CBK: Men præcis den periode hvor man måske har – skal vi sige, talt den der fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik mest op, ikke, er jo den periode hvor du har været udenrigsminister.  Hvad er er din fornemmelse dér –  når vi nu ser de folkelige protester, når vi nu ser den temmelig sådan fundamentale uenighed omkring hvad der skal gøres (som vel eksisterer både på den ene og på den anden side af Atlanten, altså, der er tilhængere og modstandere af en militær aktion mod Irak både i USA og Europa).  Kan man sige at der er blevet skabt en forventning om, i hvert fald i Europa de sidste 10 år, at krig eller magtanvendelse  på en eller anden måde hørte fortiden til? Altså, det er rigtigt nok at man gik ind i Jugoslavien, men der lykkedes det jo også ligesom at få lagt låg på, i sidste ende.  Er det blandt andet det vi ser i fredsdemonstrationerne – at der er en fornemmelse af at krig hører fortiden til?

HELVEG: Hvis jeg lige må gøre den bemærkning om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og retorikken, som jo er interessant: du vil ikke i nogen af mine udtalelser kunne finde at jeg har ’talt den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik op’. Jeg har altid netop forsøgt at dæmpe forventningerne til den. Og påpeget begrænsningerne i dét. Og påpeget, at når det kom til de afgørende udenrigspolitiske spørgsmål, så er nationalstaterne i allerhøjeste grad levende – de spræller, de har ikke lagt sig til at dø. De vil selv bestemme deres udenrigspolitik.

Men om magtanvendelse: det synes jeg er mere kompliceret. Og her kan jeg da tale med min personlige erfaringer: Jugoslavien var altså også et lærestykke i at magtanvendelse kunne være nødvendig. Anvendt med  forsigtighed og  ja, med ulyst, kan man sige, kunne magtanvendelse være nødvendig, for at forsøge at håndtere en  borgerkrig, der jo udviklede sig i det yderste bestialske. Så læren af 90erne er jo ikke at magtanvendelse – hvis jeg må bruge et lidt gammeldags udtryk – under ordnede forhold, at det ikke kunne give gode resultater.

Jeg var stærk tilhænger af  FN-mandater til NATO til at håndtere begivenhederne i Bosnien,  i de øvrige dele af eks-Jugoslavien… Stærk tilhænger også af, i sin tid, at vi indsatte militær i Albanien.  Og Kosovo er jo et eksempel på at det internationale samfund, herunder Danmark (på det tidspunkt da jeg var udenrigsminister) gik faktisk jo i krig – i væbnet aktion – selvom der ikke var et fuldstændigt krystalklart FN-mandat. Fordi man kunne ikke acceptere de begivenheder, der sådan udspillede sig dagligt, med etniske udrensninger. Her et eksempel på ikke bare at vi greb til magtanvendelse med et humanitært formål, men også: at offentligheden var med. Vi havde, kan jeg huske, i Danmark, hele tiden noget der lignede 70% af befolkningen, der støttede at Danmark deltog i Kosovo-opgøret. Så det kan jeg altså ikke få til at klinge rigtigt.  Under de rigtige omstændigheder, hvis i øvrigt omstændighederne taler for det og der er  en helt håndfast god grund til militær magtanvendelse, så accepteres det også.  Det skal være sidste udvej og alt det der, men det er ikke sådan at den europæiske offentlighed har opgivet at tro på at det kan være det fornuftigste i en given situation.

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget