|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
3:11
|
|||||
|
|
USA og Europa har byttet plads
Men udviklingen som du nævnte - i det Radikale Venstre; i Socialdemokratiet måske endda nu med SF's ændrede syn på EU's udenrigspolitik, hvor afgørende er den? Du var inde på, at de Radikale havde ført en anden politik i 90erne, men hvor grundlæggende har man bevæget sig?
JHM: Man har bevæget sig ved at sige, "Skal vi have en aktiv udenrigspolitik, så betyder det, at så skal vi også have aktiveret vores sikkerhedspolitik - og dermed: aktiveret vores forsvar". Derfor så man vel et nyt potentiale i det danske forsvar: nemlig at forsvaret kunne komme ind og være en sikkerhedsbuffer, der kunne tjene til at stabilisere. Dvs.: man gik væk fra opfattelsen af, at forsvar var ikke forsvar, men angreb. Det var jo hele den diskussion, der var under Den Kolde Krig: postulatet fra Sovjetunionens side var, at grunden til at de skulle have alle de våben var, at de skulle forsvare sig mod et angreb fra Vesten, mens NATO selvfølgelig havde det modsatte synspunkt. Dér er sket en udvikling: man vidste nu, at skulle Europa bære sit eget ansvar, regionalt, i forhold fx til Balkan, så betød det altså også, at man måtte sætte sikkerhedspolitikken igang - sætte forsvaret igang på en helt anden måde. Det indebærer jo et ansvar.
Ligger der i det du siger, at centrum-venstre har flyttet sig i forhold til hvilke midler man vil anvende på de NYE udenrigspolitiske problemer, men at der ikke har været noget selvopgør eller -ransagelse?
JHM: Det kan du sige. Jeg mener simpelthen, at de havde et troværdighedsproblem.
"Havde", men ikke "har"?
JHM: De har stadigvæk et troværdighedsproblem. Der, hvor skismaet efterhånden ligger, det er i og med, at dem, som er så dybt kritiske overfor USA som supermagt og overfor Bush-administrationen - det er jo de selvsamme mennesker, som ikke vil give ressourcer til europæisk forsvar!
Altså: Hvis man ønsker at være et alternativ til USA som supermagt, så kræver det, at man kan handle selv. Det kræver, at man har løfteevne til at flytte sine soldater. At man har satellitkommunikation. At man har en stærk efterretningstjeneste. En stærk logistik. Det vil koste en formue. Vi har jo ikke haft nogen mulighed for at nyde fredsdividenden, som man kalder det, fordi under Den Kolde Krig investerede vi ikke så meget i vores forsvar men ventede sådan set bare på, at amerikanerne skulle komme at hjælpe os.
Problemstillingen her er, at hvis ikke vi styrker europæisk forsvar til at kunne løse fx fredsmissioner, så har vi ikke nogen selvstændig udenrigspolitik, der har handlekraft. Og dermed så er vi ikke et alternativ til USA. Så derfor hænger argumentationen og troværdigheden ikke sammen: når man kritiserer USA og Bush-administrationen for at tage det ansvar som FN skulle tage; som Europa skulle tage - fordi de kan, fordi de vil investere, fordi deres befolkning accepterer at man foretager så store investeringer.
Jeg siger ikke, at vi skal foretage lige så store investeringer som amerikanerne gør - men jeg synes bare det er tankevækkende, at befolkningen i USA jo har en helt anden opfattelse af, hvad global udenrigs- og sikkerhedspolitik er. At man som supermagt bliver nødt til at investere i at fastholde sin position. Hvorimod hvis du går ud og spørger den europæiske befolkning, "Ønsker du, at vi skal have en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik?" "Ja!" vil alle sige - mere eller mindre. "Ønsker du at give flere penge til dansk - eller europæisk - forsvar?" "Nej". Det er jo fordi, at man ikke som europæiske politikere har forklaret sandheden.
De mest fantastiske at høre på, og det er de jo generelt, det er Frankrig: Frankrig, som går ud, meget meget markant, og via EU siger: "Vi skal have vores helt selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skal nærmest være sådan, at amerikanerne skal spørge, om de må have lov at være med". Når sandheden er, at hverken Frankrig eller andre europæiske lande overhovedet er i stand til at mobilisere og flytte rundt på sine tropper. Når sandheden er, at vi har nogle stive, nationale forsvar, som er bygget til at beskytte nationale grænser og suverænitet - som er totalt forældet, i forhold til den opfattelse som amerikanerne har. For dem er det naturligt, fordi de altid har arbejdet udenfor deres grænser.
Det er meget interessant at USA og Europa har byttet situation. Europa var vant til at beskytte sine egne nationale grænser og suverænitet - og var vant til terrrorisme, men ikke vant til at skulle operere udenfor sin egen region for at stabilisere den. Hvorimod USA hele tiden agerer udenfor sine grænser for at stabilisere sin magt. Her har du så nu en situation, hvor Europa på den ene side skal begynde at tage et ansvar for andre regioner, for sine omgivelser, skal holde sammen og ikke bare beskytte sine nationale suverænitet - for den går lidt i opløsning, forstået på den måde at vi har et stærkere europæisk samarbejde eller håber på at få det. Og USA er kommet i en mærkelig rolle fordi de er blevet ramt midt inde i hjertet, inde i deres egen nationale suverænitet: "in the backyard". Hvilket betyder, at de lige pludselig skal kigge indad. Hvilket USA gør: de kigger - på mange områder - indad.
Det er vel også det, der forklarer en del af den transatlantiske distance de sidste par år - og NATO's problem. At under Den Kolde Krig var det os, der var udsat ---
JHM: Det var os, der var slagmarken mellem øst og vest.
Og det var USA, der bar byrderne. Nu er sårbarheden - eller ihvertfald: fornemmelsen af den - skiftet. Så bliver situationen overdetermineret [der er mere end en udslagsgivende faktor, red.], fordi Europa nu har 2 grunde til at lade være med at beskæftige sig med problemet: [1] Vi er ikke vant til at tage os af det, [2] Det er ikke os, der er truet.
JHM: Præcis. Men vel også fordi at vi - politisk, ledermæssigt – jo ikke er vant til, at vi egentlig skal overbevise befolkningen om, at vi skal risikere liv. Der er også en luksusbetragtning i spil: det, der også er problemet med troværdigheden i forhold fx til Det Radikale Venstre, det er, at det lyder meget som om, at man gerne vil operere, man vil gerne sende soldater afsted, men "de skal helst ikke dø, vel?" Selvfølgelig er jeg ikke ude på, at de skal dø - men det er som om, at man helst ikke vil løbe nogen risiko. Det er jo også sådan den vestlige verden i 90erne faktisk har forsøgt at operere: med en high-tech-krig, hvor der er så få soldater som muligt involveret. Det er fint nok, men man skal bare være klar over, at man skal alligevel forklare befolkningen: "Det her har konsekvenser. Det har en økonomisk konsekvens at handle udenfor sine grænser med en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og det kan også have en konsekvens i forhold til menneskeliv."
|
||||||||||||||||||
Illustrationsfoto: US Air Force
