|
|
| 5. Nationens interesse |
CBK: I den fremstilling du giver, der adskiller udenrigspolitikken sig jo fundamentalt fra indenrigspolitikken, ikke sandt? For i indenrigspolitikken har vi en borgerlig vision for samfundet – vi ser den, i øjeblikket måske, skarpere udført end vi har i mange år – vi har en centrum-venstre vision, vi har en venstreorienteret vision, osv., i udenrigspolitikken er det som om at politikerne er mere enige – i hvert fald inde på midten – om at vi skal løbe efter udviklingen: lidt hurtigere eller lidt langsommere ift. befolkningen. Er det rigtigt at fremstille udenrigspolitikken på den måde, eller er der ikke en fare for at hvis man præsenterer vælgeren med buddet om, at enten skal der så at sige være mere eller mindre ”EU-integration, internationalisering” – og sætter lighedstegn mellem alle de her bevægelser, at vælgeren så tænker ”Nej, det vil jeg ikke!” og ikke går ind og forholder sig til i hvilken retning EU skal eller hvad det europæiske samarbejde kunne være, eller hvordan vi skal stille os, altså at detaljerne forsvinder, hvis man gør det til et spørgsmål om at vi skal være med eller vi ikke skal være med?
HELVEG: Jeg tror nu det er en stor fordel at der er en bred tilslutning til EU fra de politiske partiers side – eller fra det store flertal af dem. Jeg tror det er en stor fordel at der i almindelighed er bred opslutning til EU-politikken. Hvis jeg må nævne et helt aktuelt eksempel, så er det jo en kæmpe fordel at der er det her i formandskabsperioden – et land der har uro på bagsmækken vil være meget handicappet ved at varetage formandskabet og heldigvis er det sådan, at når det drejer sig om Europapolitikken så er Dansk Folkeparti jo ikke regeringens parlamentariske grundlag. Det ville også se kønt ud hvis det var det i netop formandskabsperioden – det er de altså ikke. Så jeg tror det er en fordel at der er bred opslutning om den generelle udenrigspolitiske linie. Og det har jo også været – det var det i hvert fald i min tid – en helt klart udtalt bestræbelse: sådan skulle det være. Det hænger jo også sammen med at nationer skifter jo ikke udenrigspolitik bare fordi de skifter regering. Nationer har interesser at varetage – og de er de samme hvad enten man sidder i regering eller opposition.
CBK: Men man kan da alligevel se en tydelig forskel på den EU-politik som blev forfulgt under Schlüter-regeringen i 80erne og så på den EU-politik der er blevet forfulgt under Nyrup-regeringen i 90erne? Den sociale dimension, miljøspørgsmålene – en masse af de her ting er ting som en socialdemokratisk regering eller en regering med radikal deltagelse vil vægte meget højere end markedsøkonomisk integration? Er det ikke rigtigt? Østpolitikken og østudvidelsen er måske så et område man er i højere grad enige om?
HELVEG: Ja, det er et godt eksempel på at der her er bred samling. Men opslutningen til at miljøspørgsmål skulle placeres stærkere og det økonomiske samarbejde placeres stærkere som blev gennemført i 90erne havde jo stor tilslutning, opbakning i Danmark i øvrigt på tværs også af partlinien. Der var i det hele taget en generel europæisk tendens, og selvfølgelig er det slet ikke ligegyldigt hvem der dirigerer vores EU-politik.
Hvis jeg må tage et helt aktuelt eksempel – det er jo ikke ligegyldigt om det er nedskæringsfolk eller ej, der sidder og diskuterer EU’s forhold til udviklingslandene. Her ser vi et klart eksempel på hvor indenrigspolitiske skillelinier bærer ind i EU-politikken. En SR-regering ville jo aldrig nogensinde være mødt op i rådet og have sagt at ”Nu skal I andre sætte jeres ulandsbistand i vejret” samtidig med at vi satte vores egen ned. Det hænger jo ikke sammen. Så der er skillelinier. Jeg tror man skal gøre meget ud af egentlig også at få de politiske delingslinier frem i EU-politikken uden at det skal rokke ved det grundlæggende: nemlig at der skal være bred enighed om hovedlinierne i vores EU-politik, for eksempel udvidelsen.
Foto: Folketinget
