|
|
||
|
|
TREDJE KVARTAL 2003 |
|
|
5:5 Artiklen kan på sidste side (s.5) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||
|
|
Jordstråler for licensen
I Nobrow-kulturen er det sværere end nogensinde at sætte kvaliteten på fast formel. Det forekommer eksempelvis lettere meningsløst, når nogen – som det jo jævnt hen forekommer - vil gøre partiturmusik finere end rockmusik, eller det amerikanske suspekt alene med henvisning til oprindelsesnationaliteten. Alle de amerikanske serier! Javel ja. Er det serierne som genre og skabelon? Eller dét, at de er amerikanske?
Indhegningerne er væk. Til gengæld står kvalitetsbegrebet tilbage som det, der praktisk og usnobbet må identificeres igen og igen – selv om det i et overkommunikeret samfund naturligvis kan forekomme sværere end nogensinde. Det er i hvert fald mere upopulært, eftersom kvalitetsbegrebet ikke ud fra ret mange kriterier kan kaldes demokratisk. Det er slet og ret uretfærdigt, som Carsten Jensen noterede i dagbladet Politiken søndag 21. september, at nogle har talent - og andre ikke.
Ulige nemmere er derfor amatørismen. Og den helt bevidste stupiditet, der skridt for skridt kan blive en del af en hvilken som helst debat, af kulturpolitikken og af den almindelige snak mennesker imellem, hvis man først for alvor giver det flade og enkle både praktisk og moralsk førsterang. I stupiditeten lever det demokratiske. Anything goes, som amerikanerne siger. Alt er lige godt. Med det logiske resultat inden for politikken, at det postulatoriske argument får forrang frem for det underbyggede eller ligefrem gennemtænkte – alene fordi det er ”folkeligt” og kan fattes af enhver. Folket har talt! Alle har ret! Som det også sker inden for kultur- og medielivet, når mysticismen og den rene og skære kvaksalveri sniger sig ind selv på de landsdækkende, licensfinansierede tv-kanaler i form af astrologi og åndemaneri.
Man tænder for sit fjernsyn – og tror det ikke. Efter 250 års oplysningstid, mere end 100 års skolepligt og et uddannelsesniveau, hvor halvdelen af os studerer i hele tiår, er vi nået tilbage til civilisationens fostertilstand. Der, hvor hele aftener bruges til tydning af kaffegrums og palmeblade. Ånder, jordstråler og tarokkort. Pip og gulvsand.
Derefter konklusionen: At intet i hverken kommercialiseringen, globaliseringen eller markedsøkonomien af sig selv eliminerer eftertanken og fordybelsen. Dét gør vi helt selv ved at skubbe bag på vognen. Ved skridt for skridt at eliminere kvalitetsdimensionen som en interessant og endda afgørende faktor.
Det sker i kulturlivet og livet i almindelighed. Det sker i medie-Danmark. Og det sker vel også i det politiske liv, når den nuværende regerings ret forståelige opgør med den tidligere regerings kammerateri i besættelsen af både råd, nævn og kommissioner ét eller andet sted midtvejs i processen muterer til en generel kritik mod ”meningsmagere” og ”smagsdommere.”
Dér knækkede filmen – også for en borgerlig regering. Meningerne og smagen - og dem, der kan smage forskel – har vi nemlig mere behov for end nogensinde. Det moraliserende og sammenspiste kan man undvære. Men meningerne om de store spørgsmål behøver vi. Det er måske derfor Henrik Stangerup er væsentligere end nogensinde – og derfor både højre og venstre slås om hans eftermæle. Vi savner kritik og frisind, har rigeligt med tolerance. Vi savner en kulturkamp, om man vil, om noget så fundamentalt som kvalitetens vilkår i en verden, der er blevet kvantitativ.
UDGIVET 22.09.2003 | 15.25 CET
|
|
Illustrationsfotos:
Warholstore.com
Portrætfoto:
Det
Kongelige Teater
