|
|
| 4. "To skridt frem og ét tilbage" |
CBK: Lad os så tale lidt om udviklingen fra 89 og frem til i dag og i hvilken udstrækning den har været ubrudt eller ej. Man kan jo sige, at i mange fremstillinger af dansk udenrigspolitik der bliver de sidste 15 år – med afstemningsresultaterne der jo sådan hver anden gang går til den ene side og hver anden gang går til det anden side i EU-spørgsmålene - bliver det ligesom fremstillet som en overraskelse hver gang: det er en overraskelse når det lykkes i 1986, det er en overraskelse når det IKKE lykkes. Man kan sige at Socialdemokratiet jo var i den uheldige position at ende på den gale side både i 86 og 92. Har det været en ubrudt linie frem mod en højere accept af EU som den institution, der skal bruges – fra 1972 til i dag? Tror du at befolkningen har flyttet sig – eller kan man spore at indenfor de sidste 5 år måske og med højredrejningen i Europa, at den integrationsudvikling som i øvrigt har fundet sted siden slutningen af 60erne/begyndelsen af 70erne måske tager en pause? Eller ’bøjer tilbage imod sig selv’?
HELVEG: Jeg tror det ligger sådan at på ét punkt har jo EU-tilslutningen sat sig fuldstændigt fast. Der er jo ingen, der i dag taler om udmeldelse af EU – ikke engang folkebevægelsen imod EU har udmeldelsen direkte på programmet. Der er nok nogen, der ønsker det, men det er ikke noget de går og siger. Så den diskussion er hørt op – ’om vi skal være medlemmer eller ej’. Men der bliver jo, som vi senest så det ved Euro-afstemningen, en del skepsis tilbage. Så det forhold at vi er medlemmer og ønsker at forblive medlemmer det er jo ikke ensbetydende med, at danskerne accepterer en hvilken som helst udvidelse af samarbejdet – der er der hele tiden en skepsis, vi skal overkomme. Den kommer så klart til udtryk i Danmark, hvor vi holder folkeafstemninger, men den samme skepsis ville givet komme udtryk også i andre lande, hvis de holdt folkeafstemninger.
I øvrigt har jeg – så mange år jeg har fulgt europæisk politik, også forud for 72 - gjort den observation at det europæiske samarbejde det bevæger sig som oftest fremad i den lidt mærkelige gangart, der hedder to skridt frem og et tilbage. Men jo hele tiden – når vi ser det over tid – med en stærk retning fremad. Integrationsfaktorerne er meget stærke. På det økonomiske område sker der jo hele tiden integration – virksomheder integreres over landegrænserne, slår sig sammen, arbejder sammen, og i den finansielle sektor sker der hele tiden en betydelig integrering. Det gør der også for mennesker – altså vi rejser mere over landegrænserne end nogensinde før – mange flere danskere besøger andre EU-lande hvert eneste år end tidligere. Og på den måde er både den politiske, den økonomiske og den kulturelle integrering jo noget, der hele tiden står og arbejder, det er ikke noget, der holder op. Men de politiske beslutningsprocesser er ikke altid så strømlinede, følger jo ikke altid i en lige linie i kølvandet på den faktiske integration; den er sværere og kræver mange overvejelser og tilpasninger.
Foto: Folketinget
