Europa som en religion


		17. maj 2004 \| 2. kvartal < >

7. Hvis olympianerne taber folkeafstemningen

Når EU-forfatningen kommer til folkeafstemning i Storbritannien vil vi se Tony Blair, de Liberale Demokrater og de pro-europæiske Tory'er gøre det, de aldrig rigtigt har været nødt til at gøre før: at sige til offentligheden, "Dette er vigtigt. Og det er vigtigt af disse grunde..." Alle opinionsundersøgelser tyder på, at det bliver en meget svær opgave.

KM: Det ser ud til at det vil mislykkes, ja.

Før du kommer ind på dine egne grunde, hvilken slags debat vil det blive? Hvilken slags kampagne?

KM: På den ene side vil dem, der er for den europæiske forfatning sige: 'Hvis ikke vi støtter den vil vi blive marginaliseret; vi vil nok være nødt til at forlade EU og vi vil være---' og tidligere har dette ord været specielt dødbringende - 'isolerede'. Jeg forstår det ikke, men det ser ud til at have en vis indflydelse på mange mennesker, som frygter at Storbritannien vil blive isoleret. Jeg synes selvfølgelig det er totalt absurd.

Så på den ene side vil det være et melodramatisk argument: At dette er vores 'sidste chance'. Det er en ny anden version af at 'Toget kører ud fra perronen! Vi må stå på så vi ikke bliver ladt tilbage!'

På den anden side vil vi se argumentet om at vi ikke ønsker at miste vores selvbestemmelse - jeg vil naturligvis lægge vægt på konkrete ting som at vi ikke ønsker at betale skat til en autoritet, som ikke skal stå til ansvar overfor os. EU har vi nærmest ingen kontrol over - Storbritannien udgør omtrent 12-15% af befolkningen. Her bliver en stor del af retorikken sat ind. Ved afstemningen i 1975 viste opinionsundersøgelserne i den tidlige del af processen at ganske mange mennesker var imod - jeg tror det var flertallet. Men kampagnen begyndte at lave om på det - folk stemte for: faktisk stemte jeg for, og masser af andre mennesker stemte for, fordi vi allesammen var for forbindelser til Europa, frihandel, al den slags. Det gik ikke op for os hvad der var ved at ske. Der er nu en langt stærkere fornemmelse af at de løj for os. Regeringen fx udsendte dokumenter til offentligheden, der fastslog: 'Storbritanniens suverænitet bliver slet ikke berørt!' Hvad vi tilsluttede os var det europæiske Fællesmarked - det hele handlede om frihandel. Senere, da det kom til Maastricht, sagde folk som Heath: 'Men det har selvfølgelig ALTID været en politisk union!' Hvad det da også var.

Hvad der har forandret sig mellem 1975 og i dag er, at folk har en meget stærkere fornemmelse af at der er blevet løjet overfor dem i fortiden - og at der stadig bliver løjet overfor os. Da den britiske regering prøvede at sige, 'denne traktat er bare en omgang oprydning [a tidying-up exercise]', mener jeg ikke at nogen stolede på dem. Og folkeafstemningen viser jo selvfølgelig at det er langt mere end det.

Lad os forestille os at Tony Blair taber en folkeafstemning - og Storbritannien forhandler en anden type status med EU, altså uden at blive ekskluderet. Er det din fornemmelse at Blair og dem, du kalder ’olympanierne’ i London, i en sådan situation ville arbejde videre for europæisk integration? Så Storbritannien, på trods af at have afvist forfatningen, fortsat bliver trukket langsomt mod Europa – og stadig er ’ombord på toget’?

KENNETH MINOGUE [KM]: Hvis Storbritannien siger nej til den foreslåede forfatning ved en folkeafstemning ville dem, der ønsker et tættere forhold til Europa, bestemt fortsætte med at bringe os nærmere på enhver måde de kunne – fordi dette er noget i retning af en religion. Der er folk i Storbritannien, som føler at vores eneste frelse ligger i at blive europæere. Jeg tror ikke der er mange af dem – de fleste mennesker er mere pragmatiske, men der er ingen tvivl om at det er en stærk lidenskab, og det er derfor det forekommer mig bedst forklaret ved at se tilbage på Germanophiles i Kejser Vilhelms tid eller kommunister, som ønskede at tage ordrer fra Moskva etc. En af de ting, der har kendetegnet politik de sidste 200 år, er disse ideologiske modeluner – hvor man søger den rene, ideelle model i et andet land: revolutionstidens Paris, kommunisternes Moskva eller Nazi-Berlin. Dette er en meget stærk tendens i Storbritannien og den vil fortsætte.

Igen med risiko for at blive melodramatisk: du siger, at nogle pro-europæere mener der er ting galt i Storbritannien, som kan blive løst ved at man lader sig genføde som europæere!

KM: Ja. Det er nogenlunde sagen. Og de tror at den eneste grund til at folk ikke støtter en tættere – stadig tættere – europæisk union er xenofobi. Absurd nok kalder de det: fordomme, snæver egeninteresse – mange negative navne. Men pointen er, at hvis forfatningen skulle blive afvist af Storbritannien er den teknisk død: Den europæiske Union vil fortsætte i sin nuværende form i et år – eller to-tre-fire år – indtil en ny version kan komme på banen og der måske vil kunne komme et nyt forslag om en forfatningsmæssig struktur. Vi vil ganske simpelt bevæge os videre. Det kan være at den politiske energi, som vil blive udviklet ved en folkeafstemning hvor forfatningen smides ud, overføres til den britiske regering. Det ville være nødt til at være en konservativ regering, som så besluttede at den virkelig ønskede et helt andet forhold til Europa. Det er en mulighed. I øjeblikket er det nærmest unævneligt i seriøs britisk politik: ingen diskuterer det offentligt, men jeg tror der findes en del støtte til det rundtomkring og det vil blive ganske vigtigt efter en afstemning.

Den britiske økonomi går ganske godt i øjeblikket – nogle mener at den, ligesom den amerikanske, er stærkere og mere dynamisk end dem på kontinentet. Spiller det nogen rolle?

KM: Det spiller en vis rolle. For mig er det forfatningsspørgsmålet – om suverænitet – der er langt vigtigere. Det er sandt at den Europæiske Union har låst sig fast på en dirigiste-model, som sandsynligvis vil holde økonomien nede i en overskuelig fremtid. På den anden side var grunden til at Storbritannien ønskede at gå ind i den Europæiske Union i 60’erne og 70erne at landets økonomi så ud til at have slået fejl. Jeg mener, Den Europæiske Union er en forening af fiaskoer, ikke? Skabt fordi de fleste europæiske stater havde slået fejl på den ene eller den anden måde under og efter krigen. Storbritannien fik først den fornemmelse af fiasko lidt senere – i 60erne, da økonomien så ud til at være ekstremt svag. Men så, i de thatcheristiske 80erne, efter en smule brutal head-knocking og en ny økonomisk orientering – begyndte den at rette sig. Den økonomiske selvtillid er livet op igen – og på en vis måde afhænger Den Europæiske Union af økonomisk fiasko. Et lille område, som har fantastisk succes, vil ikke være særligt vildt efter at blive en del af et nedadgående imperium – med mindre, selvfølgelig, man som Irland får massiv støtte og kommer ud af foretagendet med overskud.

Er der nogen mulighed for at det ville lykkes for Tony Blair? Ikke at han, men andre ville sige: "Se på Irak! Vi kan ikke gøre ting på den her måde - vi bliver nødt til at være en del af Europa!" Kunne det vinde genklang i befolkningen?

KM: Min krystalkugle blev sendt til reparation i sidste uge - og jeg er ikke sikker på at den helt kan klare den slags spørgsmål! Jeg tror ikke det vil ske, men du ved at i politik kan det uforudsigelige finde sted. Jeg tror at de mennesker, der er imod den Europæiske Forfatning er så velorganiserede og så velartikulerede - og, tror jeg, at der er så mange af dem af det ikke vil ske. Men Blairs politik er at prøve at skræmme livet af briterne med tanken om, at de ikke længere vil være 'i midten af Europa' [at the heart of Europe] men være isolerede og at alting vil være helt forfærdeligt. Den argumentation kunne fange an, men jeg tror det ikke.

UDGIVET 17. MAJ 2004 kl. 12.10 CET

ARTIKLENS FORSIDE

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT (DANSK)

DOWNLOAD SOM PDFDOKUMENT (DANSK)

DOWNLOAD DOCUMENT IN WORD (ENGLISH)

DOWNLOAD PDF-DOCUMENT (ENGLISH)

Med denne artikel indleder RÆSON en serie om Storbritanniens plads på verdensscenen.