En udenrigspolitik, vi aldrig har set før

Visioner på andres bekostning

Når du beskriver Den Kolde Krig som koma-agtig, så er der centrum-venstre folk - og måske også borgerlige, der vil sige: ”Jamen, når vi ser på perioden efter 2. verdenskrig, så har den ikke været kendetegnet af passivitet tværtimod: den har været præget af, at Danmark meget aktivt er gået ind i FN; gradvist ind i EF; siddet i Nordisk Råd; har ført an med ulandsbistand – som har arbejdet gennem det multilaterale, dér hvor der kunne nytte noget; hvor vi kunne lægge vores vægt og udbrede vores visioner om en bedre verden.” Det helt omvendte af en koma-agtig tilstand.

JHM: Ja, men problemstillingen er jo, at vi er i den heldige situation, at den placering vi har her på jorden er et sted, hvor der ikke har været så mange krige. Det har været utrolig nemme ting, der er blevet sagt:

Om at have menneskerettigheder. Ja - det har vi, så det er ikke noget problem, dét kan vi godt kræve af de andre. At vi har demokrati. Ja - det har vi, det har vi haft i lang tid. At vi har en stabil markedsøkonomi - ja, det har vi. Det er jo meget nemmere at komme med store visioner på andres bekostning og på andres regning: de skal følge med og bygge ting op. Når det kommer til handling, så har vi et problem.

Tag bare Nordisk Råd - med alle de her visioner. Når det kommer til stykket, så kan du ikke finde noget sted i hele verden, der har så forskellig landbrugs-, fiskeri- og industripolitik som Norge, Sverige og Danmark. Som absolut ikke kunne blive enige om noget som helst - og som stadigvæk ikke kan. Det kan godt være, vi kan forstå hinanden sprogligt, men vores infrastruktur er vidt forskellig. Det samme gælder andre internationale organisationer. Det er jo spørgsmålet om, hvor meget troværdighed er der tilbage - hvor meget troværdighed har der egentlig været - i FN? Fordi Sikkerhedsrådet er jo en total afspejling af 2. verdenskrig; det har ikke udviklet sig. Man kommer med masser af statements, men jeg har jo selv deltaget i de her møder: og det er jo lidt besynderligt at sidde i en flok, hvor over 50% af de nationer, der er repræsenterede, er diktaturer, der fortæller om at de gerne vil have menneskerettigheder og demokrati, at de gerne vil arbejde for alt muligt, og så tager de så deres privatfly hjem igen - banker løs, torturerer folk og forhindrer enhver opposition. Det jeg bare siger er: Hvis man holder de taler, kan man så ikke tillade sig at stille nogle krav?

Så det er rigtigt hvad du siger - der har været stor aktivitet, vi har haft visioner, vi havde noget at byde på - og dét er en meget positiv ting. At Norden har stået for nogle værdier. Det, som vi i øjeblikket er i gang med - både med Irak og andre ting - det er jo også en værdidebat. Det er et spørgsmål om de værdier, vi står for, menneskerettigheder osv. i forhold til folkeretten: Hvor langt skal vi gå? Hvor meget skal vi finde os i?

Det vil sige, det ikke er et brud med vores linie de sidste 50 år? Det er i virkeligheden de samme værdier, vi kæmper for i Irak i øjeblikket?

JHM: Vi skal jo se positivt på livet - og det har været en positiv udvikling, der egentlig er sket. Fra en magtesløshed og passivitet, der er blevet udviklet til aktivitet via internationale fora, over til at agere og handle ud fra det, man rent faktisk siger. Der har aldrig været en opbakning til det danske forsvar, som der er nu, i forhold til at sende Jens'er afsted til de her forskellige missioner. Den opbakning har der ikke været tidligere. Der er også sket et skred, politisk set: bare tag det Radikale Venstres udvikling, i retning af at bruge soldater, anvende militæret i et fredskoncept.

Det næste skridt, jeg kan se, det er at man begynder at lave civil opfølgning: først så agerer man ud fra nogle værdier. Når man så har ageret og fx er gået ind i et land - har brudt den nationale suverænitet, kan du sige - så er man gået lidt i stå efter forsvarets indgriben. Den fase, man er i nu, det er at spørge: Hvordan kan vi blive dygtige til - bagefter - at bygge infrastrukturer op? Hvordan kan vi blive gode til at opbygge demokrati, retssystem osv? Det har vi været meget dårlige til, fordi vi ikke vil give ressourcer til det.

Tag Balkan: lige så snart det ikke længere var populært at være i Bosnien, og man skulle til Kosovo - så flyttede man sine soldater derhen. For det var dér, mediefokus var. Så stod Danmark tilbage og skulle sende politifolk ned til at kontrollere området. Der var sørme ikke ret mange, der ville give ressourcer til det. For at sige det rent ud: det var altså ikke så sexet som at sende militærfolk derned.

Man bliver nødt til at arbejde i et større totalkoncept - men det er også fælden. For fælden ligger i, at hvis det er USA som supermagt, der bestemmer, hvordan vi skal agere - og hvorhenne vi skal agere - hvor vi andre så skal være skraldemænd til at rydde op bagefter, opbygge de civile strukturer osv., så er vores skæbne jo ligesom fastlagt.

Lad os lige prøve at gå tilbage til det historiske perspektiv. Du sagde nærmest før, at der var en manglende bevidsthed om de internationale strukturer. Var der også en manglende bevidsthed om Den Kolde Krigs ideologiske dimension? At det var en konfrontation mellem samfundssystemer? Trods det, at Bornholm var lige ved at ryge bag jerntæppet, trods de russiske ubåde i Østersøen var der vel aldrig en fornemmelse af i Danmark, at vi var rigtigt truet?

JHM: Det mærkelige var egentlig, at der var jo masser af bevægelser som så truslen fra USA's side. Folketingsvalget i 1988, der handlede om hvorvidt vores allierede skulle fortælle om de havde atomvåben ombord på deres fartøjer viser hvor tåbelige vi var. Det er ren tåbelighed: at dem, der var vores beskyttere, skulle have nogle bank - for vores fjender vidste vi for lidt om, det var lukkede samfund. Det illustrerer meget godt hvad forskellen er på diktaturer og så på demokratier, hvor man kan diskutere: da man ikke kunne diskutere med kommunismen som sådan, eller diskutere hvad der egentlig foregik derovre, så blev det jo mere en diskussion om Ronald Reagan han var skør eller ej --- at en falleret skuespiller skulle trykke på denne her knap, og så var det hele forbi. Jeg husker da med skræk alle de her P1-udsendelser i Danmarks Radio, hvor unge mennesker fortalte om hvilken håbløs fremtid vi havde - og hvordan de ikke ville tage nogen uddannelse, fordi "de trykker jo bare på knappen og så er det slut". Der var meget dommedagsprofeti i dét.

ARTIKLENS FORSIDE

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ark og ulands