ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De største helte

Wolfgang Mayer bruger kun lidt plads på, at DDR’s sammenbrud i høj grad var et spørgsmål om eksterne, internationale forhold. Bl.a. at Mikhail Gorbatjov på grund af Sovjetunionens elendige økonomi iværksatte Perestrojka-politikken og erstattede Bresjnev-doktrinen med ”My way”-doktrinen: Hvis central- og østeuropæerne ville bryde med Sovjetunionen og gå deres ”egen vej”, ønskede Gorbatjov ikke, at Den Røde Hær blandede sig, som den havde gjort i DDR 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og (indirekte) Polen 1981.

Men det er naturligt, at den tyske forskning fokuserer på interne tyske faktorer i spørgsmålet om DDR’s sammenbrud. Derudover gjaldt der for DDR det særlige, at frigørelsen fra det kommunistiske herredømme ikke bare satte demokratiet på dagsordenen. Det åbnede også det nationale spørgsmål: Skulle et DDR, der kom til at leve op til navnet ”Deutsche Demokratische Republik” forenes med det kapitalistiske Vesttyskland - eller skulle DDR være en selvstændig tysk stat ligesom Østrig var blevet det i 1945?

Mayer skriver, at de i eftertiden hædrede borgerrettighedsgrupper før Berlinmurens fald ønskede at beholde et socialistisk DDR ”med et menneskeligt ansigt” og dermed var imod en genforening. Det er en generalisering, han ikke dokumenterer. Vist var der mange østtyske intellektuelle, der havde en illusion om, at DDR kunne reformeres, men Mayer overser den grundlæggende ting, at genforening først kunne komme på den internationale og nationale dagsorden efter at DDR havde fået demokrati.

Mayer mener også, at de østtyske borgerretsforkæmpere, der tog initiativ til massedemonstrationerne i Leipzig, Dresden og Berlin i efteråret 1989 er blevet tildelt for meget ære som DDR’s modstandskæmpere. ”Hele ’revolutionshistorien’ om 1989 har alt for meget koncentreret sig om dem, der er blevet i DDR,” beklager Mayer, der anklager ”prominente politikere, borgerretsforkæmpere og politologer” for bevidst at tilsløre, hvor slemt regimet var, fordi de selv havde været fortalere for et ”DDR med et menneskeligt ansigt”.

Mayer henter støtte hos forskere fra Stasi-arkiverne, der har dokumenteret, at de venstreorienterede og intellektuelle borgerrettighedskæmpere, der først kort før Berlinmurens fald udfoldede sig i stor stil, ikke var i nærheden at true systemet på deres eget initiativ. Mayer mener derimod, at udrejsebevægelsen, som ”stemte med fødderne”, spillede en langt større rolle end borgerrettighedsforkæmperne.

Her vender han sig frontalt imod flere af standardværkerne om DDR-oppositionens historie, hvor udrejsebevægelsen kun får tildelt en mindre og tvivlsom rolle. Ehrhart Neuberts ”Geschichte der Opposition in der DDR 1949-89” konkluderer f.eks.: ”Som en sidste form for modstand kan flugt og udrejse tælle.”[1]

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto:
NATO