|
|
Frankrigs kurs overfor USA siden den 11.september 2001
Frankrig udtrykte lige efter terrorangrebet den 11. september sin fulde støtte til USA i dets kamp mod terrorister. Det ansete blad Le Monde skrev ovenikøbet den 13. september i sin leder: "Vi er alle amerikanere". Solidariteten viste sig i 2001 i opbakningen til krigen mod Taliban-styret i Afghanistan, hvor Frankrig bidrog med indsættelse af franske specialstyrker samt fly.
Støtten kølnedes betydeligt fra det øjeblik, hvor Bush i januar 2002 begyndte at tale om Irak, Iran og Nordkorea som ondskabens akse. Daværende udenrigsminister, H. Védrine kaldte denne karakteristik en simplistisk og manikæisk [dualistisk tro på ”lyset mod mørket”] opfattelse af sikkerhedspolitik.
Hertil kom så yderligere, at den nye amerikanske doktrin om forebyggende angreb vakte harme i Frankrig, fordi som Chirac udtalte d. 9. september 2002 i et interview til New York Times: "Jeg er meget forbeholden over for den doktrin. Hvis en stat giver sig selv ret til at handle præventivt, ja så vil andre lande også gøre det. Tænk hvis Kina vil handle præventivt over for Taiwan blot på grundlag af udsagn om, at Taiwan truer Kina. Og hvad de sikkerhedspolitiske problemer mellem Indien og Pakistan? Jeg tror, at det er en ekstremt farlig doktrin. Selvfølgelig er man nødt til at handle præventivt engang imellem. Men det skal ske på grundlag af FN-mandat."
Da det ydermere blev klart i løbet af foråret 2002, at USAs hensigt var at vælte det irakiske regime og ikke blot at afruste Irak, skærpedes den franske kritik. Et var - ifølge den franske præsident - at støtte den legitime kamp mod terrorister som individer. Noget andet var præventivt at angribe stater - måske ovenikøbet uden FN-mandat.
I oktober 2002 krydsede USA og Frankrig for alvor klinger i forbindelse med udformning af et amerikansk-britisk FN-resolutionsforslag om irakisk afvæbning. Det lykkedes Frankrig med støtte fra Rusland at få ændret dette resolutionsforslag. USA og Storbritannien havde foreslået, at hvis det irakiske regime begik åbenlyse overtrædelser i forhold til kravene om afrustning, så kunne et hvilket som helst land erklære krig (læs: USA). Med undtagelse af Storbritannien var der ingen, der støttede et sådant krav.
Men der var heller ikke støtte til det franske forslag om, at det under alle omstændigheder skulle være et FN-mandat, der skulle give grønt lys for en eventuel krig. I Sikkerhedsrådet blev der vedtaget et kompromis, som blev udarbejdet af USA, Storbritannien og Frankrig. Det gik ud på, at hvis chefen for våbeninspektørerne, Hans Blix meddelte, at det irakiske regime lagde forhindringer i vejen for inspektion, så skulle Sikkerhedsrådet sammenkaldes og diskutere situationen. Frankrig gav således køb på sit krav om endnu et FN-mandat til en krig. USA gav afkald på automatisk at udløse krig, hvis USA mente, at Saddam ikke overholdt betingelserne.
Resultatet af disse forhandlinger blev til Sikkerhedsrådets resolution 1441, som blev grundlaget for våbeninspektørernes arbejde. 1441 blev i februar 2003 udfordret af et amerikansk-britisk-spansk resolutionsforslag, fordi USA ikke mente, at Irak viste tilstrækkelig samarbejdsvilje. Samtidig lod Frankrig og Tyskland et memorandum cirkulere, et såkaldt ikke-papir, hvor de gentog nødvendigheden af mere tid til våbeninspektørernes arbejde. Hensigten med alle disse 'resolutionsslagsmål' var at trække tiden ud. Tid måtte der til set ud fra et fransk synspunkt, fordi jo længere Frankrig kunne trække tidspunktet for en mulig krig ud, jo større chancer ville der være for at danne ad hoc alliancer. Der blev de facto dannet en alliance mellem Tyskland, Frankrig og Rusland og til en vis grad Kina.
Men tiden skabte problemer for Frankrig. Europa blev splittet og NATO blev udråbt til at være på dødens rand især på grund af Frankrigs kategoriske afvisning af NATO-beskyttelse af Tyrkiet. NATO fik udmanøvreret Frankrig ved at henlægge NATO-beslutningen til Den Militære Planlægningsgruppe, som Frankrig ikke har været medlem af siden 1966, hvor Frankrig trak sig ud af det militært integrerede samarbejde. Resultatet af opbygningen af ad hoc alliancen blev et splittet EU - ikke et udenrigspolitisk stærkt EU, som kan stå op imod USA, som den franske Europavision tilsiger. EU blev splittet, fordi Frankrig, Storbritannien og USA har forskellige udenrigspolitiske identiteter og dermed forskellige visioner af, hvordan konflikter skal løses.
Foto: COPRI
