FØRSTE KVARTAL 2003: 26.februar

8:15 <  >

"Stormagtens modspiller..."

 

 

 

7. Hvorfor skal det være lige nu?

 

CBK: Men lad os tage netop den dér problematik, fordi man kan sige,  det  har været draget frem som forskellen på Golfkrigen og på den Golfkrig, som vi måske står overfor, nemlig at man jo havde:  Kuwait.  Der var sket krænkelsen af et suverænt territorium – det må man jo sige der var, ikke, der var sket en hel erobring,  annektering af et andet land. I Jugoslavien havde man også, som du selv siger, en borgerkrig: det var meget tydeligt, hvad der foregik.

Hvor man kan sige at det, som sker nu er jo altså i en eller anden forstand forebyggende  og så gør USA og Storbritannien jo et nummer ud af at sige at Saddam Hussein har fået chancer, han har fået muligheden for at vise det ene og det andet, han har illustreret at han er kriminel på den ene og på den anden led, men det er stadigvæk en forebyggende aktion. Der er stadigvæk tale om at man griber ind for at undgå nogle scenarier, og det har jo bl.a. været Blair’s linie at passivitet i denne her situation fører også nogle negative resultater med sig. Er det den store forskel? Altså, når du taler om at befolkningen i Europa er ikke imod krig for så vidt, og kan godt  forstå at voldsanvendelse kan være fornuftig i en vis situation. Mangler man den rækkefølge af begivenhederne? Vi er vant til at mene at forbrydelsen skal ske før straffen falder?

HELVEG: Det er et element i hvert fald.  Hvis jeg lige må opholde mig et øjeblik ved Kuwait: her var situationen jo krystalklar. Det er den klassiske folkeretslige krænkelse af et andet lands territorium. Man kan sige folkeretten er opstået for at beskytte stater mod pludselige overfald fra deres naboer – det må man altså ikke! Og FN-pagten taler udtrykkeligt om den territoriale integritet som hvert af medlemslandene har ret til. Og her er det altså nabostaten Irak, der bare – uden videre – militært overfalder en lille nabo, Kuwait. Et soleklart brud på den internationale retsorden. FN-vedtagelser, og derefter: Operation Desert Storm, som  Danmark jo også deltog i – og med min støtte.  Så det er det klassiske  folkeretsbrud vi her ser. Så har vi Kosovo: det er noget andet, her er der tale om en militær magtanvendelse som er hvad man vil kalde: humanitær intervention. Dagligt på tv-skærmene har vi disse hundreder af tusinder af mennesker, der flygter ud af Kosovo, forfulgt af serberne,  bor i lejre  – en stor elendighed. Syn for sagen, så at sige: at her sker der krænkelser. Og jeg tror det er rigtigt at  i tilfældet Irak har tilhængerne af en øjeblikkelig militær intervention det store problem at forklare – ikke bare at der skal være krig, det kan være galt nok, men hvorfor skal det være nu? Lige nu? Okay – i 12 år har han ikke adlydt, men hvorfor lige nu, netop nu-

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

 

 

Foto: Folketinget