ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvalitetens Vilkår. Ønsker vi en virkelig kulturkamp, er spørgsmålene legio: Om tre årtiers kommercialisering og globalisering af den danske kultur- og medieverdenen er et fremskridt eller et tilbageskridt? Om eftertanken og fordybelsen overlever af sig selv?

af Kresten Schultz Jørgensen

 

Skufferne i sludrechatollet

KULTURKAMPEN raser eller hvad den gør, efter at statsministeren i et interview i januar lod bemærke, at regeringen ikke forventer at komme igennem med sit program i love og bekendtgørelser, men ved at vinde slaget om værdierne. Værdier, forstår man, der for regeringen ikke mindst handler om at korrigere tre årtiers halv- og helstuderet, kulturradikal bedreviden.

En proklameret kulturkamp altså, som en tilbagespoling til de 1960’ere, hvor lagerforvalter Rindal rejste en bevægelse mod Statens Kunstfond og den offentlige støtte til alt det, han ikke selv forstod. Dengang kulturen fandtes som én kategori, og hvor det derfor gav mening at kæmpe om den: På den ene side lagerforvalteren, det populære og det folkelige. På den anden side de kulturradikale, opdragerne og ledvogterne, der gjorde folkeligheden til et problem, som skulle løses med dannelse og uddannelse. Nå ja, og statsstøtte med samt en god del bedreviden overfor staklerne på skolebænken. Naturligvis forstår du ikke den modernistiske litteratur! Dét er selve pointen. At de udvalgte bliver betalt for at provokere dig.

Det sidste er givetvis årsagen til den personlige forbitrelse, hvormed både borgerlige politikere og pludseligt ansporede kommentatorer i disse måneder kaster sig ind i kampen. Revanche omsider, for fire årtiers pegepinde. Her ligger også årsagen til, at kampen aldrig for alvor kan blive til en kamp, der interesserer - for hvordan skal den kunne, når kun de personligt involverede for alvor kan begribe, endsige erindre, de positioner, der kæmpes fra.

Noget mysterium er det vel ikke, at kulturradikalismen i disse år løber ind i drilleri. Man har selv valgt defensiven med den trinvise overgang fra Brandes-brødrenes og PH’s direkte kritik til den dødbideragtige moraliseren, der åbenbart er konsekvensen, når udfordrerne selv sætter sig på institutionsmagten. I dag taler man om ”tolerance,” hvor PH ville have foretrukket kritikken, selv når nogen – eller netop når nogen – blev stødt på manchetterne.

Men som proklameret kulturkamp er det blegt. Hvordan skulle man, hånden på hjertet, kunne interessere sig brændende for helt personlige slagsmål om de støttetildelinger, der naturligvis er væsentlige for de berørte, men som reelt udgør en promille af finansloven? Og hvordan skal man kunne genkalde sig positionerne – det vil sige de borgerlige mod de venstreorienterede, folkekulturen mod finkulturen – når skufferne under alle omstændigheder for længst er revet ud af det sludrechatol, der ellers i et langt århundrede udgjorde den danske enhedskultur?

Ønsker nogen en virkelig kulturkamp, ligger udfordringen dér. Spørgsmålene er legio: Om tre årtiers kommercialisering og globalisering af den danske kultur- og medieverdenen er et fremskridt eller et tilbageskridt? Om eftertanken og fordybelsen overlever af sig selv?

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

"My idea of a good picture is one that's in focus and of a famous person." Andy Warhol (1928-87), hvis værker kan købes på www.warholstore.com

 

 

 

 Illustrationsfotos:

Warholstore.com