PRESSEMEDDELELSE

Kresten Schultz Jørgensen i RÆSON | Kulturkamp eller kaffegrums: HVEM kan smage forskel?

”Man tænder for sit fjernsyn – og tror det ikke. Efter 250 års oplysningstid, mere end 100 års skolepligt og et uddannelsesniveau, hvor halvdelen af os studerer i hele tiår, er vi nået tilbage til civilisationens fostertilstand. Der, hvor hele aftener bruges til tydning af kaffegrums og palmeblade. Ånder, jordstråler og tarokkort. Pip og gulvsand.”

Kresten Schultz Jørgensen er fra i dag medlem af det nye Kommentatorpanel hos Nyhedsmagasinet RÆSON. I sin første artikel slår han fast at regeringens proklamerede kulturkamp mest ligner en ’tilbagespoling’ til 60erne, og at den nuværende debat dermed udmærker sig ved at ignorere den kommercialisering af kultur- og medieverdenen, som har accelereret i de mellemliggende tre årtier. Men debatten går længere tilbage - og spænder dermed fra Nietzsche til Andy Warhol, fra Verdi til Tim Christensen og fra Barbara Tuchman til Katja Kean. Den har opbrudt den traditionelle skelnen mellem ’fin-’ og ’lavkultur’ - og gjort det ”sværere end nogensinde at sætte kvaliteten på fast formel”.

Han slår fast: ”Noget mysterium er det vel ikke, at kulturradikalismen i disse år løber ind i drilleri. Man har selv valgt defensiven med den trinvise overgang fra Brandes-brødrenes og PH’s direkte kritik til den dødbideragtige moraliseren, der åbenbart er konsekvensen, når udfordrerne selv sætter sig på institutionsmagten. I dag taler man om ”tolerance,” hvor PH ville have foretrukket kritikken, selv når nogen – eller netop når nogen – blev stødt på manchetterne.”

I diskussionen er det dog ikke kun ’de kulturradikale ledvogtere’, der rammer forbi – det gør også ’de borgerlige politikere og pludseligt ansporede kommentatorer’ der nu pludselig vejrer morgenluft efter at have stået for enden af ’fire årtiers pegepinde’. Resultatet er en debat, der har svært ved at fænge: ”Hvordan skulle man, hånden på hjertet, kunne interessere sig brændende for helt personlige slagsmål om de støttetildelinger, der naturligvis er væsentlige for de berørte, men som reelt udgør en promille af finansloven?”

Den proklamerede kulturkamp ignorerer det virkelige problem – at der er opstået en ’bevidst stupiditet’, som er i færd med at udfase troen på kvalitetsbegrebet: ”Det sker i kulturlivet og livet i almindelighed. Det sker i medie-Danmark. Og det sker vel også i det politiske liv, når den nuværende regerings ret forståelige opgør med den tidligere regerings kammerateri i besættelsen af både råd, nævn og kommissioner ét eller andet sted midtvejs i processen muterer til en generel kritik mod ”meningsmagere” og ”smagsdommere”.