CBK:  The Economist har en pointe i denne uge hvor de giver udtryk for, at en af grundene til at situationen kan virke så  kaotisk i Europa, det netop er at man i 15 år – og særligt de sidste år – har talt meget om denne her fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Altså, hvis man ikke havde bygget forventningerne op til at ’nu skulle vi sandelig også koordinere, nu skulle vi stå sammen’, så  ville det ikke være helt så overraskende at Storbritannien har en anden holdning end kontinentet?

Du taler nu om den internationale retsorden, ikke, og altså opfattelsen af, at der er et internationalt regelsæt, der fungerer og som regulerer de her konflikter i en eller anden grad. Den forhåbning der var efter den kolde krig til at det her var ikke bare under udvikling, men nu skulle det altså realiseres, nu gjaldt der nogle andre regler.  Og de forventninger man opbyggede til at EU skulle koordinere udenrigspolitikken, sikkerhedspolitikken, de sidste år. Har der været en tendens til, de sidste ti år, at man har været for optimistisk og gjort sig så store forhåbninger om at magtanvendelsen og voldsanvendelsen var forsvundet, at når vi så har denne her konflikt nu, at så opstår der en frustration over at virkeligheden ikke kan leve op til de dér spilleregler?

HELVEG: Ja, det sidste tror jeg der er noget om. Der HAR altid været meget hul retorik i snakken om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i Europa. Den har fået for meget, simpelthen. Og man har aldrig rigtig villet se i øjnene at der var jo to kæmpe begrænsninger – ja, jeg vil endda sige: fire begrænsninger, to mindre og to meget store, for udviklingen af den fælles-europæiske udenrigspolitik.

To sådan tekniske begrænsninger: EU råder ikke over eget diplomati. EU råder ikke over sit eget efterretningsvæsen. Jeg er altså afhængig af - når man træffer beslutninger i EU - at trække på de andre landes efterretninger. Dem deler de jo til en vis grad med hinanden, men altid kun til en vis grad.  Det vil sige, der er store dele af informationsgrundlaget som ikke er fælles. Men det er sådan mere teknisk –

På det principielle plan er der to væsentlige begrænsninger.

Den ene er så ligetil; det er, at man kan ikke komme i en situation som den man er i i USA: at man ved én fælles beslutning kan træffe beslutning om at sende folk i krig. Det vil ikke kunne lade sig gøre i henhold til de europæiske forfatninger – engelske soldater kan ikke sendes ud uden at det er med underhusets billigelse; danske soldater kan ikke sendes ud uden folketingets billigelse; franske ligeledes osv. Sådan har det i virkeligheden også altid været indenfor NATO, hvad man er tilbøjelig til at overse. Men det er sådan fundamentalt forskellen – og det vil sige, at når det kommer netop til magtanvendelse, så er situationen i Europa den at der er en række vanskelige og somme tider snirklede procedurer, der skal iagttages i hvert enkelt land før man kan træffe sådanne beslutninger.

Og så er der endelig én, som altid er blevet overset, nemlig at når vi taler om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik så er der to lande, der er mere lige end andre: nemlig Frankrig og Storbritannien, som har sæde i Sikkerhedsrådet. Og så kommer jeg tilbage til det med den Kolde Krig: jo, jeg mener bestemt at efter den Kolde Krig har sikkerhedsrådet fået yderligere betydning. Under den Kolde Krig der var sikkerhedsrådet ofte lammet af stormagtsvetoer. I en lang række af de vigtige brændpunkter, der var  sikkerhedsrådet ude af stand til at agere – typisk Mellemøsten  og nogle andre sager. Men efterhånden så, efter den Kolde Krigs ophør, så udviklede der sig et godt samarbejde i sikkerhedsrådet. Og hele Jugoslavien-håndteringen igennem 90erne blev jo båret i sidste ende af sikkerhedsrådets vedtagelser. Og Irak har været dirigeret også af sikkerhedsrådets vedtagelser. Så snart vi i den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik har nærmet os de emner, hvor Sikkerhedsrådet var  inde over og virkelig spillede en stor rolle - ja, så har to lande været mere lige end andre. Og derved er der jo et kæmpe hul i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. På disse punkter er vi ikke fælles.

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget