiske kræfter ønsker at få gennemført, hvor det faktisk vil være muligt på computersystemer at indsamle data om stort set alt om hinanden (transaktioner, osv.) Og det vil jeg være utroligt skeptisk overfor personligt, det har jeg givet udtryk for mange gange. Og den fare er der helt klar i USA - og man har set i USA's historie at hver gang der er en eller anden krise, enten indenrigspolitisk eller udenrigspolitisk, så er der en tendens til at nogle af de her borgerettigheder, dem bliver der firet lidt på. Der bliver givet lidt mere plads til, at staten kan ekspandere ind i privatlivets sfære. Men jeg vil stadigvæk sige, at i det store billede, så tror jeg at borgerne i USA i dagligdagen har nogle garantier, som ihvertfald jeg kan frygte at man ikke har den historiske opbakning bag i Europa. Ihvertfald ikke i Europa som helhed.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

 

 

 

foto: SDU