|
|
Hvad er Danmarks interesse?
Når der ligger i det du siger at Bush forfølger terrordagsordenen i mangel af bedre, fordi det giver ham lige den mission og det projekt han har savnet, så kunne man svare at dét er præcis et europæisk syn på amerikansk politik, fordi der karakteriserer amerikansk politik i almindelighed, republikanerne i særdeleshed og endda republikanere som Bush i særlig grad, det er: at han vil være meget tilfreds med at administrere - helst en opgangsperiode med en god økonomi, men ellers: en periode hvor han sørger for at holde USA ude af internationale forpligtelser, bore olie i Alaska, sige nej til Kyoto, smide lunser til abortmodstanderne. En minimalistisk, borgerlig dagsorden, der er ganske succesfuld så længe økonomien tordner derudad, fordi forventningerne til hvad regeringen skal gøre ikke er særlig store.
HHH: Og det er jo lige præcis derfor han er kommet i vanskeligheder, fordi det er jo fuldstændigt rigtigt at han lover ikke den amerikanske befolkning at han for alvor vil gøre noget, der indebærer en større føderal regering, højere skatter eller noget som helst andet. Men: han har samtidig sat gang i et projekt som består i at han har erklæret Krig Mod Terror; terrorismen, globalt set. I en radiotale han holdt fornylig gik han igen ind på det og sagde: 'Vi vil blive ved. Den her kamp vil fortsætte. Jeg vil ikke spare nogen ressourcer i den her kamp'. Vi har allerede set det - i den forstand at der nu er kæmpet to krige, og ikke alene kæmpet to krige men to krige hvor USA nu engagerer sig - hvor soldaterne nu skriver breve hjem fra, krige, som indebærer økonomiske ofre selv for en supermagt som USA. Og alligevel fortsætter han med at spænde buen.
Så set ud fra en republikansk dagsorden er det her næsten noget af det værst tænkelige, fordi han ikke kan løse det på det interne plan, og samtidig skaber han udgifter på det eksterne plan ved at engagere USA i et meget større internationalt forløb, som måske i virkeligheden ikke har vælgernes opbakning - i hvert fald ikke på længere sigt.
Der er et spørgsmål, som jeg har undret mig over i den her diskussion om USA og Danmark og Europa. Det er spørgsmålet om, hvad det egentlig er Danmark får ud af at give den her støtte til USA. Hvis vi ser på regeringens argumenter, så har de i stort mål været at det er med henblik på at løse vores sikkerhedsproblem: ’Vi kan ikke sætte vores lid til at det kan løses på europæisk niveau, fordi vi kunne jo se uenigheden; vi kan jo se hvad der sker i Tyskland og Frankrig - det er ikke garanti nok for os’. Men problemet med det argument er måske: Hvad er det præcis for en sikkerhedstrussel, Danmark er udsat for? Forøger eller formindsker vi den trussel ved at handle som vi gør? Man kan argumentere begge veje. Men spørgsmålet er helt klart: det er ikke umiddelbart indlysende - i hvert fald ikke for en, som professionelt beskæftiger sig med international politik - at se hvor stor gevinsten er, i øjeblikket, af den der meget næsten ukritiske opbakning omkring en amerikansk administration.
Det var tydeligere at se under den tidligere regering - der kunne man sige at dér var et Baltikum-projekt, som USA støttede; det gav Danmark nogle muligheder i Østersøen for at hjælpe de baltiske lande frem til medlemskab af NATO og EU. Men i den aktuelle situation havner Danmark meget nemt, hvis vi ikke passer på, i den samme situation som Storbritannien er kommet i: nemlig at vi yder støtten men det er meget vanskeligt at se om vi også kan få betalingen for den støtte efterfølgende.
Men regeringen ville sige at det er os, der skal betale, ikke? At det er kompensation for 2. verdenskrig, hvor vi jo ved et rent tilfælde endte på den rigtige side, og for 80ernes fodnoter. Det er vel regeringens opfattelse at hvis vi under Den Kolde Krig manglede forståelse for vores egen sikkerhedspolitiske situation og manglede empati overfor Østblokken, der betaler vi tilbage. Så nu slår vi over i den anden side for at demonstrere overfor amerikanerne, at den danske linie ikke repræsenterede 100% af befolkningen dengang - men at der var borgerlige i den periode, der følte at vi ikke slog til.
HHH: Dét er argumenterne. Men man kan på den anden side sige, at det ikke er en politik Danmark har ført i de sidste 10 år – og der er jo ikke noget afgørende, der adskiller os lige nu.
Vi har en borgerlig regering.
HHH: Vi har en borgerlig regering, ja bestemt - men set ud fra en udenrigspolitisk synsvinkel. Regeringer kommer og går - udenrigspolitikken skulle jo helst følge en lidt mindre svingende kurs. Så det understreger at det der med sikkerheden, sikkerhedsrisikoen og dermed også sikkerhedsgarantien, ikke længere kan opleves og opfattes og forstås på samme måde som vi gjorde under Den Kolde Krig.
I forhold til befolkningen og den proces, vi har haft det sidste år: ville det være rigtigt at sige at pressen slet ikke var gearet til den form for reel og dybtgående udenrigspolitisk splittelse der var i foråret? Der var jo nogle uger, hvor der kunne se ud til at danske tropper skulle i krig på et folketingsflertal bestående af V, K og Dansk Folkeparti: et scenario, som man måtte forholde sig til. Er det rigtigt at presse og politikere ikke stod særlig rustet til den der type uenighed, da den opstod? Blev journalisterne taget på sengen?
HHH: Det, der har fascineret mig allermest omkring dækningen af Irakkrigen og dækningen af den danske politik omkring det her, det er, at der er sket en markant dansk udenrigspolitisk ændring: nemlig at vi har kastet os ud i en krig uden et FN-mandat. Der er ganske vist ét fortilfælde - i Kosovo, men det var alligevel helt anderledes, fordi der var en klar humanitær begrundelse. Dén diskussion om dét betyder at Danmark ikke længere sætter den internationale retsorden op som et grundprincip for sin udenrigspolitik - den har stort set været fraværende i pressen. Og det er - i hvert fald for mig, der i 30 år har beskæftiget mig professionelt med udenrigspolitik - ganske besynderligt. Fordi uanset om man måtte mene at det var en god eller en dårlig idé at støtte amerikanerne, så bliver der foretaget en slags implicit beslutning om at lave om på noget helt grundlæggende i dansk udenrigspolitik - uden at det bliver offentligt diskuteret. Selvfølgelig har der været lidt diskussion, men det har ikke for alvor ligesom været en diskussion, som står mål med hvor stor en forandring, det i realiteten er.
Grunden til at den diskussion ikke har været der er efter min vurdering, at både regeringen og oppositionen i virkeligheden helst vil lade som om at der ikke er nogen ændring. Enten ved at sige: "Jamen, altså, det er jo kun denne her ene gang!" - og så gælder dét så indtil næste gang, og så er det jo kun indtil næste gang igen... Og medierne har i alt for stort mål taget udgangspunkt i den dagsorden, politikerne har sat. Både den som Socialdemokratiet har sat og som regeringen har sat. Og derfor her denne her diskussion aldrig rigtigt fået ben at gå på i et omfang, der svarer til hvor stor forandringen rent faktisk måske i virkeligheden er. Dét undrer mig.
|
|
Illustrationsfoto: US Air Force
Portrætfoto: HHH
