|
|
Bush og brintbilen
Men der er et paradoks: du taler om Rwanda som en begivenhed, der kommer tæt på, men beskriver samtidig hvordan man i Houston og New Orleans, ikke er særlig optaget af hvad der sket i Washington og New York 6 måneder efter. I det øjeblik det ikke er koblet til flæskepriserne eller de meget konkrete danske sikkerhedsinteresser, så kunne man sige: Det er ikke AL udenrigspolitik, der bliver vigtig - men INTET af den, fordi det hele falder ind i en kakofoni, der bliver lige verdensfjern.
HHH: Det er den helt store risiko, hvis medierne ikke stiller op til at holde den interesse ved lige - fordi så vil folk jo så til sidst sige, så kan det også være lige meget. Og så kan vi få en udvikling a la den politiske apati, den politiske ligegyldighed der jo præger USA; som gør at under halvdelen stemmer ved valg og at en stor del af den amerikanske befolkning føler sig koblet af det projekt, som hedder: USA's politik. Derfor har de så lille en interesse for udenrigspolitikken – og derfor dækker de amerikanske medier internationale begivenheder så lidt som de gør.
Mindre i dag end de gjorde for 10 år siden, ikke?
HHH: Jo. Dér er vi jo heldigvis ikke i Europa endnu, og det kan vi jo lære af amerikanerne: at prøve at undgå at komme derhen. Fordi pointen er jo at de her globale begivenheder er åbenbare, for alle mennesker, i den forstand at de er er åbenbart betydningsfulde. Alle kan se at når de her ting sker - uanset at der ikke er nogen direkte forbindelse til Danmark eller Europa, så kan det ændre den totale verden, vi lever i, så skal det dækkes længere end i bare den 14 dages eller 14 ugers periode, der nu er tale om.
Men på baggrund af den beskrivelse du gav de af de amerikanske vælgere før, med optagetheden af de indenrigspolitiske emner, kan man vel sagtens forestille sig at de temaer - ventelisterne på sygehusene osv. - er stærke nok til at holde folk til stemmeurnerne: men at det bare er udenrigspolitikken, der ikke interesserer dem? En form for national-provinsialisme i virkeligheden - man er dødoptaget af 'mig og min familie', men at den der kobling mellem indenrigs- og udenrigspolitik, hvor alting vejer lige tungt, ikke finder sted?
HHH: Det er jo det bizarre ved USA: det, der har præget Bush's beslutning om at gøre terrorisme til en hoveddagsorden, er jo at den amerikanske præsident i virkeligheden ikke har så meget indflydelse på den enkelte amerikaners dagligdag - bortset fra netop på udenrigspolitikken. Det føderale budget er ikke særlig stort - det er relativt begrænset hvad han kan gøre for den enkelte amerikaner. I sin sidste tale til nationen gjorde han et stort nummer ud af kampen mod terrorisme og så var et andet hovedemne brintbilen. Og brintbilen fortalte han vældig henrevet om som den, der skulle løse energikrisen - og hvor langt man var kommet i USA med brintbilen.
Det afspejler jo at den amerikanske føderale regering og dermed, den amerikanske præsidents muligheder, mere er på det her med at sætte dagsordener end egentlig på at levere varen til den enkelte borger. Dvs. at hvis man ser det fra den enkelte amerikaners synspunkt - han vil have en bedre skole, nogle bedre veje osv. - så er valget hvor han skal bosætte sig og hvordan han skal handle politisk i sin egen stat og i sit eget lokalområde, fordi det er der, beslutningerne bliver truffet.
I Europa er det anderledes - og det er det interessante ved det, at mange af områderne, selvom vi bliver globaliseret, udvikler sig lidt forskelligt. Fordi i takt med udviklingen af EU har vi jo begge dele i spil, samtidig, internt i Europa: her flyder indenrigspolitikken og udenrigspolitikken sammen; det opleves ikke længere at der er nogen klare og præcise sondringer mellem det ene og det andet. Også for den enkelte borger opleves det som om at udenrigspolitik og indenrigspolitik kun meget vanskeligt kan adskilles meningsfuldt, internt i EU. Derfor reagerer befolkningerne også anderledes på de her internationale begivenheder end amerikanerne gør.
Men man kunne sige at det er fordi EU er i et mellemstadie. Enten går det i opløsning tilbage mod et frihandelsområde eller også får vi en statsdannelse; ikke helt som USA - omend det tætteste vi kender er det amerikanske forbillede. Det betyder at vi får en føderal regering i Bruxelles med præcis de samme begrænsninger og distance som Washington, og at præcis den samme apati vi ser i det amerikanske politiske system er den vi ser afspejlet i valgene til Europaparlamentet. At den apati i virkeligheden er bygget ind i sådan en føderalstat med et par hundrede millioner mennesker.
HHH: Det kan man sagtens tænke sig. Men jeg tror det tidsperspektiv er så langt så der vil løbe mange radioudsendelser i sandet inden vi kommer derhen, fordi det vi jo i realiteten er i gang med i Europa er at opbygge et nyt system, som ikke er set før - og i det nye system, i hvert fald set i øjeblikket, er der meget langt frem til at vi kommer til en klar løsning - enten det ene eller det andet. Vi kommer til at leve med mellemformer; med at netop udenrigs- og indenrigspolitik; flygtningepolitik og økonomisk politik blandes og vedtages på mange forskellige niveauer internt i Europa.
Dér hvor Europa har det helt store problem, det er jo at vores apati er koncentreret omkring netop det europæiske projekt. Det bizarre ved det er jo, at det, der har skåret barriererne ned mellem indenrigspolitikken og udenrigspolitikken og mellem staterne osv., det er det projekt, der påkalder sig den største mangel på interesse fra de fleste – hos danskere, jo tydeligvis, men også blandt mange andre europæere. Det er jo i en vis forstand et paradoks og et problem, fordi det gør at interessen for så at finde ud af om vi skal påvirke det til at udvikle sig i den ene retning - altså en føderal retning - eller en mere konføderal retning, den bliver kun øjeblikkelig og glimtvis. Så hvor amerikanerne har deres store problem omkring apatien overfor den store verden, overfor hvad der sker og i en vis forstand overfor præsident Bush, så er vores problem apatien overfor det, som i virkeligheden er den store dynamiske udvikling - på godt og ondt - i Europa: nemlig EU-projektet.
|
|
Illustrationsfoto: US Air Force
Portrætfoto: HHH
