|
|
||
|
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
|
2:8 Artiklen kan på sidste side downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning
|
||
Der var jo meget forskel på hvordan de europæiske lande valgte at positionere sig: I siger i begyndelsen af artiklen, at man netop i en krisesituation - når man tvinger landene til at træffe beslutninger – ser hvad deres interesser i virkeligheden er. I afviser en række mulige forklaringer for deres valg – og den første er de europæiske regeringers partifarve.
HM: Ja. Hvis man lytter til hvad der bliver sagt officielt, så kunne man jo godt tro at --- især blandt modstanderne vil man sige: 'Det her er et reaktionært, konservativt projekt' - underforstået: at jo længere man er ude på højrefløjen, jo mere vil man have lyst til at gå med. Men det passer jo ikke: hvis vi ser på partifarven på de regeringer, der har været med, så er der en britisk arbejderpartiregering [man kan selvfølgelig diskutere hvor den præcist ligger i spektret]; der er en polsk socialdemokratisk regering. Der er en Chirac og en belgisk borgerlig regering, som er på den anden side - og en finsk og en norsk borgerlig regering, som også er imod. Stillede man alle staterne op ville det falde nogenlunde 50-50, men så er vi altså derhenne, hvor du lige så godt kunne have kastet terning om det.
Hvilke implikationer har det for jeres tese hvis den nye spanske regering gør alvor af at trække de spanske tropper ud af Irak?
HM: Det er klart, at hvis den nye regering faktisk trækker styrkerne tilbage, så har vi et præmie-eksempel på betydningen af partifarve. Det kan ikke nægtes, men i forhold til 'fifty-fifty' fordelingen for det samlde antal lande i Europa forrykker det jo ikke billedet ret meget. Samtidig understreger det jo partifarvens ubetydelighed, når Chirac applauderer Zapateros sejr - eller Blair har svært ved at finde en grimasse i forhold til partifællens sejr.
Den anden I afviser er den offentlige opinion - det er ikke den offentlige skepsis eller accept, der afgør om landene går imod eller ej.
HM: Tydeligvis ikke. Der er virkelig nogle saftige opinionstal fra USA-støttende lande som Spanien, Bulgarien eller Makedonien, hvor der har været meget negative opinionstal for at den pågældende regering skulle gå med. Rumænerne var dog mere positiv. Men igen viser det sig, at det har i bedste fald ingen som helst betydning. I Holland ser vi at der brugte regeringen det dog som argument for at sige, at 'vi går altså ikke ind militært. Vi støtter diplomatisk op omkring krigen, men der er så meget modstand i befolkningen så vi går altså ikke i krig.
Flere mente at man med krigsprotesterne sidste forår så den folkelige opinions gennembrud i forhold til udenrigspolitikken. Det er jo en diskussion, der har kørt i 30 år: hvad betyder opinionen for udenrigspolitikken? Man har vel ment at den trods alt betød MERE i dag end før - men altså ikke særlig meget?
HM: Nej; i hvert fald ikke i sikkerhedspolitikken. Det, der kunne mobilisere, det var jo raketstriden i 80erne, som kunne få folk på gaden. Det slog bare meget lidt igennem hos regeringerne. Derimod har anti-missil-forsvaret ikke kunnet mobilisere - der er det ligesom det går for meget imod common sense [sund fornuft] at du ikke skal have sådan en beskyttelse ovenover dig. Til forskel fra at gå ind for Mutual Assured Destruction. Det er ikke umiddelbart indlysende hvorfor det skulle være fredeligt - så den kan man ikke rigtigt sælge. ["MAD" - det ultimative udtryk for terrorbalancen under Den Kolde Krig: amerikanernes princip om at en atomkrig ville blive ubetinget og dermed aldeles ødelæggende for begge parter. Visheden om sikker og total udslettelse skulle skræmme fra førstegangsbrug af atomvåben, fordi det ikke ville kunne være andet end garanteret selvmord. Red.]
Så når der overhovedet var en reaktion på Irak, skyldtes det så at det var til at forstå: "Han har ikke gjort os noget. Hvorfor skal vi angribe ham?"
HM: Ja, formodentlig. Det må vel være det ræsonnement. Desuden er den stærkes krig jo sjældent populær. Og så den tvivlsomme FN-legitimering. Ellers skulle man jo umiddelbart mene det modsatte - at man ville sige: "Jamen, her har vi virkelig en slagter, som der er grund til at gå til!" Men med de tal der er, så må vi altså konstatere: det er ikke sådan, det har virket.
Tror du grunden til at der ikke er protester nu kunne være at befolkningerne forventer at der er et politisk opgør på vej? Med undersøgelsen i USA, debatten i Storbritannien og måske herhjemme?
HM: Nej, det tror jeg ikke. Så ville der være meget mere gang i den. Jeg tror mere det er en form for afmatning - at man om ikke har glemt det, så vil videre til næste punkt og betragter det som et afsluttet kapitel.
Så protesterne sidste år var et isoleret udbrud?
HM: Ja. Sådan synes jeg det virker, sådan som tendensen er. Selv i Storbritannien, hvor det jo kører fortsat, der er det jo alligevel sådan at der er andre sager, der optager mediebilledet. Nu bliver det så forlænget i USA; men det er jo så fordi der er præsidentvalg og Bush vælger - eller er nødt til - at gå i kamp på det emne. I Danmark er det forbløffende lidt snak vi har om det.
Illustration:
U.S. Air Force
