CBK: Niels Helveg, Ræson er meget taknemmelig for at kunne få lov at høre din vurdering af den aktuelle situation i forbindelse med Irak og, ikke bare jo altså skal vi sige: situationen omkring Irak og konflikten dér, men også den overordnede diskussion som det jo har udviklet sig til at blive: nemlig omkring forholdet mellem Europa og USA. Der er blevet brugt nogle meget store ord og en meget stærk retorik den sidste måned, både omkring hvad det er for nogle risici man står overfor i Irak og hvad dét kan udvikle sig til, men også jo om forholdet mellem Europa og USA, og om forholdet mellem de europæiske lande internt i EU. Er det en overraskende situation vi står i?

HELVEG: Ja, det synes jeg. Man kan altid, selvfølgelig  kæde nogle elementer sammen som burde fortælle éen, bagefter, at man burde ikke være overrasket.  Det er jo altid, selvfølgelig, interessant – men jeg er overrasket.

De elementer man kan pege på, som har peget i retning af dette her, det er flere. Det er jo først og fremmest at præsidentskiftet i USA betød et meget meget stort stilskifte i den amerikanske politik. Jeg taler ikke her nødvendigvis om indholdsmæssige forskelle, men et stort stilskifte.  Clinton var jo som skabt til den europæiske offentlighed – han var jo interessant, spændende, beundret. Tænk på hvordan han blev modtaget i København her for ganske få år siden - og det var ikke kun København, det var jo hele Europa - det var jo et triumftog: hvor han kom frem blev han hyldet, beundret. Bush har en helt anden vestlig amerikansk tilgang til tingene som slet ikke går så godt her i Europa. Det kan man analysere længe på, men jeg mener dette er en kendsgerning.

Så kan man så også pege på at ikke kun stilen men også noget af indholdet er ganske anderledes. At hans indenrigspolitiske dagsorden har været en anden end Clintons, mere hvad vi ville kalde: klassisk konservativ. Med store skattelettelser, erhvervslettelser for de rige og virksomhederne, og mindre vægt på andre steder – udbygning af velfærdsområder, som jo her i Europa har en meget stærk position.  Man kan pege på at amerikanerne pludselig ikke ville følge op på Kyoto, at de ikke ville undertegne konventionen eller aftalen om den internationale straffedomstol – markante begivenheder i forholdet mellem USA og Europa, som viser at  der var et stilskifte, og der var samtidig også en anden vægtning af en række vigtige sager, der alt sammen peger i retning af at Bush han står ikke sådan til os europæere nær så godt som forgængeren.

Så at spændingerne her har bygget op har man kunnet iagttage. Alligevel vil jeg sige: jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så tilspidset som det er blevet. For, når man sådan tænker tilbage på andre republikanske præsidenter, især Bush’s far, Bush senior, som vi jo har i erindringen, så var det jo en administration, der i udenrigspolitikken havde et meget stærkt og godt forhold til Europa. På trods af, at deres dagsorden måske til syvende og sidst var  ikke var mindre konservativ end den nuværende. Når man tænker på republikanerne, så tænker jeg også på George Schultz, jeg tænker på Jim Baker – folk som  der jo stod den største respekt om  blandt de europæiske allierede. Som både var frygtede – fordi det var meget kontante herrer – men som  alligevel formåede at – i allerhøjeste grad – at føre en dialog med Europa. Det er ligesom det brød sammen; og det er jeg overrasket over. Og da det så først ligesom brød sammen, så var det som om at så tog retorikken hurtigt overhånd. Og jeg må sige, at nogle af de retoriske øvelser der har været udfoldet synes jeg har været ganske usmagelige, man kan sige-

CBK: Hvad tænker du på dét, specielt?

HELVEG: Jeg tænker især på to ting. Jeg brød mig ikke meget om Schroeders valgkamp. Men jeg brød mig endnu mindre om at se Rumsfeld  lægge Tyskland ligesom i bunke med Libyen og Cuba . Altså – det kan man ikke tillade sig efter min mening, hvis man vil  bevare et venskabeligt forhold.  Det er sådan noget groft noget, som man kan sidde og sige måske i baglokalet for sig selv, og bande over noget, men man ikke sige det hen over mikrofonerne. Det er en udsøgt fornærmelse. Og: hvad skal det tjene til?

Den type har der været noget af – og så accelererer det jo hurtigt. Så er der også på den anden side selvfølgelig  – i den europæiske debat – en masse latent anti-amerikanisme, der jo så også bobler op til overfladen med mange grovheder som jeg bestemt ikke vil deltage i.  Hele dette tiltagende modsætningsforhold det begynder altså så at koge over i det retoriske, og så bliver modsætningerne pludselig virkelig til at få øje på.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget