Kulturkamp eller kaffegrums: HVEM kan smage forskel?

Masseflugt fra enhedskulturen

Og er den så dét, overfladiskheden? En direkte konsekvens? Det er givet, at forfaldshistorierne er nemme at fortælle – og i praksis også bliver det i hver anden tv-anmeldelse og hver tredje klumme. Når de himmelråbende talentløsheder holder parade i de sangkonkurrencer, der efterhånden er at finde på enhver kanal. Når nye mediestjerner opstår ud af det blå på de sydhavsøer, hvor nogen har arrangeret tv-dækkede overlevelseslejre. Når de kendte kort sagt ikke længere er kendte for andet end deres kendthed, og når mængden derefter alligevel synes at slippe op, således at selv studieværterne må optræde på skift i hinandens programmer for at opfylde kvoten.

Forfaldshistorierne er isoleret set er korrekte. De får kulturskribenterne til at pege på zapperiet som uforeneligt med fordybelse, og de får pædagogerne til at stille spørgsmålstegn ved om opdragelse overhovedet er mulig, når ”op” næsten ikke længere synes at findes. Stof til en diskussion, kan man mene, når man samtidig kan have den oplevelse, at mesterværkerne, kvaliteten og kunsten på en helt konkret facon også er mere tilgængelig end nogensinde. Og når man erindrer, at forfaldshistorierne i realiteten slet ikke er nye. Spørgsmålet om, hvorvidt kulturstadet – og dermed grundlaget for det oplyste samfund - overhovedet kan fungere særligt godt, når det bredes ud til masserne, har fulgt os i århundreder. Platon mente lige ud, at pøbelen ikke magtede opgaven. Tocqueville, at demokratiet mere eller mindre ville degenerere til sin egen laveste fællesnævner. Og Nietzsche, at ”det sidste menneske” var en uundgåelig følge af manglen på åndeligt aristokrati.

I dag, hvor forbrugskulturen indlysende nok har nået et omfang, som Nietzsche ikke engang kunne forestille sig praktisk muligt, er overblikket tilsyneladende forsvundet. Det samme er diskussionen med de kendte, fastlåste positioner. På den ene side en borgerlig antagelse om, at markedsøkonomien og kommercialiseringen heller ikke i sin moderne version kan udgøre et kulturelt problem. På den anden side en kulturradikal venstrefløj, der tilsyneladende føler sig så besejret af både udviklingen og den borgerlige regering, at kun nedturen er tilbage.

Leder man efter nuancer, har vi med den amerikanske journalist og forfatter John Seabrooks sigende formulering bevæget os fra en kultur med kategorierne ”Highbrow” og ”Lowbrow” – til Nobrow. En kultur, hvor vandene krydses. Vi har pornodronningen Katja Kean, der bliver noget nær folkeeje, selv om hun indtil for nylig tjente til livets udkomme ved at lade sig filme med fremmede mænds peniser i mindst to af sine kropsåbninger. Men vi har også mesterværkerne i videobutikken, lige til at leje. Vi har strømmen af designede boybands – og vi har Kashmir, Saybia og Mew, der kompositorisk og teknisk sætter fem årtiers populærmusik til vægs, for slet ikke at tale om en operainteresse, der næppe i dette land har været større end på noget tidspunkt siden Verdi.

I Nobrow-kulturens prisme er ideen om kvalitetstab rent sludder. En Jeronimus-agtig forestilling om, at det nye er anderledes og alene af dén grund dårligere, end det vi kendte. Som om 1950ernes dilettantlystspil er at foretrække frem for de dramaer, der i dag rulles effektivt – og ganske rigtigt kommercielt – frem, herunder fra Hollywood. Man må spørge konkret: Er Lars von Trier en dårligere filminstruktør end Lau Lauritzen jr.? Er Steven Spielberg underlødig, og er dét i så fald, fordi han er amerikaner? Er Tim Christensen en dårligere komponist end Thomas Laub?

Ideen om det uundgåelige kvalitetstab er forvrøvlet af den enkle årsag, at den kommercielle massekultur slet ikke længere lader sig begribe som enhedskultur. Den gjorde måske i 1960ernes og 1970ernes tiår, da vi sagde fjernsynet i bestemt form, fordi der netop kun var ét, og da kulturlivets også nationale indhegninger stadig holdt stand mod globaliseringens og markedsøkonomiens muligheder. I 1960erne kunne Beatles og Rolling Stones stadig samle en hel generation; Slade og Sweet gjorde det i 1970erne.

I dag er det ikke længere muligt at samle masserne ret længe ad gangen. I Nobrow-kulturen er kulturforbruget heterogent og individualiseret – i et omfang, der tager pusten mere fra udbyderne end fra dem, der oplever. De kommercielle mærkevarer, der vånder sig under indtryk af forbrugernes ”illoyalitet.” De politiske og kulturelle institutioner, der én for én spørger sig selv, hvad i alverden der ”sker” med de unge. Og reklamebranchen, der bruger milliarder af kroner med det ene formål at forudsige det populære, det brede, det fælles.

Med stadigt mindre udbytte. I Nobrow-kulturen har vi udvalget tilfælles, men valgene er forskellige. Omtrent som i finkulturens dage, hvor det ”fine” ofte netop var kendetegnet ved at unddrage sig salgslogikker. Jo smallere, jo bedre – men den væsentlige forandring, at det smalle i dag findes side om side med det voldsomt populære, og at både smalt og populært tilsyneladende uophørligt skifter side.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

ark og ulands