ark og ulands

 

 

 

 

 

 

Sikkerhedspolitikken slår igen

Men centrum-venstre vil jo lægge vægt på, at den politik også har konsekvenser i forhold til hvilke reaktioner man udløser i verden: hos sine fjender og potentielle samarbejdspartnere risikerer man en større grad af antipati, hvis man går ud militært end hvis man går ud civilt. Det er en yderligere risiko: Hvad man sætter igang.

JHM: Og det er her, hvor det bliver meget interessant. Historisk set har det været sådan, at hvis ikke du har en stærk sikkerhedspolitik og et stærkt militær til at stabilisere, så var du ikke i stand til at føre en aktiv udenrigspolitik med diplomati. Man har haft en periode med Den Kolde Krig, med NATO, Warszawapagten osv., hvor situationen var stabiliseret ihvertfald på den måde, at der var fronter, men ikke nogen, der ville bruge de militære midler, fordi det var endegyldigt. Det betød, at så fik udenrigspolitikken og diplomatiet en helt ny mulighed for at kunne agere.

Så der var i virkeligheden et element af ironi: det militære element neutraliserede sig selv?

JHM: Det neutraliserede sig selv via selve skrækken for at det skulle blive bragt i anvendelse. De værktøjer, man havde tilbage i værktøjskassen var: at agere ud fra diplomatiet og det politiske. Derfor sker der en overtagelse, som er meget interessant: man har en opfattelse af, at det er udenrigspolitikken, der er "number one" - udgangspunktet i det diplomatiske arbejde. Men det er det jo ikke: fordi selvom USA er en stærk udenrigspolitisk aktør, så kunne de jo ikke forhindre terrorismen. Sårbarheden ligger i, om man er i stand til at stabilisere sig sikkerhedsmæssigt. Det vil sige: efter 11. september må du lige pludselig flytte ressourcer. Det er det, som man er i gang med med Homeland Security osv.: "Vi må acceptere, at på trods af, at vi er en supermagt; på trods af vi nok har det stærkeste diplomati; på trods af, at vi har den mest markante rolle i forhold til den globale udenrigspolitik, så kan vi ikke stabilisere vores eget land før vi har stabiliseret vores sikkerhedsposition."

Angående spørgsmålet om, hvorvidt kritikken af Bush er anti-amerikansk. Hvor meget af den mener du er et gennemslag af det billede man havde af USA fx i 80erne under Reagan?

JHM: Jeg tror der er mange af dem, der - som jeg siger: har lidt smådårlig samvittighed også i forhold til Den Kolde Krig - har siddet og savnet og savnet og savnet det antiamerikanske. Og nu har man endelig fundet en grund, som bliver udnyttet fuldt ud. Det er meget trist at se, fordi det handler vel egentlig om, at hvis vi vender Bush-administrationen ryggen, så vil det gavne den magtfløj i Bush-administrationen som siger, 'Drop europæerne - de vil bare have politisk snak, og de vil have stor politisk indflydelse, men de vil ikke investere; de vil ikke tilbyde soldater - og de vil ikke handle. Hvad skal vi bruge Europa til?'

Det er faktisk det, der er vores største udfordring: at vi er ved at drukne i vores egen succes: Den mest stabile region for øjeblikket, mere eller mindre, det er Europa. Hvad betyder det, når der kun er een supermagt? At fokus bliver flyttet - til de asiatiske lande, Syd- og Mellemamerika, Mellemøsten, Afrika. Hvad betyder det? Som jeg siger: ude af øje, ude af sind. At fra amerikanernes synspunkt er der grænser for, hvad man gider at høre på.

Men når du tegner den distinktion mellem de to fløje i USA, og rejser spørgsmålet om, hvem vi vil støtte, så ligger der i det en kritik, der lidt ligner den, som er kommet fra midterpartierne og venstrefløjen - hvor man det sidste år har gjort så stort et nummer ud af at sige: "Vi er ikke anti-USA, vi er anti-Bush".

JHM: Jo, men mit argument er: dem, der er kritiske overfor Bush, de burde ikke vende Bush-administrationen ryggen, men tværtimod gå aktivt ind - som Colin Powell, der hele tiden har forsøgt at styrke diplomatiet, styrke den transatlantiske forbindelse, og dermed påvirke det i den europæiske retning, man nu engang ønsker. Problemet er, at Rumsfeld får mere og mere ret i mange af sine udtalelser omkring, at der er et gammelt og et nyt Europa. Sagen er, at Danmark som land - som lille land - har meget større interesse i, at det, vi kalder 'de europæiske storebrødre' har éen stor storebror, som lillebror kan gå til. Forstå mig ret: hvis der er en rigtig storebror, der kan sige, "Det er sådan, vi gør" - så er det en stor styrkelse af den danske position. Dermed siger jeg ikke, at vi skal ligge på halen for USA, men: der ligger nogle fælles interesser.

Du vil se et nyt mønster, tror jeg: med udvidelsen vil du se, at de nye EU-lande vil have en meget større interesse i tilknytningen til den transatlantiske forbindelse, ligesom Danmark har. Du kan jo bare se på de udtalelser, som Frankrig har fremsat til de nye EU-lande om, hvordan 'man skal opføre sig ordentligt'. De udtalelser har jo ikke ligefrem været en succes set i forhold til, at de nye lande skulle have ret til at føre en udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er lidt komisk, at på den ene side har franskmændene det sådan, at vi skal have en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik - men den på den anden side skal være på franske præmisser. Hvis de andre begynder at udtale sig om hvad de egentlig mener, så skal de lære at opføre sig ordentligt. Den slags karaktergivning er ikke noget, der begunstiger det gamle Europa - og slet ikke efter det, som Tyskland har foretaget sig i forbindelse med Irakkrigen:

Der er jeg fortvivlet over, at sandheden ikke at kommet frem. Jeg håber, at Irakhøringen vil forklare: hvem var det egentlig, som --- jeg vil ikke sige løj, men: totalt ødelagde troværdigheden for Europa og for FN?

Efter min mening: dét at Schröder for at vinde sit valg gik ud og brugte Irak-situationen som et valgkampsargument var en katastrofe. Hvor franskmændene fulgte op - for her var endelig en kile i Tysklands stærke forbindelse til USA. Det var et udtryk for, at hvis man begynder at tænke i nationale, egoistiske interesser, så kan Europa aldrig nogensinde få en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og så får vi ikke nogen troværdighed om noget som helst.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: US Air Force