CBK: Man kan sige, at det, der jo har været den amerikanske administrations opgave  har jo ligesom været at skulle bevise for Europa: forbindelsen mellem 11.september og så den situation vi står i nu. 

HELVEG: Ja.

CBK: Er det dit indtryk – hvis man nu havde taget denne her konfrontation med Irak for et år siden, eller for halvandet år siden, eller i umiddelbar forlængelse af Afghanistan, at det så var gledet lettere ned?  Tror du det at der er gået så relativt lang tid  hvor skyggen fra 11.september ligesom har lagt sig lidt, måske betyder at man har nået i Europa at reevaluere situationen på en måde, som man ikke ville have gjort hvis der havde været en mindre afstand?

HELVEG: Det er jo et interessant tankeeksperiment,  og det er muligt at det ville være sådan, det kan jeg ikke rigtig have nogen sikker mening om. Jeg synes jo nok, at det der var det umiddelbare svar på 11.september – der havde amerikanerne jo stort følgeskab – det umiddelbare svar på 11.september det var operationen imod Afghanistan, hvor  Europa i enighed – både regeringerne og offentligheden – stod helt bag. Og jeg tror allerede hvis man havde forsøgt at dreje fokus  imod Irak på det tidspunkt, så  havde det føltes helt underligt at man angreb en helt anden end den, der stod bag 11.september. Jeg tror egentlig ikke at det ville  have bekommet de europæiske regeringer og offentlighed særligt godt. Men det er jo et meget svært spørgsmål at svare på.

CBK:  De lande, der er mest involveret i konflikten – Storbritannien og USA, er jo lande der i virkeligheden over de sidste 10 år efter Golfkrigen har bombet Irak løbende – the no-fly zones har de overvåget osv. Det vil sige: Irak har jo ligesom været på deres dagsorden hele tiden, har måske aldrig rigtigt forladt skrivebordene, på den måde som det gjort i   kontinental-Europa. Dén holdning der er så stærk i Europa, som er så tydelig i Tyskland ikke mindst, og som også er fremme i Frankrig, nemlig at ”krig er en fiasko”, og at voldsanvendelse er et problem i sig selv, noget vi skal undgå næsten for enhver pris… Kunne man ikke sige at hvis det fly, der faldt ned i Pentagon var faldet ned i Big Ben i stedet for, eller i Pompidou-centret i Paris eller i Brandenburger Tor eller i Rigsdagen i Tyskland, så ville europæerne have stillet sig anderledes? Så ville de være mindre sarte?  Fordi når Rumsfeld kan gå ud og lægge den retorik du taler om før, så er det jo fordi han henvender sig til en amerikansk offentlighed, der – vil mange sige – er skræmt og betragter verden på en anden måde end de gjorde før 11.september?

HELVEG: Til det spørgsmål vil jeg nok svare nej. For Europa har jo kendt terrorisme. Franskmændene har haft deres rigelige andel. Storbritannien var jo plaget – ikke bare i Irland; IRA var jo ikke bare sådan et lille irsk landsbyfænomen, de opererede jo i England (jeg husker attentatet i Brighton mod hotellet ved den konservative partikongres, tror jeg, hvor Margaret Thatcher var ved at komme til skade). Tyskland har jo haft Rote Armee Fraktion og disse gale venstrefløjsterrorister, Italien det samme:

Nej, det tror jeg egentlig ikke. Fordi  den europæiske virkelighed er ligesom noget, det…  det kan ske, det ved vi. Og derfor tror jeg chokket i den amerikanske offentlighed over 11.september  derfor var så stort. For pludselig var altså heller ikke USA sikker. Det skabte en pludselig usikkerhed : ”jamen, er vi ikke sikre? Det havde vi jo ellers troet vi var!” Mens europæerne aldrig har haft grund til at tro at terrorisme ikke kunne finde sted – at der ikke var gale folk, der var klar til hvad som helst. Derfor tror jeg den psykologiske virkning er en noget anden i Europa. Det kan også være en forklaring på at  afstanden mellem os ligesom er blevet større.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget