Som altid kan interviewet på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning

FJERDE KVARTAL 2003:
19. november

5:11

<  >

 

ark og ulands

 

 

 

 

 

 

Den indre og den ydre ro

Men har der ikke været en meget tydelig forskel på Schröder og den danske venstrefløj? Der var en periode i foråret, hvor det gik hedt til, men så gik oppositionen ind og bakkede op bag Irakkrigen, da regeringen lagde pres på - man gik med. Man har været kritiske efterfølgende, men har det ikke været en dansk opposition, som har prøvet at agere meget statsmandsagtigt i det forløb?

JHM: For mig at se har oppositionen ageret - hvis jeg må sige det groft - meget populistisk. Da der var kritik i befolkningen omkring det at gå ind i Irakkrigen, så var man kritisk. Du kunne næsten følge forandringerne hos oppositionen dag for dag som de så CNN. Da koalitionen rykkede op sydfra var irakerne ikke så begejstrede - og oppositionen var de stadigvæk skeptiske. Da der så kom nogle billeder fra Bagdad, hvor de fejrede det og nu var amerikanerne og hele den internationale koalition helte - hvor det var gået lynende stærkt, uden at der blev slået så mange mennesker ihjel - så skiftede deres holdning lige pludselig, til at det var godt.

Nu, hvor der begynder at være uro dernede, og man ikke kan få stabiliseret lige så hurtigt - så kommer tvivlen igen. Hvis du går ind og ser på forløbet, så var der en mellemperiode, hvor det var meget stille.

Nu har man senest her ifbm. Irakhøringen talt om en "udenrigsministrenes klub" [bestående af Per Stig Møller, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen - red.]. Hvor meget er der en tendens til, at udenrigspolitikken stadigvæk er omgærdet af holdningen om, at når det kommer til stykket så bliver der konsensus? Regeringen opgav jo at sætte landtropper ind - og det var vel under indtryk af, at det var vigtigt at bevare enigheden?

JHM: Jo. Det har du fuldstændig ret i. Det har det været både i forhold til Afghanistan og til Irak. Der ligger en tradition i at få så bred opbakning som overhovedet muligt, og det er også vigtigt når man sender sine soldater afsted. Der ligger jo selvfølgelig også en hel dansk politisk tradition i, at når du har mindretalsregeringer, som kan være skiftende, så er det utroligt vigtigt, at du stabiliserer din udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Du siger, at politikerne skal forklare befolkningen, at det er vigtigt, at vi ser magtrealiteterne i øjnene; det er vigtigt, at vi har en forsvarspolitik og vi ser hvilke ofre det indebærer. Og hvor det er en kritik, der retter sig bagud, også mod de borgerlige politikere: at man ikke har været gode nok til at lægge den sag frem. Burde regeringen så ikke have sagt i foråret: "Det er en krig for frihed og demokrati - vi sender danske soldater ind på Dansk Folkepartis stemmer, om vi så har det smallest tænkelige flertal, så gør vi det. Og det er også et signal i forhold til befolkningen". I det øjeblik man indgår kompromisset med venstrefløjen skader man vel klarheden i sin egen argumentation?

JHM: Jo, men een ting er, at du kan have gjort det mere utydeligt indenrigspolitisk. Det helt afgørende er, at der er tydelighed udadtil: at hvis Danmark skal agere og sende danske soldater ud, så skal de andre koalitionspartnere ikke være i tvivl om, at situationen ville ikke ændre sig selvom der skulle ske et regeringsskifte.

Og det er også et hensyn i forhold til soldaterne?

JHM: Ja, det mener jeg helt bestemt. Det er helt afgørende, at soldaterne og forsvaret føler, og ved, at de har et sikkert mandat og grundlag for at blive placeret et eller andet sted.

Men hvor bredt skal det være? Lad os nu sige man havde et borgerligt flertal udenom Dansk Folkeparti, der lignede en slags firkløver-flertal, med midterpartierne. Ville det være et tilstrækkeligt bredt mandat? Eller ligger der i det du siger, at Socialdemokratiet skal deltage?

JHM: Min argumentation er, at et mandat skal helst holde selvom der er et regeringsskifte.  Dermed siger jeg indirekte, at sådan som landet ligger nu er det et skift mellem de to største partier i Folketinget - nemlig Socialdemokratiet og Venstre. Derfor er det da afgørende, at Socialdemokratiet er med. Det er også afgørende i forhold til det skrækscenarie, der ligger i fodnotepolitikken: at man roder indenrigspolitik ind i udenrigs- og sikkerhedspolitik, som er uhyre farligt. Uhyre farligt. Det VED det Radikale Venstre; det VED Socialdemokratiet også. Men jeg må sige, at Socialdemokratiet i højere og højere grad bruger udenrigs- og sikkerhedspolitikken i en meget indenrigspolitisk vinkel, meget oppositionsagtigt.

Fx?

JHM: Det kører meget på det antiamerikanske - det kører meget mod Bush-administrationen. Man kan jo godt være kritisk overfor Bush-administrationen, det er der sådan set ikke noget galt i, men det er en meget skinger tone. Og det mener jeg faktisk er utroligt farligt.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 
 
 

     

 

 

 

 

 
 
 
 

Illustrationsfoto: US Air Force