ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

7. Vælgerne og Irak

Du taler om de bløde og de håndgribelige værdier. Men en opinionsundersøgelse i februar viste jo en stigende opbakning til Irakkrigen - der kunne man sige: Det er ikke særlig håndgribeligt! Måske kan folk godt, når de kommer til udenrigspolitikken, forstå de store visioner og idealer? Er I ikke for bange for at lægge planerne frem - hvis folk nu faktisk bakker op, når I holder fanen højt?

JR: Men vi forsøger sådan set også at holde fanen højt - vi vil bare gerne have, at man kan se at der er en mening og at vi kan gennemføre de ting, vi render rundt og ser. Det er måske sådan lidt en håndværkerbetragtning - om at alt det, vi render rundt og siger, er jo ikke noget værd hvis vi ikke kan levere nogle resultater og vise, at vi rent faktisk også mener det vi siger.

Irakkrigen: der er jo ikke nogen, der ved og kan vurdere hvorfor den opbakning lige er der nu. Nu bliver der jo lavet meningsmålinger om alt, efterhånden - og jeg ved det, om nogen, fordi jeg bliver bedt om at kommentere den alle sammen, og jeg er dødtræt af dem, for at sige det mildt. Det er jo svært at gå ind og så dissekere en meningsmåling - hvad er det, helt konkret, der er baggrunden for at den enkelte nu synes at det her var en god idé?

Jeg er ikke i tvivl om, at som tiden går - og tingene vil komme mere og mere på plads i Irak - så vil den opbakning såmænd også være stigende. Jeg tror simpelthen her at det i virkeligheden er gået op for folk at verden er blevet et bedre sted efter Saddam Hussein er fjernet.

I Storbritannien og USA har Blair og Bush været under skarp kritik; Irakkrigen fylder en meget stor del af dagsordenen. Hvis du nu skal tage det sidste halvandet år, hvor meget har det så betydet for den danske regering? Hvor stor en satsning var det at gå med - og hvor meget tror du det betyder for vælgerne?

JR: Det er jo et godt spørgsmål. Det er vanskeligt at svare på - i forhold til noget, der er målbart. Men der er ingen tvivl om, at forud for det her gik jo meget lange diskussioner i regeringen og i regeringspartierne.

Det var ikke en pludselig indskydelse?

JR: Nej, det var det sandelig ikke. Der var mange diskussioner. Også i forhold til hvad man kunne gøre, hvis Socialdemokraterne svigtede den linje som de i øvrigt kørte mens Nyrup var i regering.

Så det er ikke jer, der har skiftet politik og har brudt med den danske konsensus? Det er Socialdemokratiet?

JR: Nej, fordi der er ikke nogen forskel på det vi gør her --- jo, i omfang --- og så det, man gjorde i 1998. Det er der ikke. Jeg tror fx at hvis det havde været Clinton, der havde sat denne her dagsorden, så ville der have været en langt større europæisk forståelse for det, fordi ham kunne europæerne li'. Men vi kan ikke li' Bush - og vi tror ikke rigtig på ham: han ligner sådan en ræv fra Texas! Der er meget psykologi i det her. Clinton kunne jo nemt slippe af sted med at smide et par raketter ind i baghaven ovre hos Saddam Hussein - hvad der ikke er muligt for Bush.

Måske har hele diskussionen --- det er egentlig noget, jeg lige kom til at tænke på nu, i forhold til dit spørgsmål og den snak om hårde og bløde værdier --- at befolkningen måske mere var imod, da diskussionen handlede om masseødelæggelsesvåben, fordi det igen er nogle hårde ting, end i dag, hvor diskussionen mere handler om hvorvidt verden er blevet et bedre sted uden Saddam Hussein - og om ham og hans massegrave. Det er altså mere  den menneskelige diskussion i det her, som gør at folk bakker op - hvorimod masseødelæggelsesvåben er sådan en hård ting. Måske ligger der et eller andet i det, hvis man går ind og analyserer på udviklingen i diskussionen, som kunne være spændende at reflektere over.

Så kritikernes forsøg på at duplikere diskussionen fra England og USA - omkring præventiv krig, masseødelæggelsesvåben, FNs rolle - mener du ikke har befolkningens interesse?

JR: Folk kan jo godt se og ved også udmærket godt, at det ikke er os, der opfandt krigen - det er ikke os, der opfandt diskussionen om masseødelæggelsesvåben og hvorvidt de havde dem eller ej. Der var nogle efterretninger, og det er jo ikke den danske efterretningstjeneste, som er kommet med de oplysninger. Alt er o baseret på åbne kilder - det tror jeg godt folk kan se og at den danske befolkning ganske udmærket ved, at dét har været udgangspunktet for den danske regering. Der er det måske i virkeligheden gavnligt for os, at diskussionen mere er gået over og drejer sig om nogle menneskelige aspekter - menneskerettigheder - end om masseødelæggelsesvåben, som jo har været et eller andet fuldstændig forfejlet mantra. I mine øjne skulle FN også have lavet en resolution, som ikke handlede om masseødelæggelsesvåben, men som dybest set skulle tage udgangspunkt i en diskussion om at sige til Saddam Hussein, 'Enten så træder du tilbage fra magten og forsvinder - og så må du få asyl et eller andet sted - eller også kommer vi og fjerner dig'. Det havde været dét udgangspunkt, jeg synes havde været rigtigt.

Man kan altid diskutere hvor grænsen går, men ingen kan være i tvivl om at Saddam Hussein er en af de mest modbydelige diktatorer, vi har haft i verden i nyere tid.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Air Force