CBK: Og man kan sige, jf. din pointe tidligere omkring EU’s fælles udenrigspolitik at det er jo sådan et tilbagevendende tema med: hvis man skulle reformere sikkerhedsrådet, hvem skulle så have sædet? Skulle det være EU? Skulle det være Tyskland? Osv.  Så dér har Frankrig og England måske en interesse i at tage et større hensyn –

HELVEG: Fuldkommen rigtigt. Og derfor er det ikke bare at lægge dette her i hænderne på Frankrig som nationalstat. Jeg tror franskmændene og de øvrige permanente medlemmer har altså her et mere overordnet hensyn at tage: til Sikkerhedsrådet på langt sigt. Også fordi det er til gengæld så nødvendigt for deres egen placering.

CBK: Men nu havde vi så regeringsbrevet, der hvor du så giver udtryk for at det var  uklogt, men at det ikke måske var så betydningsfuldt.  Vi er tilbage til retorikken igen: nu ender vi ved Frankrig én gang til. Når Chirac siger de ting han siger forleden dag til Østlandene; så er der nogen, der vil sige, ”nåmen, det er retorik, det betyder ikke noget, det er bare franskmændene” og så er der andre, der vil sige: det er enormt signifikant fordi det er et signal til hele den ene halvdel af det her nye store forenede Europa om hvad det er for nogle underliggende magtforhold, der i virkeligheden gælder i  denne her pæne stue, hvor de er kommet ind. Altså, retorikken betyder vel noget, ikke – i sådan et tilfælde?

HELVEG: Jamen, ord betyder altid meget i politik.  Ordet er jo det våben vi bruger under normale omstændigheder til at bekæmpe hinanden med. Derfor er   ord altid  vigtige. Politik er jo i det meste  en strid om ord. Og  jeg synes det var utroligt uklogt  at han sagde hvad han gjorde. Jeg er heller ikke i tvivl om at det reflekterer en stor irritation hos ham og hos dele af det franske diplomati over at de nye medlemslande ikke viser større ”taknemmelighed” – i anførselstegn – over at man nu har ladt dem ind i klubben og det første de gør det er altså alliere sig med amerikanerne. Det synes franskmændene jo simpelthen er dødirriterende.

Så jeg tror det er udtryk for en ægte irritation – men derfor bør en statsleder jo ikke ligge under for et sådant anfald af  irritation,  og lade det flyde over i  hvad man siger.  For i den henseende er ord jo også ekstra betydningsfulde i diplomatiet: der er ting man ikke siger. Og der er der nogle lyttere, der måske kan finde på at sige: ”Jamen, er det ikke helt forfærdeligt – skal man ikke sige sin mening?” Og svaret er: nej. Det skal man ikke. Diplomati  - det er en metode til at omgås hinanden, selvom man ikke kan fordrage hinanden, og derfor taler man pænt. Og når retorikken kommer  på den måde ud af  de vante baner, så kan vi jo se, så indtræder der nogle skadevirkninger, som er meget svære at reparere. Så er der pludselig  ting, som  måske er små, der bliver store. Og så er det sværere at håndtere de store ting.

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

Foto: Folketinget