|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
3:10
|
|||||
|
|
"Min fjendes fjende"
Hvordan er regionens syn på Moskva blevet forandret i løbet af de 15 år?
IF: Det er helt klart, at der i de tre sydkaukasiske stater har været en national vækkelse hos de store folk. I Georgien, hos georgierne; armenierne i Armenien, arsenerne i Aserbajdsjan. Men hele Kaukasus jo er et etnisk kludetæppe - der bor vel i Kaukuasus, lidt afhængig af, hvordan man opgør det, op mod 50 forskellige folkeslag; folk som taler forskellige sprog, har forskellig historisk, kulturel baggrund, forskellige religioner osv. Det at de store folkeslag har en national vækkelse, skaber frygt hos de små folkeslag i Georgien, som føler at nu skal de georgificeres, nu bliver georgierne de dominerende. Det er det man ser i konflikten i Sydossetien og i Abkhasien: at de forsøger at rive sig løs fra Georgien. Sydossetterne er jo altså ossetere, og lige på den nordlige side af grænsen - inde i Rusland - der ligger Nordossetien, som sydosseterne har ønsket at blive sluttet sammen med . I Abkhasien har abkhaserne ønsket enten at blive selvstændige eller at blive en republik i Rusland, og ikke i Georgien.
Hvor russerne næsten bliver set som det mindre onde?
IF: Det er jo lidt princippet: Min fjendes fjende er min ven, ikke? Med modsætningsforhold mellem georgierne og russerne, men også mellem abkhaserne og georgierne. Det russiske militær har støttet det abkhasiske oprør - og abkhaserne har ønsket en tilnærmelse til russerne. Dumaen har også vedtaget resolutioner om dette her.
Hvor meget realitet har der været i tanken om SNG? I bogen citerer du en russisk politiker for at have sagt, at i stedet for 7 års integration fik man 7 års disintegration ihvertfald på den økonomiske side indenfor SNG?
IF: De russiske myndigheder har givetvis troet, at man kunne dominere SNG, og at SNG i høj grad kunne blive et redskab for russisk politik. Men de nye selvstændige stater har ikke ønsket at skifte Sovjetunionen ud med et russisk formynderskab. Det er derfor, at SNG-samarbejdet aldrig er blevet til så meget, som russerne havde håbet: hverken på det økonomiske eller det militære område. Hvis vi ser på, hvad der så er af fungerende aftaler i SNG på de hovedområder, så er det bilaterale aftaler, mellem Rusland og de enkelte. Både på det økonomiske og det militære område.
I Europa i øjeblikket har vi en særlig tendens til at fokusere på de regionale samarbejdsaftaler. Vil SNG kunne blive et sted, hvor de enkelte kaukasiske lande sagde, "nu bliver det en arena, vi vælger at forhandle i?"
IF: Nej, fordi de fleste af dem er bange for, at Rusland vil være for dominerende. Som selvstændige stater har de nu fået andre muligheder, hvor de kan trække kontakter til andre lande ind. I Aserbajdsjans tilfælde helt klart med Tyrkiet, og i et ikke ringe omfang også med USA, i kraft af samarbejde om olien. Præsident Aliyev har konsekvent afvist fredsbevarende styrker fra SNG til overvågning af en våbenhvile om Nagorno-Karabakh. Han ville gerne have en FN- eller en OECE-styrke ind, men ikke en fra SNG. Og det eksempel vi har på en SNG-styrke, eller noget der hævdes at være en SNG-styrke, den, der står på grænsen mellem Abkhasien og Georgien, er en ren russisk styrke. Altså: man har en SNG-vedtagelse om den, men for det første gik tropperne ind før man fik den vedtagelse, og for det andet er der kun russiske soldater i den og den styres helt entydigt fra Moskva. Det er det de nye lande er bange for - at tilstedeværelsen af russiske militære styrker vil undergrave deres suverænitet.
Nu har vi jo igennem 90erne hørt om Tjetjenien, Nagorno-Karabakh osv., men hvis vi nu taler om Kaukasus helt overordnet, hvad er så 'top 3' over de spændingsfelter, vi skal holde øje med?
IF: Jeg vil meget gerne vende tilbage til Tjetjenien, men hvis vi igen sondrer mellem dem, der ligger indenfor den Russiske Føderation og dem, der ligger udenfor, så kan man sige at 90ernes store væbnede konflikter i Sydkaukasus - Nagorno-Karabakh, Abkhasien, Syd-Ossetien: der er våbenhvile nu. Der er ikke egentlige kampe, men der heller ingen politisk løsning på problemerne, og der er ikke noget som helst, der tyder på, at der vil komme politiske løsninger, så vi har altså fastlåst situationen. Hvis vi tager Nagorno-Karabakh, så har armenierne og Karabakh-armenierne tilsammen erobret områder, der ligger mellem Armenien og Nagorno-Karabakh, og nord- og syd-for, således at Karabakh-armenierne har besat 20% af Aserbajdsjan. Det er helt uacceptabelt set fra et Aserbajdsjansk synspunkt - men situationen er fastlåst. Den såkaldte Minsk-gruppe, som er nedsat af OSCE for at finde en løsning, kommer ingen vegne. Så disse konflikter er fastlåste. De er ikke så blodige, som de var, men der er ikke tilstrækkelig mange, der er interesseret i en løsning af dem. Befolkningerne fx i Armenien og Aserbajdsjan er meget lidt indstillet på kompromis, og Nagorno-Karabakh kører i et vist omfang sit eget løb.
I Georgien har abkhaserne de facto selvstændighed, så der er ingen motivation til at lave et kompromis, der får georgiere, som var den største befolkningsgruppe før konflikten, til at vende tilbage til Abkhasien . Hvortil kommer, at man i Rusland på den ene side ikke ønsker, at de her konflikter skal løbe fuldstændig løbsk - så vi får spill-over eller flygtninge - men på den anden side heller ikke er interesseret i at løse konflikterne. For parterne har brug for russisk støtte så længe konflikterne varer, og det giver Rusland indflydelse i Kaukasus; giver dem en løftestang til at genvinde noget af indflydelsen i området. Rusland er Armeniens nærmeste allierede, og Armenien er det land, der modtager mest militær og generel økonomisk støtte fra Rusland. Så Rusland har stor indflydelse i Armenien.
Illustrationsfotos: Ib Faurby, NATO (montage)
|
||||||||||||||
