|
|
Vi har skrottet traditionerne
Det er ingen tvivl om at det regeringen har gjort kommer mange borgerlige i møde - det er muligt det kun er 25% af befolkningen, men det er 25% som har ventet rigtigt længe på det her. Og man skulle sige, at i det øjeblik regeringen rykker til højre på udenrigspolitikken - hvad den indlysende har gjort, også i sin egen selvopfattelse - så skulle der jo opstå et tomrum, som venstrefløjen kunne udnytte, netop ud fra den analyse du laver af dansk udenrigspolitisk tradition: Den neutralistiske tendens, troen på FN, småstatsopførsel, den lille stats tillid til den internationale retsorden. Der burde være nogle cirkusheste på venstrefløjen, der kunne lugte savsmuldet når man nu havde fredsdemonstrationerne i foråret. Der skulle have været rum til at køre en moderniseret anti-amerikanisme i stilling - og gik det galt i Irak kunne man have talt på fingrene: "Hvad sagde vi?" Det er der en tendens til at man gør i kommentatormiljøet, men ikke særligt udtalt fra politisk hold. Er det fordi der på venstrefløjen mangler en beredvillighed til at tage opgøret?
HHH: Jeg tror der er flere forklaringer på det og det er ganske svært at komme ind til kernen her. Den ene forklaring tror jeg er, at vi lever i en tid hvor der er så store forandringer, så det der med at skrotte traditionelle udenrigspolitiske traditioner - som fx at Danmark først og fremmest støtter en international retsorden, fordi det er i vores egen interesse; at Danmark ikke er det første land, som stiller med væbnede styrker, når der er krig, og alle de skal vi sige: mere traditionelle positioner i dansk udenrigspolitik, de opleves måske allesammen som lidt utidssvarende. Og uanset at man ikke sådan har tænkt noget alternativ igennem, så opleves det måske altsammen, som noget der lidt hører til i fortiden - i Koldkrigsperioden, i en anden verden. Derfor er det måske lidt svært at mobilisere kritikken.
Og nogle af de traditioner går tilbage til før Koldkrigsperioden.
HHH: Ja, der var det jo nærmest en ligge-død-politik. Så derfor er der måske dét element i det. Et andet element tror jeg nok er at man oplever i store dele af det danske politiske miljø nu at det, der skete i slutningen af 80erne - uanset om man mente det var en god idé at skrive breve til amerikanerne og sige at de ikke måtte medbringe deres atomvåben - altså fodnoteperioden; ELLER om man mente det var en dårlig idé, så er regering og opposition enige om at det ikke tjener Danmarks interesser at skabe debat på dét der niveau i hvert fald.
Det går tilbage til din pointe før om enighed omkring udenrigspolitikken. Men den enighed gør det meget svært at få diskussionen om de internationale emner, for så længe den er intakt er anledningerne til at diskutere der ikke - og når anledningerne er der, ’så skal vi holde sammen’. Og så snart der er fred og Irak er et velfungerende demokrati - det kan ikke tage mange uger(!) - så er der ikke nogen herhjemme, der gider en stor diskussion om globalisering og den internationale retsorden, fordi: 'Nu er det overstået'.
HHH: Man kan svare på det ved at sammenligne Danmark og Storbritannien - og den politiske diskussion om det her i de to lande. I Storbritannien er der en meget aktiv, engageret presse, der diskuterer det her - spændende fra tabloidaviser, der tager stilling, til de store aviser, som er fyldt med lange, detaljerede, argumenterende artikler, som diskuterer argument for argument: Hvad er i Storbritanniens interesse?
Det er ikke tilfældet i Danmark. Og jeg tror at forklaringen - udover at der selvfølgelig er nogle forskelle i vores traditionelle politiske kultur og også i mediernes kultur osv. - er at der ikke i noget særligt omfang har været politisk lederskab i Danmark, som har ønsket at sætte denne debat op. Beklageligvis er det jo sådan, at medierne i meget høj grad fungerer som spejl for den aktuelle, politiske, nationale diskussion. Det kan være et spejl, som kan være lidt kritisk - det kan være et spejl, som bliver drejet en lille smule, men det er meget, meget sjældent at medierne er i stand til - eller næsten: prøver - at køre ind i det, man kunne kalde sådan en engageret offentligheds-rolle, hvor man for alvor bliver ved med at prøve argumenterne igennem, få diskuteret igennem: er det her en fordel? Den dér diskuterende offentlighed, som den tyske sociolog Jürgen Habermas kalder det, har vi ikke ret meget af i medierne.
|
|
Illustrationsfoto: US Air Force
Portrætfoto: HHH
