ark og ulands

 

 

 

 

 

 

En håbløs naivitet i debatten

I både USA og Europa er man nu begyndt at drage sammenligninger til Vietnam. Hvis vi nu har en situation i Irak om 1½-2 år, som er lige så svær at kalde en ubetinget succes som den nuværende, når det gælder om at skabe og ro og stabilitet: Tror du så, at man i afslutningsdebatten, om aftenen inden valgdagen, vil høre Irak nævnt? Vil oppositionen fra valget bliver udskrevet sidde og tælle på fingrene, om det vil være til deres fordel at bringe det ind?

JHM: Jeg håber, at Irak-emnet kommer op til næste valg som et udtryk for lederskab; et udtryk for succes - i at komme med en vurdering, hvor man ikke havde opbakning fra sin befolkning. Det besynderlige er, at det her er et stykke historie: tænk på, hvor hurtigt man gennemførte denne krig. Så kan man svare; 'Jamen, man mødte jo ikke nogen modstand'. Jeg siger bare: tænk på, hvor hurtigt man gjorde det. Tænk på, hvor lidt tid der er gået.

Nu var jeg for 14 dage siden i Syrien, og havde mulighed for at tale med Ole Wøhler, som har stort kendskab til, hvad der foregået. Som han siger, gang på gang: Det kan godt være, der er de her hændelser, som er ganske forfærdelige - men det er måske 5% af de aktiviteter, der foregår. Der sker nogle enorme fremskridt. Men medierne vil desværre hellere fortælle om konflikter, og disse forfærdelige ustabile ting, der sker. åØåDer, hvor jeg vil hen det er: Hvor meget erfaring har verden med - på få måneder - at forandre et land, der er på størrelse med Frankrig; som ikke har en demokratisk historie---

Som Frankrig.

JHM: Som ikke har en tradition for markedsøkonomi---

Ligesom Frankrig.

JHM: Og som jo er blevet fuldstændigt smadret, på trods af, at de har så mange ressourcer? Hvordan kan man forlange, at man som international koalition kan stabilisere dét på så kort tid? Jeg mener rent faktisk, at det handler om at stå fast og sige: Vi vil have, at Irak skal være en succes, fordi det skal være et symbol. Så alle de regimer, som er rundt omkring landet, og deres befolkninger kan se et alternativ - at de kan se, at der kan være et demokrati. At de kan se, at der kan være en markedsøkonomi, som kan være til gavn for befolkningen.

Men når I og amerikanerne giver udtryk for, at 'vi ser magtens realiteter i øjnene', så er det jo at kritikerne både i USA og Europa siger, at I gør det modsatte - er forfærdeligt naive, fordi man ikke kan demokratisere Mellemøsten på den måde.

JHM: Man kan jo ihvertfald spørge sig selv om en meget vigtig ting, som er tendensen: Da vi var i Syrien havde man fra FN's side forberedt sig på, at man skulle modtage ihvertfald næsten en million irakere. Der kom ikke nogen videre: kun  nogle få - og de tog hjem igen. Hvorfor? Fordi deres alternativ i Irak kunne de se var meget, meget bedre end at være placeret i Syrien eller i Libanon eller i Jordan. Det har noget at gøre med, at de havde mere frihed, men der er så sandelig også et stort økonomisk potentiale – plus, at man uddannelsesmæssigt osv. er på et højere niveau.

Jeg tror på, at Irak godt kan blive en succes. Det handler også om, at befolkningen på et tidspunkt bliver trætte af, at der kommer nogle ind over grænsen - plus gamle fraktioner fra Saddam Hussein, der har mistet magten. I det hele taget er der en håbløs naivitet i den debat vi har. Der er en retorik jeg vil sammenligne med Ludvig Holbergs Erasmus Montanus: "Vi kan, efter 5 måneder, ikke finde masseødelæggelsesvåben i et område på størrelse med Frankrig, ergo er der ikke nogen masseødelæggelsesvåben". "Mor Karen galer som en hane - ergo er Mor Karen en Hane!" "Vi kan ikke finde Saddam Hussein, ergo så findes Saddam Hussein ikke".

Det er der, hvor det bliver en meget naiv og meget tåbelig retorik, fordi jeg tror på, at befolkningen efterhånden vil finde ud af, at der er en god mening i det her.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: US Air Force