CBK:  Jeg kom til at tænke på før, da du talte omkring George Bush Senior,  at en vinkel der ikke har været rigtigt fremme er jo,  at der er jo sket et generationsskifte også i Europa, blandt de europæiske politikere. Der er nye statsledere nu ift. hvis man ser netop på Bush-administrationen –  Golfkrigen, Tysklands samling,  den der periode fra ’88 til begyndelsen af 90erne, hvor man ligesom  havde det, som Bush selv refererede til som en ”ny verdensorden”. Hvor Gorbatjov sad i Rusland og hvor man stadigvæk havde Helmuth Kohl osv. Hvor meget betyder den dér menneskelige faktor? Den dér statsmandsfaktor? Fordi man kan godt have det indtryk engang imellem når man ser tilbage netop på den periode – med Tysklands samling, med Golfkrigen, og med de her meget følsomme punkter, der kom på et tidspunkt hvor den kolde krig lige var overstået og for så vidt jo stadigvæk kørte i og med at Sovjetunionen stadigvæk eksisterede. At det krævede en behændighed og et håndelag og en fingerspidsfornemmelse, som måske mangler i dag? At det simpelthen er et generationsskifte – at man har folk som  ikke kender hinanden endnu, og derfor kan der opstå den der retorik du talte om før?

HELVEG: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke det er disse faktorer. Nu kan man jo sige, at netop på den amerikanske side, i den amerikanske ledelse, er der folk som den unge Bush har arvet fra sin far  -

CBK: Colin Powell--

HELVEG: Ja, for så vidt både Colin Powell men også Rumsfeld og Cheney, som er meget indflydelsesrige i Bush-administrationen. Det er jo folk, der har deres rødder tilbage i den kolde krig. Så jeg tror det ikke.  Man må også sige, Bush har jo på visse punkter når det drejer sig om det personlige diplomati haft enorm succes – Kina, Putin. Altså Putin’s besøg på  hans ranch i Texas var jo et fantastisk visuelt udtryk for hvor tæt USA og Rusland var kommet på hinanden. Og her var der ledere af en ny generation – Putin, Bush – som pludselig kom vældigt godt ud af det med hinanden. Og nogen tilsvarende fornemmelse har man jo i  forholdet mellem USA og Kina, som helt utvivlsomt er blevet langt bedre. Det er køligt, det er afmålt, men det er to nationer, som har stor respekt for hinanden, og som forsøger at finde fælles ståsteder i verdenspolitikken. For ikke at gå på tværs af hinanden og gå fejl af hinanden. Så man skulle nødig – ud af den her snak om det, der er gået galt ­– komme i den situation at man glemmer det, der er gået godt. Og det er jo bl.a den utrolige udsoning, der er fundet sted mellem USA og Rusland og Kina. Og det er jo en stor lykke, og dét skal amerikanerne da have med som kredit.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget