|
|
Den franske debat
Jo nærmere risikoen for en krig kom, jo mere intens blev debatten blandt de ledende intellektuelle som H. Bernard-Lévy, A. Finkielkraut, P. Hassner, og A. Glucksmann. Debatten blev især ophedet i forbindelse med det amerikanske-britiske-spanske resolutionsforslag af 24. februar, som krævede, at der skulle handles hurtigt mod Saddam, hvis han ikke straks levede op til de krav, som var blevet stillet i november 2002 (se nedenfor). De intellektuelle, som under Golfkrigen og krigene i Eks-Jugoslavien havde været tilhængere af 'retten til indblanding' (droit d'ingérence), vidste ikke længere, hvad de skulle mene.
På den ene side tilsiger deres værdigrundlag dem, at en grusom diktator som Saddam bør fjernes. På den anden side udtalte de, at det er vanskeligt at tage stilling, fordi den politiske situation i Mellemøsten er anderledes kompliceret end den havde været i Eks-Jugoslavien. Efter deres mening var der overhovedet ingen garantier for, at situationen ville forbedres med en krig mod Saddam. En ny Saddam ville sikkert overtage magten. Desuden kunne Irak heller ikke anskues som et enkeltstående problem. Det måtte ses sammen med Israel-Palæstina konflikten og med de andre arabiske regimers undertrykkelse af befolkningerne. Endeligt var de bekymrede for, om en krig ikke ville medføre yderligere islamisering af de arabiske samfund og dermed øge risikoen for islamisk terrorisme. ("Une ingérence sans évidence", Libération, 11.2.2003).
I debatindlæggene refereredes der ofte til nødvendigheden af at skelne mellem menneskerettigheder og politik. Menneskerettigheder blev dermed en kategori for sig selv, som ikke havde noget med politik at gøre. Menneskerettighedskategorien refererede dermed til en moralsk instans, som ikke kunne udøves, så længe situationen i Mellemøsten var 'kompleks', som de skrev. Den opfattede trussel stammede således ikke primært fra undertrykkelsen af menneskerettigheder i Irak, men fra truslen om en yderligere politisk destabilisering i Mellemøsten, hvis krigen brød ud.
Men denne modstilling mellem "menneskerettigheder" og "politik" ramte de intellektuelle som en boomerang. Det gjorde den, fordi de under krigen I Eks-Jugoslavien havde gjort sig til talsmænd for, at menneskerettigheder og sikkerhedspolitik ikke kunne adskilles. Derfor havde de svært ved at forsvare deres afkobling af menneskerettigheder og sikkerhedspolitik. Pierre Hassner, en af de ledende forskere I international politik, var ganske klar over dette dilemma. Men han fastholdt dilemmaet I en stor artikel Le Monde. A. Glücksmann var en af de få, som konsekvent gik ind for en krig pga. Saddams overtrædelser af menneskerettighederne.(Derfor er de også i vildrede i forhold til spørgsmålet om krig/ikke-krig mod Irak).
De intellektuelle forsøgte at hugge den gordiske knude over ved at skrive, at hvis det var nødvendigt med en krig, så skulle den føres med et FN-mandat. Men de tog ikke stilling til, om Frankrig skulle nedlægge veto i FNs Sikkerhedsråd. Det gjorde derimod den politiske venstrefløj samt det yderste højre. Fra dem lød det, at Frankrig skulle nedlægge veto.
Højrefløjen var noget splittet. På den ene side bakkede den op om Chiracs politik, fordi det var lykkedes ham at gøre Frankrig til en udenrigspolitisk højprofileret nationalstat i spørgsmålet om krig/ikke-krig. Den udenrigspolitiske lammelse - som var tydelig i perioden 1997-2002, hvor præsident Chirac delte magten med en socialistisk koalitionsregering - blev han befriet for ved parlamentsvalget i foråret 2002, hvor højrefløjen vandt. Siden da har Chirac ført en aktivistisk udenrigspolitik, som har en bred opbakning i befolkningen.
Men denne aktivisme til trods, så var der højrefløjspolitikere, der var bekymret for fransk marginalisering, hvis Frankrig ikke deltog i en mulig krig. Især den tidligere borgerlige udenrigsminister og statsminister, A. Juppé, som nu er leder af Chiracs borgerlige samlingsparti UMP (Union pour un Mouvement populaire), advarede mod et fransk veto.
En vigtig årsag til den franske ’exceptionalisme’ I forhold til Irak-problematikken er, at Frankrigs 'arabiske politik' har været en vigtig komponent i den franske udenrigspolitiske identitet, siden de Gaulle fik afviklet Algeriet-krigen i 1962. Kort tid efter denne krig udtalte de Gaulle: "Den arabiske verden. Det er os. Det er Frankrig". Frankrig bliver således opfattet som et amputeret krop, hvis landet ikke har sine arme nede på den anden side af Middelhavet. Denne vision af sig selv som det land, der per excellence taler de arabiske landes sag, har ikke ændret sig efter de Gaulle.
Siden 1962 har Frankrig opfattet sig som det eneste europæiske land, der kunne være brobygger mellem Europa og Mellemøsten på grund af de historiske bånd mellem de arabiske lande og Frankrig og på grund af de ca. fire millioner arabere i Frankrig. En amerikansk-ledet krig - udkæmpet af en 'koalition af de villige' uden fransk deltagelse - vil derfor kunne komme til at betyde, at Frankrig mister indflydelse på post-Saddam udviklingen i Mellemøsten. På den anden side vil en for stor støtte til USA afskære Frankrig fra indflydelse i de arabiske lande, hvis samfund udtrykker en stigende grad af anti-amerikanisme. Chirac balancerer således på en tynd line, der er udspændt mellem USA og de arabiske samfund. Et forkert skridt vil enten sende ham ned i den amerikanske favn eller i den arabiske.
Derfor har han konstant erklæret, at Frankrig og USA er gode venner, samt at Saddam er en diktator, som alle helst ville være foruden. Samtidig har han og udenrigsministeren Dominique de Villepin lige så konstant udtalt, når de har været på besøg i de arabiske lande, at de forstår de arabiske nationalstaters bekymring for en mulig krig.
Foto: COPRI
